Nadja Pass

Forleden så jeg dette skilt på gaden:

Og hvad var min første indskydelse? “Her har Ordkløveren vist været på spil. Jeg vidste ikke, at hun havde indgået samarbejde med Ungeren.”

Det fik mig til at tænke på, hvordan mit møde med blogosfæren har givet mig indblik i en masse interessante menneskers univers – som jeg ellers ikke ville have kendt:

Frk. Jensen har åbnet mine øjne for blomsters og planters særlige poesi. Trine-Maria har givet mig et helt nyt filter til at kunne afkode mediestrømmene om nye medier, blogs og socialt software. Thomas og 23 får mig til at tænke “billeddeling” hver gang jeg spotter et nyt markant fænomen i gadebilledet. Og Maja har gjort mig meget mere bevidst om kundeservice-udfordringerne i en stor (og ikke altid lige elsket) organisation – og den metabevidsthed har jeg med mig i min afkodning af mange andre større virksomheders kommunikation og kundeservice.

Med Levende er det lidt anderledes, fordi vi var tætte veninder længe inden nogen af os begyndte at blogge. Men alligevel har vores respektive blogs betydet at der er blevet tilføjet nye nuancer til vores venskab og kendskab til hinandens indre monologer. Og det samme gælder de to faglige blogs, jeg følger med største fornøjelse – Christines First Person in Print og Katrines Skriveri, der begge betyder, at jeg ikke alene bliver fagligt klogere, men også har langt bedre forudsætninger for at følge med i mine venners forskning end jeg ellers ville have haft – og derfor også bedre kan sparre og fodre dem men eksempler og reflexioner.

Det er lidt den samme slags ekstra-radar som jeg altid har haft på, når vi arbejder med nye Reflexioner-temaer. Fornemmelsen af, at man pludselig lægger mærke til nogle helt andre detaljer end før. Har fået en ny optik, et afkodeapparat, en referenceramme. Men det overrasker mig faktisk, at det hele kan køre parallelt. Jeg havde umiddelbart troet, at man i sagens natur var nødt til at fokusere på det, man hyperfokuserede på.

I praksis har det vist sig ikke at være tilfældet. Det er overraskende, at jeg på den ene side kan hyperfokusere på bølger i alle former til Share A Brainwave/Reflexioner on Waves – og samtidig kan pejle efter alt det andet. Man skulle tro, det ene udelukkede det andet – men det er foreløbig lige omvendt. Blikket og antennerne bliver hele tiden bedre. Mere nuanceret. Og som en hyldest til tværfagligheden viser det sig jo ovenikøbet, at der opstår sjove og meget inspirerende krydsfelter mellem de forskellige universer.

Det er svært at sige, hvor én interesse begynder og et andet univers ender. Og hvor grænsen går mellem blogosfæren og real-life-erkendelserne. Men grænselandet er spændende – og udforskingen er kun lige begyndt…

Kender du fornemmelsen?