Efterlysning: Nødhjælps og indsamlingskoncepter, der spiller på motivation i stedet for dårlig samvittighed
by Nadja
ADVARSEL: Dette indlæg starter med en masse harsk harcellering, men er egentlig tænkt som en konstruktiv indsamlig af gode, positive eksempler. Så hvis du ikke vil forurene din hjerne med alt min brok, anbefaler jeg, at du springer direkte til indlæggets sidste del :-)
Først harcellerer jeg lige big time…
For mig er en af storbyens nyere plager slalomløbet mellem dårlig-samvittigheds-prædikanter mellem Nørreport og Kultorvet. Jeg harcellerede allerede i morges (i kommentarfeltet til min rose-mail om Scleroseforeningens nye initiativ) over de mange velmenende unge repræsentanter for diverse nødhjælpsforeninger og interesseorganisationer, der iført markante vindjakker eller letgenkendelige kasketter stopper mig i gågaderne med henblik på at opnå faste månedlige donationer.
Og resten af dagen har jeg virkelig tænkt meget over det. For nu hvor jeg først er begyndt at sætte ord på det, går det op for mig, at jeg faktisk er virkelig, virkelig irriteret over det. Og det, der irriterer mig allermest er, at jeg bliver irriteret på organisationer, jeg ellers har stor sympati for og hidtil gladeligt har bidraget til. Jeg har ovenikøbet trasket mangen en trappeopgang og kotelletgrund tynd med raslebøsserne til diverse af deres landsindsamlinger (yep – endnu engang slår segmentforudsigeligheden igennem) Og nu? Ja nu bliver jeg irriteret bare ved synet af en raslebøsse.
For når man som jeg har sin næsten daglige gang i ‘K’, må man til sidst løbe spidsrod mellem dem – og de bliver hele tiden kækkere a la “jamen, hvis du har travlt, må jeg så ikke følges med dig?”. Det synes jeg er ret grænseoverskridende. Og det hjælper jo ikke, at man faktisk allerede er fast månedlig bidragsyder til organisationen eller lige har stået og snakket en halv time med en fra samme organisation 10 meter længere oppe ad gaden. Det kan de jo ikke se på en, så man får stadig det der mærkelige “den har vi hørt før” kombineret med “hvordan kan du dog få dig selv til at shoppe, når der er sultende børn i Afrika”-selvfede smil. Og selvom jeg altid prøver at være høflig og pænt sige, “nej ikke lige nu, men ha’ en god dag” – er de efterhånden begyndt at vrænge “ja SELV tak” tilbage. Det synes jeg simpelthen ikke holder.
Det betyder, at jeg – hvis jeg har travlt – efterhånden ofte går “om ad Nørregade” (husker stadig den fantastiske neonreklame fra bikubenhuset, der lød: “Flere og flere går om ad Nørregade”) eller sniger mig bagom ad Åbenrå. For hvad enten jeg vil det eller ej, sidder de bebrejdende blikke i mig, og jeg bliver irriteret over at skulle have mit “københavner-kølige-ingorance-jeg-er-lidt-nærsynet-eller-også-vælger-jeg-bare-ikke-at-se-dig-blik” på. Sådan er jeg slet ikke – jeg vil gerne hjælpe folk med at finde vej gennem byen og smile til de andre, der nyder solskinnet og overvejer at købe hyazinther med hjem til en, de har kær. Men pludselig er jeg unødigt meget på vagt og undgår ethvert blik – selvom der ikke er nogen grund til at have dårlig samvittighed. Jeg er som oftest på vej til møde – og ikke på vej ind for at lade Dankortet gløde – og havde det i øvrigt også været så slemt, hvis jeg var?
