A Million Penguins (og én blogger ved navn Nadja Pass) i Deadline igår
by Nadja
I går aftes var jeg inviteret i Deadline for at diskutere det kollaborative romaneksperiment ‘A Million Penguins’ på baggrund af mine erfaringer/reflexioner med Share a Brainwave-eksperimentet.
Selve indslaget, der er en samtale mellem Marie Tetzlaff og mig, kan du se her.
Selve projektet ’A Million Penguins’ var skabt i samarbejde mellem forlaget Penguin Books og De Montfort Universitetet i Leicester og gik ud på at afprøve det sociale softwares potentiale på litteraturen: Ville en gruppe ved hjælp af wikisoftware kunne skabe en læseværdig roman på seks uger?
Projektet er interessant og fortjener ros for eksperimentets skyld. De 1500 sider, romanen blev til er ikke stor kunst i traditionel litterær forstand – men den (eller måske især eksperimentet og wiki-tanken brugt på litteraturen) rummer store litterære potentialer på lidt længere sigt.
Et par tanker i den forbindelse:
• Den kollektive roman giver mange nye stemmer, kulturer og nicher mulighed for at bidrage til litteraturen. Mange er tidligere brændt inde med fantastiske fortællinger fra ’det virkelige liv’ – som aldrig er blevet fortalt. Ikke fordi fortællingerne ikke var gode eller interessante nok, men fordi deres stemmer ikke blev hørt eller fordi de måske ikke var så gode/havde overskud til at formulere sig. I en kollektiv skriveproces kan de bidrage med historierne og få hjælp til formuleringer og redigeringer af de andre deltagere.
• Muligheden for kaoskronologi er meget inspirerende. Jeg har altid holdt af romaner der (som for eksempel Jan Kjærstads Wergelandstrilogi) og spundet og bundet sammen af mange vidt forskellige handlingsforløb, stemninger, pointer og – absolut ikke mindst – referencer til alverdens andre værker. Lige så skønt jeg synes det er, at blive flirtet med som læser for at se, om jeg kan huske, følge med, kender og opdager alle referencer, synes jeg også, det her med netromanen er rigtig sjovt, at jeg kan klikke mig ind på bestemte personer og læse flere detaljer om dem, at jeg kan følge links til uddybende forklaringer af begreber og referenceværker – og at mange af disse links ender i film, billeder og musikklip, der giver mig en tværmediel oplevelse af det hele.
• Jeg synes, det er sjovt, at en gruppe fugleeksperter kan gå sammen om at skrive afsnittene om tranedans, at en gruppe indiske kvinder kan sidde i hver deres del af verden og skabe en troværdig og nuanceret personkarakteristik af en person med indisk herkomst, at retorikere fra hele verden kan gå sammen om at gennemskrive forskellige afsnit med forskellige sprogtoner og nuancer.
Midt i de mange potentialer, er der selvfølgelig også en masse udfordinger. Og for mig at se er en af de største hvordan/hvor meget/hvornår/om man skal styre og redigere en kollaborativ proces for også at sikre et godt resultat. I det konkrete tilfælde, var det ikke produktets kvalitet, eksperimentet handlede om – det handlede om at se, hvad der ville ske, når man skabte en helt åben wikiroman – og respekt til dem for at de holdt fast i det projekt og koncept. Men derfor er det alligevel interessant at overveje, hvad der skulle til for at sikre, at der OGSÅ kom et godt produkt ud af det.
Det og meget andet har jeg mailet frem og tilbage om med Joanna Howard, der er en af forskerne fra De Montfort Universitet, der har fulgt (og deltaget aktivt i) projektet på nært hold. En af hendes mails synes jeg er rigtig interessant. Og med hendes tilladelse bringer jeg den her, så I selv kan få nogle af førstehåndserfaringerne:
Basically they were a) experimenting to see what happened b) expecting some kind of linear novel. Now they have added the idea that it was as much a social experiment as a literary experiment which I agree with. And it certainly got a lot of people interested.
There were two trains of thought – one was “A novel is linear so a branching wiki can’t make a novel” and “the world is changing, and anyway there have always been ‘choose your own adventure’ novels”. Most ‘critics’ don;t think it’s possible and quote the penguin experiment as evidence.
There is a lot of knowledge as I expect you know about online communities and how they work, but this was trying something different.
I think there is probably a difference between fiction as “a good story,” and fiction as “literature” which is in a fairly small world of received wisdom and assumptions. I think the “good story” certainly could be done collaboratively if there are clear ground rules established at the start and a committed group with some integrity. The feeling seems to be that “literature’ can only be done by the solitary genius.
The problem with throwing it open to the world with no structures or ‘rules’ was that we had crazy people vandalising it from time to time. We (the DMU group) worked as a team more or less 24/7 looking after it. It’s important to understand how essential this was, because of porn and gratuitous craziness.
There are some funny people out there and from time to time the editing work was depressing because someone could obliterate a good piece of writing and substitute rubbish.At the start we suggested that no contribution should be more than 250 words, and if the wiki technology could have done that, I think it would have been good. Other people suggested that another time it would be interesting to ‘audition’ people before they could contribute, people would have to submit some writing or some ideas before joining. There are many more such ideas, and they are good – but bit would be a very different experience from the million penguins one.
