Bliv Bon-kammerat med de scleroseramte
by Nadja
Der er en vis risiko for, at det her er en gammel nyhed, for jeg panter temmelig sjældent flasker, og jeg kommer endnu sjældnere i SPAR. Men jeg er ligeglad med, at jeg måske fortæller jer noget, I allerede ved, for det her er simpelthen genialt tænkt:
Lige ved siden af flaskeautomaten i min lokale sommerhus-SPAR har de placeret en smart lille plasticbox, hvor man opfordres til at lægge sin flaskebon og støtte de scleroseramte med det beløb man ellers ville have pantet. Ved siden af hænger et par oplysnings-handouts om scleroseramte under overskriften “Bliv bonkammerat med de scleroseramte”.
Nemmere bliver det da ikke at støtte en god sag; i mange tilfælde gider man jo alligevel ikke at skulle ind gennem butikken og stå i lang kø for at pante 23,75 – og det er alligevel en langt større støtte end de fleste ville smide i en raslebøsse.
Point til SPAR og Scleroseforeningen for at have fundet på et godt alternativ til “må jeg lige forstyrre dig et øjeblik-slalommet” mellem Nørreport og Kultorvet.
Smart! Og nyt for mig (som godt nok blev fanget ind en dag i emotionelt efter-trænings-lavt-blodsukker-humør og derfor er fast, månedlig bidragyder… er for nem … er simpelthen for nem…). Selv har jeg heller aldrig kunnet stå for Frelsens Hærs indsamlingsbøsser med påskriften “Pengene, eller vi synger!”
Ha ha jeg vidste ikke at Frelsens Hær havde sådan et fint slogan.
Her er en idé til et Jehoves Vidne slogan: Bliv medlem, eller vi kommer ind og snakker!
@ Frk Jensen – jamen jeg er selv alt for nem. Eller snarere…jeg sympatiserer med sagerne og vil jo grundlæggende gerne hjælpe. Men når man kommer inde i K flere gange om ugen, må man til sidst løbe spidsrod – og de bliver kækkere a la “jamen, hvis du har travlt, må jeg så ikke følges med dig?”. Det synes jeg er ret grænseoverskridende. Og det hjælper jo ikke, at man faktisk allerede er fast månedlig bidragsyder eller lige har stået og snakket en halv time med en fra samme organisation 10 meter længere oppe ad gaden. Man får stadig det der mærkelige “den har vi hørt før” kombineret med “hvordan kan du dog få dig selv til at shoppe, når der er sultende børn i Afrika”-smil. Og det sidder i mig – selvom jeg bare er på vej til møde og selv ikke var på vej til at lade Dankortet gløde. Så jeg er for nem – alt for nem at give dårlig samvittighed, men nu er jeg efterhånden nået til det punkt, hvor det også gør mig unødigt irriteret på organisationer jeg ellers gerne støttede. Og det må jo siges at virke lidt mod hensigten.
Så hurra for SPAR og Sclerose-iniativet, hvor ens samvittighed og gode vilje igen er rykket lidt ud af gågadens bevågenhed.
@ Frk Jensen og Anne: JA – fantastisk slogan fra Frelsens Hær…
[…] Nørreport og Kultorvet. Jeg harcellerede allerede i morges (i kommentarfeltet til min rose-mail om Scleroseforeningens nye initiativ) over de mange velmenende unge repræsentanter for diverse nødhjælpsforeninger og […]