Og så til det mere konstruktive…
Når alt det så er sagt, ved jeg godt, at det bliver stadigt sværere at trænge igennem til os moderne, travle, mediekompetente forbrugere, der har så mange korrekte holdninger i hjernen, diskussionerne og principperne, men som sjældent følger op ved at ændre adfærd eller give den skærv i ny og næ, der ville gøre hele forskellen. Men i stedet for at planke hinandens gode ideer og ødelægge det for alle (som jeg mener er tilfældet med “har du tid et øjeblikker’ne, der ikke havde været nær så irriterende, hvis det kun var en eller to organisationer, det drejede sig om) ville det være forfriskende, hvis flere organisationer fandt på nye tilgange.
Så som en hyldest til dem, der har gjort det kommer her lige et par af mine yndlingseksempler – og jeg vil blive rigtig glad, hvis I vil dele jeres gode eksempler fra indland og udland.
ROS herfra til:
- SPAR og Sclerose-iniativet, fordi de har fundet en situation, hvor det er uendelig nemt (ovenikøbet praktisk, hvis man ikke orker at skulle stå i supermarkedskø for 23,75) at støtte uden hele gågadens bevågenhed.
- Folkekirkens Nødhjælps FISK-butikker, der mig bekendt var de første til at kombinere bæredygtighed, cafeer, retro og livsstil på den lækre måde, der løftede hele nødhjælpsgenren ind i det nye årtusinde. Giv-en-ged og Humor-mod-AIDS er fra samme organisation er jeg mere skeptisk overfor, men man kan i hvert fald ikke klandre dem for mangel på originalitet.
- De hjemløses avis HUS FORBI køber jeg altid, når der kommer en ny udgave. Og for nylig havde de ovenikøbet lavet nogle funky t-shirts, hvor der stod “KØBER” på. Sådan en ville jeg egentlig gerne have haft.
- Og så synes jeg også, det er smart med 2-kroners vand på cafeerne (det var da vist også Folkekirkens Nødhjælp) og de der slikautomater, hvor man betaler et par kroner for et par tyggipops. Old news – men godt tænkt, da det kom.
- PUKKA-te, der viste sig at være et bæredygtighedsprojekt – men det var ikke det, det blev solgt på. Det var ‘bare’ en ekstra produktfordel udover høj kvalitet, god smag, zen-stemning og fantastisk design.
Og betyder alt det her så, at vi moderne mennesker virkelig kun kan finde på at give noget, når det handler om slik, smarte t-shirts eller retrokaffe på den bæredygtige måde. NEJ, det tror jeg ikke – mange af os gør jo også alt muligt andet i det store og små. Men jeg efterlyser virkelig flere begavede alternativer, når det handler om at vække den hurtige interesse/krasse et par hurtige kroner ud af de forbipasserende…
Det ville være meget forfriskende, hvis det hele ikke handlede så meget om at spille på dårlig samvittighed, (kombinationen af travlhed og shopping-område er ekstra hård – ikke alene bruger man sine penge på unødvendige luksusgoder, man har også så travlt med at tjene dem, at man ikke har et øjeblik til verdens fattige…), men i stedet handlede om reel motivation til at hjælpe og dele. Eller at produkterne der blev solgt, simpelthen var så gode, at man købte det primært af den grund – og fik bæredygtigheden og nødhjælpen med i købet.
Jeg tror, der ligger et kolossalt konceptudviklingspotentiale der og gode eksempler/hyldester til dem, der har gjort det godt, efterlyses med kyshånd…
Nadja Pass 
Et rigtig godt concept er Micro-loans.
Mandagsbloggen har skrevet om det i posten Nødhjælp 2.0.
Et andet godt koncept, synes jeg, er “Sponsorér et barn” kampagnerne. Det virker motiverende, at man føler man har en personlig relation/forpligtigelse ifht. modtageren af pengene.
Et lignende, men privat initiativ er Rastrup’s Hjælp 4 børn projekt, hvor Michael Rastrup og hans medsponsorer støtter fire thailandske unge.
Gode bud Anne. Tusind tak for dem – vil straks tjekke det nærmere.