Re the challenge of editing. Hmmm. I guess my thoughts are that there needs to be a clear picture of who has the final say. It would be interesting to have say three editors who each gave the group their final version with reasons. People could volunteer as editors or writers, very different skills.
To me, collaborative writing can be a great way for people to learn and develop, learning from each other, developing their own style ‘against’ other styles which they see. I’ve had good experiences of various kinds of collaborative work and I suppose like you I’m the ‘optimistic, curious soul explaining the potentials’. I also like to see the way the Net gives people more opportunity to write and be read without having to go through so many gateways (agents, editors, publishers) – although the downside is the kind of rubbish and domineering behaviour we sometimes saw on the penguins experiment.
Men hvad siger I alle sammen derude? Har I nogle erfaringer med kollaborative processer i fiktion? Hvad er potentialerne og udfordringerne? Og hvordan mener I man kan styrke processen og styrke kvaliteten af produktet?
Nadja Pass 
Det er ikke mere end et par uger siden jeg som lærer i en 6. klasse har arbejdet med kollaborativ skrivning, hvor eleverne skulle skrive slutningen på en roman, som de var ved at læse. En klassisk meddigtningsopgave i folkeskolens danskundervisning med indbygget gruppearbejde.
Eleverne skulle løse opgaven ved at skrive sammen med andre, men flere valgte at gå solo, simpelthen fordi det var for svært at samarbejde pga meget forskellige forudsætninger og ambitioner. Det var en svær opgave, mildest talt.
Dette konkrete projekt er langt, langt mindre i forhold til både pingvin- og waves-projekterne, og desuden er det en skoleopgave, og derved ikke noget, som skribenterne frivilligt har ønsket at deltage i.
Alligevel mener jeg godt der kan drages paralleller. Jeg tænker, at noget af det vigtigste i denne forbindelse er sammensætningen af arbejdsgrupper, fordi kvaliteten af kollaborativt udarbejdet tekst øges, når de skrivende har en grundlæggende respekt for dem, de skriver med. At have respekt for andres skrivning betyder ikke, at de skrivende skal have ens baggrunde eller for den sags skyld identisk skrivestil. Derimod handler respekten om at se de andre skrivende som nogen, der også kan bidrage.
Formålet med en skoleopgave er ikke at skabe litteratur, som kan få Marie Tetzlaff op af stolen og give hende lyst til at læse det skrevne uden at få penge for det (jf. hvad hun sagde i Deadline). Formålet er at give eleverne mulighed for at kommunikere gennem skrift og gennem fiktion. Ved at kommunikere spejler de sig selv i hinanden, og det får dem til at vokse.
Måske er det også sådan for andre? Måske gælder det også for akademikere fra samme fagområde, som vokser, når de får chancen for at skrive sig ud og ind af hinanden? Eller ornitologer, der kommer til at se nye sider af tilværelsen med de bevingede væsener, når de giver sig i kast med at arbejde fiktivt?
At noget er fiktivt betyder ikke, at det nødvendigvis skal være af høj (skøn)litterær kvalitet. Formålet med at skrive fiktion sammen med andre kan være at opnå en kollektiv udvidelse af det faglige felt, eller fælles heling.
Man ser det for sig: En roman om Balkan eller Rwanda, skrevet af dem, der er klar til at bearbejde.
Fiktion som forsoning.
Ikke fordi teksten skal vinde litterære priser, høste gode anmeldelser eller tjene penge ind til et forlag. Men fordi fiktionen kan noget andet.
Det er dét jeg gerne vil finde frem til i samarbjede med mine elever i en yderst sammensat dansk folkeskole: Fiktion som forsoning.
Skrivning som forsoning…I like that :-)
M.h.t kollaborativ skrivning i skolen, på studiet og på arbejdspladsen… : Jeg tror at meget af min begejstring for eksperimenter som A Million Penguins, wikis og blogs bunder i, at de har givet mig helt nye muligheder for at udforske, arbejde med og ikke mindst glædes over kollaborative skriveprocesser.
For indtil nu har jeg ellers aldrig kunnet fordrage at skulle FORMULERE ting i fællesskab. Jeg er nemlig en pain in the ass i den slags gruppearbejder, fordi det faktisk betyder meget for mig, om der står der eller som i en sætning, hvordan dens rytme falder og hvornår en pointe afsløres. Hvis jeg skal være et ‘aktiv’ i en formuleringsproces skal jeg have lov at bearbejde stoffet lidt for mig selv, så der er produkt at diskutere ud fra.
Til gengæld holder jeg meget af at SKABE i fællesskab. At arbejde sig ind på stoffet, diskutere mulige vinkler, finde argumenter og modargumenter, udvikle ideer og lade sig inspirere af hinanden. Og jeg er også meget glad for at dele et ufærdigt udkast med andre og få dem til at kommentere, tilføje og skære fra.
