Per Flys ‘Forestillinger’ – hurra for en søndags-serie med kunsteriske kvaliteter
by Nadja
Det her er farligt. Det er farligt at rose noget, der kun lige er begyndt – og som sagtens kan vise sig at vande ud på halvvejen. Men jeg satser…for for pokker da – midt i mediebruset om DR-huset og Kulturministerens Irak-korrespondance glimtede en rigtig god DR-nyhed frem på skærmen i søndags: Per Flys nye søndagsserie Forestillinger.
Der er tale om seks afsnit med hver sin hovedperson og hver sin virkelighed – der alle omhandler præcis den samme begivenhed: Opsætningen af et Shakespearestykke på et københavnsk teater – og relationerne mellem skuespillerne, instruktøren og resten af holdet bag scenen. Og så vidt jeg kan forstå, er det tanken, at det hver gang tager udgangspunkt i præcis de samme scener, som vi så oplever fra forskellige synsvinkler.
Spændende, meget spændende, synes jeg. Nuvel – jeg har set film, der gjorde det samme. Men at lege med tv-seriens univers på den måde, synes jeg er fræk. For her kommer hvert afsnit i sig selv til at fungere som en udemærket lille novellefilm, der sagtens kunne have stået for sig selv. Man føler, lider, erkender og græmmes med hovedpersonen. Skuespillet er i sig selv brilliant på flere fronter – og metametameta-niveauerne med skuespillere, der spiller skuespil fletter sig flot ind i hinanden. Og så er det en ekstremt fascinerende tanke, at der på søndag kommer mere af præcis det samme – og så alligevel (formodentlig og forhåbentlig) noget HELT andet. Jeg bæver næsten ved tanken om alt det tankegods, der hos publikum kan opstå i spændingsfelterne mellem de mange virkeligheder.
Se den, støt den og bak op om den – det var så vidt jeg kan forstå kun lige på nippet, at dramachefen lod et så ‘smalt’ projekt passere. Men lad os i fællesskab vise analysebureauerne, tv-meter og mediabureauerne, at det her ikke er smalt. Det er kærlighedshistorier, for fanden. Bredere og lettere genkendeligt bliver selve emnet jo ikke. Lad os bevise, at vi godt kan klare – og faktisk sætter rigtig meget pris på – at nogen tør udfordre genren, kronologien, virkelighedsopfattelsen og forventningerne til, hvad man kan og ikke kan i TAXA/KRØNIKEN-slottet.
Nadja Pass 
Hørt!
Selv sad jeg også klistret til skærmen søndag aften og følte mig i langt højere grad i kontakt med mit medie end under nogen anden søndagsserie på DR.
I går var Sonja Richter (som spiller figuren Tanja) på besøg i Den 11. time, hvor hun fortalte om hvordan Forestillinger fik et dobbeltmeta-lag for hende under arbejdet.
Udsendelsen genudsendes torsdag d. 22. marts kl. 18:15 på DR2 – og så får man fabelagtige Julie Nord med i købet.
Tak for det tip, Levende. JA, det var i sandhed et godt interview med Sonja Richter. Lag-på-lag-på-lag og meta-i-meta-i-meta :-)
Har lige set afsnittet om Tanjas (Sonja Richters) virkelighed. Og serien holder absolut dampen oppe også her med andet afsnit.
En interessant overvejelse er, hvor meget rækkefølgen af de enkelte afsnit betyder. Er delene så selvstændige, at man kan se dem i en helt anden rækkefølge, end den DR nu sender dem i – og hvordan det påvirke vores oplevelse af personerne, hvis vi lærer dem at kende i en anden rækkefølge end den, instruktøren har tilrettelagt for os? Hvor meget påvirker vores viden om de andre personers virkeligheder, vores opfattelse af de kommende afsnit?
Forestillinger bliver om muligt bedre og bedre for hver gang. Katrin og Evas historier gjorde ondt helt ind i knoglerne, så inderligt og mesterligt var deres virkeligheder fortolket.
Nadja, du spurgte, om delene er så selvstændige, at man kan se dem i en anden rækkefølge. Selvfølgelig kan man det – men så tror jeg til gengæld opbygningen af seerens sympatier kommer til at se helt anderledes ud: Jeg véd efter tredje afsnit, at Katrin endelig er flyttet væk fra sit barndomshjem og dets voksne, hvis adfærd overfor hende og overfor hinanden bringer hende ud i hemmelighedsfulde, natlige bulimianfald. Fordi jeg har den specifikke viden, bliver synet af hende i Evas garderobe desto mere overvældende og rørende.
Den omvendte rækkefølge ville ikke give samme effekt og ville måske lægge ens sympatier helt andre steder.
Jeg er meget, meget spændt på at se afsnittet om Marko!
Jeg er enig. Især Katrin-afsnittet skar sig dybt, dybt ind i sjælen og er helt uafrysteligt. Og hele projektet bliver bare bedre og bedre jo flere lag, der afsløres.
Og mit spørgsmål om rækkefølgen…jamen det handlede netop om tankeeksperimentet i, hvordan rækkefølgen ville påvirke sympatierne. Jeg er ikke i tvivl om, at det blive en meget anderledes oplevelse: Men den kan givetvis være mindst lige så god. Det er bare andre lag, nuancer og sympatier, der bliver afsløret. Og man vil helt sikkert bide mærke i andre ting selv – ting, der var der første gang også…
Så faldt tæppet (eller hvilke teaterklichéer man nu kan bruge for at det var tid til endegyldigt at slukke for knappen efter Forestillingers rulletekster. Det var sidste afsnit i aften, og det fuldendte værket på fornem vis. Markos personlige og kunstneriske krise (som om de to kunne skilles ad, iøvrigt!), udmøntet i hæsligt hånlig latter fra to kvinder, hvis identiteter flød sammen: Var de hans virkelige ex’er eller hans scenefigurer?
Ikke så underligt, at han var så forvirret, at han ikke kunne handle i forhold til noget, hverken arbejdsrelationer (Jens/det tekniske personale, som han flippede ud på) eller sin datter – Katrin, som han kaldte “det mest virkelige i mit liv”.
Tænk, at der findes en instruktør som Per Fly, som har fået mulighed for at sætte dette i scene (eller i skærm). Fantastisk.