Nadja Pass

For mig at se er 1. april årets vigtigste politiske dag.

Ingen anden dag om året er vi så opmærksomme på nyhederne. Når vi bliver narret af en aprilsnar, går det op for os, hvor ukritisk vi lader alt andet passere til daglig. Når vi er opmærksomme på, at ingen skal narre os og derfor årvågent lytter alle nyheder igennem, bliver vi opmærksomme på, hvor mange af de ‘rigtige’ indslag, der faktisk er absurde nok til at være aprilsnar.

Og uanset, om vi bliver narret eller gennemskuer løgnene og de falske historier, er der ingen dag om året, vi så ivrigt diskuterer nyhederne og udveksler nyhedsoplevelser med venner, familie og kolleger. Vi er kort sagt hyperopmærksomme nyhedsbrugere den 1. april.

Det giver medierne mulighed for at sætte spot på problemer, det ellers kan være svært at få italesat eller engageret befolkningen i. For den bedste aprilsnar er jo netop den, der tager udgangspunkt i et meget omdiskuteret emne i tiden – og twister. Lige akkurat nok til, at det virker helt absurd – og lige akkurat så raffineret, at man alligevel tror på det.

Den gode aprilsnar leger kispus med vores sunde fornuft. Den får os til at erkende nyhedsstrømmens absurditeter på vores egen krop, tage dem ind. Diskutere dem.

Og dermed bliver 1. april motivationsretorikkens største festdag. For her bliver det dialogisk, erkendelsesbaseret,  det overrasker os og optræder når og hvor vi mindst venter det. I grel modsætning til tidligere tiders store politiske festdag – den 1. maj – hvor holdningerne, fronterne og formålene er klare: Her forsøger politikere fra talerstole at overbevise modtagerne til  at stemme for eller imod  konkrete sager – og på bestemte partier.

Glædelig 1. april – may the fun be with you!