Og det får man mulighed med den sociale software:
– Med A Million Penguins og andre wikibaserede projekter får folk mulighed for at lægge deres egne formuleringer ind og trimme andres til – men må også være indstillet på selv at få trimmet deres formuleringer, som de så kan trimme frem og tilbage i en stor bølgende bevægelse, der hele tiden (i teorien, i praksis er vi der så ikke helt endnu) er med til at skærpe formuleringerne og pointerne mere og mere.
– På bloggen formulerer afsenderen selv sin pointe, men kan revidere, justere og facettere den efterhånden som læserne kommenterer eller gør bloggeren opmærksom på andre sider af sagen. Så man i fællesskab når til en mere nuanceret pointe end nogle af enkeltindividerne kunne have tænkt sig frem til alene.
– I et eksperiment som Share a Brainwave ( http://www.shareabrainwave.net ) handler det om fælles brainstorming. Alle har mulighed for at bidrage med hver deres vinkel, billede, digt… og alle kan lade sig inspirere af hinanden og bygge videre på hinandens tanker – enten i kommentarfelterne eller i nye posts.
SÅDAN synes jeg, det er fantastisk at skrive sammen og det har været en stor aha-oplevelse for mig. Netop fordi, jeg troede, jeg var lidt socialt handicappet, fordi jeg elsker at skrive, men altid krympede mig, når jeg skulle gruppearbejde om skrivning.
Så… det handler ikke kun om opgaven og målet med samarbejdet – for mig har det (og det er temmelig overraskende) vist sig at handle mindst lige så meget om processerne og VÆRKTØJERNE.
Med hensyn til skrivning som forsoning: Da jeg interviewede Wikipedias stifter – Jimbo Wales – for et par år siden, fortalte han, at wikisoftware ofte bliver brugt netop til forsoning (mellem for eksempel fængelsfanger og betjente) og hvordan udarbejdelsen af Wikipedia-indlæg om højspændte konflikter (som Israel-Palæstina) i sig selv skaber et meget konstruktivt forhandlingsgrundlag.
Interviewet er et par år gammelt, og der er som bekendt sket ekstremt meget i mellemtiden – men tankerne er stadig interessante. Læs det her: http://www.reflexioner.org/default.asp?PK_Menu=295
Tak for tanker, Nadja.
Jeg er godt klar over, at du og Tetzlaff nok var castet til forskellige roller, som det var meningen I skulle udfylde på den korte tid, der var til rådighed. Derfor er det muligvis unfair at skyde Tetzlaff holdninger i skoene, men for mig lød det, som om hun kraftigt afviste blogskrivning som noget, der er værd at beskæftige sig med, og især hvis det handler om tekster, der er produceret i fællesskab.
Men som du kommer ind på ovenfor, Nadja, så er skriveprocessen jo andet end blot syntakssurfing og pronomenpilleri, hvor den enkelte skribent har sin egen stil. Skriveprocessen består også af idégenerering, som sagtens kan foregå ved at flere hjerner tænker sammen.
Når flere hjerner tænker sammen og skaber grundlag for en tekst, kan der opstå noget nyt, som kan have en form for kvalitet. Ikke nødvendigvis litterær kvalitet, som gør det værd at læse for andre som et litterært værk – men derimod en tekst, som er værd at skrive, jf. forsoning og identitetsskabelse.
I Deadline-interviewet diskuterede Tetzlaff ud fra sit eget skønlitterære univers, altså ud fra den præmis, at en skribent skriver for at blive udgivet, læst og anmeldt. Jeg tror i høj grad, at fælles skriveprocesser kan noget andet, som slet ikke har at gøre med forlagsvirksomhed og skønlitterære ambitioner, men derimod med at finde sig en plads i verden.
For mig er det ikke et mål, at al tekst der produceres skal være kunst.
Jeg så desværre ikke indslaget i Deadline, men skal nok tage revanche, når jeg igen er på den hurtige netforbindelse :-)
Jeg har forsøgt mig med både wikis og weblogs i en skriveproces (dog ikke i fiktion, men faglitteratur) – og wikien var til internt samarbejde for os (3) der arbejdede på bogen, mens bloggen var åben og havde til formål at inddrage andres viden og erfaringer undervejs.
Wikien var god i start-fasen, men jeg synes alligevel det var nødvendigt med en samlet gennemskrivning, hvor jeg dels tog et større ansvar og dels huggede tæer og klippede hæle – både i mine egne overvejelser og i de andres (men ok vores format var også meget bundet fra starten).
Men det kan også skyldes, at man skal have mere tid, hvis ting skal selvorganisere og skabes i samarbejde?
Webloggen var fantastisk – vi fik 40 kommentarer undervejs i skriveprocessen – og meget af det input vi fik var guld værd. Vi fik rettet faktuelle fejl, vi fik ideer til andre vinkler, vi fik skåret til og fra – og alt i alt tror jeg aldrig at jeg igen vil skrive noget – uden løbende at blogge om det :-)
No deposit online bingo
No deposit online bingo
[…] Seminarer og forelæsninger på det nye KUA – møder og workshops på ITU. En enkelt gang i Deadline i DR-byen. Og jeg må indrømme, at jeg faktisk har følt lidt af et sus, når jeg er cyklet langs […]