En reklamepause i reklamepausen
by Nadja
Det sker kun sjældent, meget sjældent. Men en gang i mellem sker det heldigvis. Et reklamebureau tænker skævt, modigt og ambitiøst nok – og en virksomhed/produktchef er modig nok til at satse. Og give modtagerne en lille æstetisk, tankevækkende drømme/tænke-pause midt i de filmede tilbudsaviser og Cilit Bang-larmen (og JA, jeg ved godt, at hadereklamerne ofte er de allermest effektive, men det ændrer ikke på, at man også godt kan have ambitioner om at ville andet og mere med sin dyrekøbte taletid)
Det skete da Sony Bravia først med dansende hoppebolde i San Fransiscos gader og farvede springvand skabte forunderlige, farverige reklamepauser i reklamepauserne
Og for tiden kører My Travel en film der – selvom den trods alt ikke er heeelt på niveau med hoppeboldene – alligevel får mig til at smile og rocke (nuvel – tangoe, hvis man altså kan lave tango til et verbum?) hver gang den vises.
Se den her – og snup dig iøvrigt en tur rundt på tango-sitet, der meget gennemført følger op på filmens løfter om fleksibilitet, muligheden for at rejse på sine egne præmisser og rejser til ‘overalt’. Og skidtet virker – jeg får sådan lyst til at rejse og “hit someone with my rythmstick” hver gang den kører over skærmen.
Og ja, udover æstetikken og musikken sætter jeg stor pris på de skæve vinkler fra de forskellige destinationer. Rejseannoncering handler så ofte om børnefamilieparadis, sol og strand – mens det her snarere lægger op til insigtseeing…
Åh ja, reklamer. Nogle synes, at det er underligt, når jeg spørger dem, hvad deres yndlingsreklame er, men jeg tror på, at det siger meget om folk, hvad deres svar er!
Hoppebolde-reklamen er klart en favorit! (José González’ sang gør sit dertil + det faktum, at de rent faktisk smed 230.000 hoppebolde ud i San Franciscos gader!)
Derudover er Nykredits rare reklame med Lars Brygmann også rar…
Og en ældre Coca-Cola-reklame med “When you’re smiling” :)
Og reklamerne for Café Noir, hehe…
Godt at se en reklame-entusiast, der forstår at sætte pris på den skønhed, der også kan vise sig, hvor man ikke lige forventer det!
Hav det godt!
@ Anne Storgaard: Ja, man skal absolut ikke kimse ad reklamer – og det kan sige meget om folk, hvad deres yndlingsreklame er: også hvis svaret er, at de ikke har en.
Jeg plejer egentlig at interesse mig mest for reklamer, der har et motivationsretorisk budskab (søger at skabe samfundsdebat og motivere seerne til at engagere sig i samfundet). Men de æstetiske, opløftende, pulserende reklamer er også en ret interessant genre i sig selv :-)