Jo også en smaddergammel nyhed, men sidder og tænker på at Muskelsvindfondens grønne koncerter egentlig lever godt op til det, du efterlyser.
Allerede før det blev smart har der været masser af “genbrugsbutikker” ude i landet som fungerer lidt på samme måde: Hyggeligt for de frivillige og glade kunder i butikken (f.eks. mig! der elsker gammelt ragelse!)
@ Frk Jensen – ‘gamle nyheder’ er nu også meget velkomne. Der kan også være meget godt at genfinde i gemmerne.
Og jeg er selvfølgelig helt med på, at FISK ikke var den første genbrugsbutik med nødhjælpsfortegn. Og jeg elsker også selv de gamle, rodede af slagsen. Da FISK kom frem syntes jeg bare det var en ekstremt forfriskende nytænkning af den gammeldags gen-brug-med-god-samvittigheds-butik, der viste, at hyperpolitisk korrekthed også kan være hyper-gennem-designet :-)
“Sponsorér et barn” kampagnerne er måske attraktive men ikke altid en god ide. I forhold til udvikling er det meget bedre, og mere bæredygtigt, at stærke samfundet.
Nadja, du nævnte selv Humor mod Aids. Det er en kampagne hvor man får mulighed at betale med et smil. Gennem kampagnen findes der også telefonfis og andre virale muligheder. Se for eksempel http://www.humormodaids.dk/telefonfis/
Et træk jeg godt kan lide ved både “sponsorér et barn” og “microloans” er at det er hjælp der forpligter modtager og afsender – man føler man har en personlig relation, og den slags forpligter på et dybere plan -, og det indebærer en høj grad af kontrol med pengene.
At Microlans er ikke er rigtig nødhjælp men lån tror jeg er sundt for modtagernes selvbillede, og for deres børns, nære og fjerne slætninges og lokalsamfunds selvbillede. Modtagerne er entrepreneurer men for for små til at bankerne vil investere i dem. Idéen med at støtte “de stærke” i fattige områder er vel at det udover at hjælpe dem selv forventes at påvirke lokalsamfundet positivt – handel skaber mere handel, økonomisk vækst, arbejdspladser osv. Det er en super idé, men selvfølgelig ikke egnet alle steder.
En bagside ved al Ulandshjælp er at det kan have (og som regel har) negative markedseffekter i de regioner hvor hjælpen rammer, underminere lokale og regionale producenter. En anden bagside er at en del af hjælpen sommetider går op i hat og briller, dels pga mangel på kontrol, dels fordi langtidsmodtagere af hjælp begynder at spekulere i hjælp og indretter sig efter den.
I 2005 talte jeg med Dr. Neil Maclean fra Development Studies programmet fra University of Sydney i 2005. Han beskrev en situation hvor visse ulands sektorer bygger deres tankegang på hvordan man bedst spekulerer i nødhjælp og ikke hvordan man bedst klarer sig selv, og sagde at dette er et stort problem indenfor nødhjælp.(ovenstående er skrevet udfra hukommelsen)
Rastrup skriver i “Weinan, byen Danida glemte”, og der følges op i “Danida hjælpe lige i rendestenen”, om et ulandsprojekt der forulykkede pga mangel på kontrol.
Men nu er nødhjælp jo et bredt emne og det her er måske lidt off road da posten handler om hvordan velgørende organisationerne kommunikerer deres budskab. – og ikke specifikt om ulandshjælp eller dennes virkning.
Nu jeg var henne på Rastrups Asien og fiske de to links, stødte jeg på en af mine favoritter – børnecomputere til Ulandsbørn. Også et spændende projekt synes jeg. (det var vist lidt offroad igen)
Wauw Anne – sikke en masse godt input. Også selvom noget var lidt off-road i forhold til denne specifikke post. Det hænger jo altsammen sammen – og de perspektiver, du nævner og links du giver er meget interessante!