Nadja Pass

I går – 24. 02. 07 – skrev Martin Kongstad en bidende bidst og bemærkelsesværdig kronik i Politiken. Titlen er “I dag er vi alle yuppier” og jeg anbefaler klart, at man følger dette link og læser den i sin helhed.

Men jeg vil da heller ikke undlade lige selv at klippe den i stumper og stykker og kommentere hist og pist på Kongstads udtalelser. For jeg synes, den virkelig fint fanger nogle mønstre i tidsånden, som jeg længe selv har fornemmet – men ikke har fået sat ord på.

Lad os begynde med begyndelsen. Manchetten:

Det var svært at tage dem alvorligt i 1980’erne. Men i dag har vi overtaget alle yuppiernes idealer. Vi er bare gode til at camouflere det.

Godt så. Jeg husker selv, hvor latterlige de forekom, yuppierne. Men allerede med denne halvanden linje havde han fanget mig. For ja, manden har ret. I dag er det ikke længere latterlidt at råbe op om, at det eneste man drømmer om er

‘at blive rige og berømte. De ville have boblebad og mobiltelefon og penthouselejlighed og svinedyre biler, og de ville drikke Don Perignon og spise østers og avanceret mad fra fremmede kulturer’.

Faktisk er det væsentligste samtaleemne, når man besøger mange af sine venner, hvilken hækklipper, webergrill-størrelse, espressomaskine eller fladskærmstv de har valgt at købe. For ikke at tale om, hvilken aktuel ferie alle lige er kommet hjem fra eller snart skal afsted på. Vinterferiesnakken med ‘Verbier – hvor skønt’, ‘Gud, jamen det er jo 100 år siden, jeg sidst var i Avoriaz – lad mig endelig høre’, ‘Ja, vi har så valgt Thailand i år, men jeg savner godtnok skiene’ er kun lige så småt ved at rinde ud, før påskesnakken med sikkerhed sætter ind om et par uger. Her vil storbyferiedestinationerne være garneret med ‘nyistandsættelse af sommerhus’ og familieidyl med hjemmessyltede og hjemmerørte specialiteter (som vor mormor lavede det med et etnisk twist, der sikrer point for originaliteten).

Men, men – skulle vores voldsomme forbrugsfiksering nødvendigvis kvalificere os som yuppier? I følge Martin Kongstad og klassiskeren “The yuppie handbook” er svaret helt klart ja:

Lad mig forklare nærmere: Første gang ordet ’yuppie’ blev defineret, var i den siden så legendariske ’The Yuppie Handbook’. Den er skrevet i New York anno 1983. På første side er der en definition af begrebet. Jeg citerer:

»En yuppie er en person, som:

• Bor i eller nær en storby.
• Hævder at være mellem 25 og 45 år.
• Higer efter prestige, berømmelse, anerkendelse, social status, magt og penge.
• Går i træningscenter efter fyraften og spiser brunch i weekenden«.

Den definition er jo så bred, at den dækker alle yngre danskere!
Ja, nemlig. Men dengang forfatterne skrev den, var den altså så opsigtsvækkende, at de kunne bygge en bog omkring den.

I 1985 kunne man spise brunch et eneste sted i byen. På Café Victor.
I dag kan man ikke gå uden for sin dør uden at snuble over røræg og brie. Men lad nu den røræg ligge, og se på punkt 3.

Den prestigejagt og ragen til sig fra hylderne, som var blandt yuppiernes kardinaldyder, er i dag hvermands eje.
Vi ved nøjagtig, hvad vi kommunikerer, når vi undlader slipset, bærer en åndssvag lille hund på armen, hører spøjs loungemusik eller serverer netop den ret for gæsterne. En middag er ikke længere blot et rendezvous med mad på bordet. Det er en powerpoint-manifestation, en showcase, et nøje tilrettelagt fremstød, hvis hele formål det er at vise, hvilke værdier vi har bygget vores eget helt personlige brand omkring. Familien er et team med klart formulerede visioner og værdier. Børn er små logoer.

Tilfældigheder har borte taget.

Av, den sved. For selvom jeg (endnu?) ikke selv er sprunget på villaen, volvoen, vovsen og pokalungerne, har jeg allerede tidligere her på bloggen erkendt, at jeg er totalt lige så segmentforudsigelig som alle andre. Og at en stor del af min selvfede, alternative selviscenesættelse i høj grad er forbrugsorienteret, hvadenten jeg vil erkende det eller ej.

Henimod slutningen føjer Kongstad så yderligere spot til skade ved at spidde de omsiggribende netværk og networking-begreber:

Og når vi går ud for at møde hinanden, er det også med klare bagtanker. Det er new bizz. Lidt romantisk kan det påstås, at man i 80’erne gik i byen for at møde nogen. Kastede en vittighed på bordet og fandt sammen med dem, som bed på. Siden kunne man så erfare, at den, man talte med, beskæftigede sig med noget, som mindede om det, man selv tumlede med.

I dag går man i høj grad ud for at møde nogle, altså nogle helt bestemte. Det kaldes networking; retningsbestemt samvær. Her gælder det omvendte. Man ved, hvad folk laver, før man går over og taler med dem. (min fremhævelse)

Og med hensyn til sidstnævnte kan jeg kun henvise til en rigtig interessant diskussion, der for et par uger siden foregik ovre på Lines blog – hvor debatten gik om de virtuelle netværk som LinkedIn og Kommunikationsforums nye netværk – og hvor fedt det egentlig lige er at skulle fremhæve sig selv i kraft af sit netværk (eller i hvert fald i kraft af dem, der gider linke til en, selvom de måske ikke engang reelt tilhører ens netværk).

Så altså – vældig tankevækkende kronik, der nok har fået en og anden feministisk-bøsseævls-læser til at få Max Havelar-kaffen galt i halsen. For det er ikke så snart sådan at måtte erkende og konfrontere sin indre yuppie.

Men hvis man trænger til en modgift/modreaktion er der heldigvis hjælp af hente ovre på Share a Brainwave, hvor et af de nyeste indlæg fortæller om den nyeste ‘køb-intet-bølge’. Læs her, om de bølger, der trækker i den modsatte retning.