Når et menneske dør, er det som et bibliotek, der brænder

by Nadja

Forleden skrev jeg ‘en passant’ i indlægget “De uskreve opskrifters uofficielle arkiv” om det ghanesiske ordsprog

En gammel mand, der dør, er som et bibliotek, der brænder.

Det henviser til alle de fortællinger, minder og familiehistorier – og i tilfældet ‘ældre ghanesere’ også den mundtlige fortællekunst – der går tabt, når et gammelt menneske dør. Det ordsprog blev der – heldigvis – fanget op på i kommentarsporet. Og jeg kan se på det hele, at det fortjener et indlæg i sig selv. For pludselig dukkede der en lille anekdote fra et brændt bibliotek op i kommentarfeltet, som ellers skulle have handlet om gode opskrifter… og den anekdote er MERE END VELKOMMEN i det kommentarspor.

Men egentlig fortjener familieanekdoterne et kommentarspor for sig selv. Ligesom levereglerne og opskrifterne. For er der noget så sjovt, pudsigt, tankevækkende som familieanekdoter? Noget, der i lige så grad sætter tingene og tiderne i perspektiv? Noget, der i lige så grad hjælper os til at opdage mønstre, ligheder og forskelligheder i generationerne. I egnene. I familierne ? Jeg tror det næppe – så jeg håber, at I vil dele et par stykker her i kommentarsporet.

Anne lagde flot ud i kommentarsporet til opskrifterne. Så jeg løfter lige hendes anekdote herop som inspiration:

Min farmor er født i 1914 og var god til at fortælle små anekdoter. En af dem handlede om hendes far, der sad i sin stol og iagtog en bil, der langsomt kørte op over bakken, dengang biler endnu var et særsyn. Hastighedsbegrænsningen var 5 km i timen, og der skulle gå en mand foran bilen med et flag for at varsle hestevognene.

– “Jaaaa….”, sagde hendes far eftertænksomt; – “Den er jo smart, sådan en automobil. Men den kan aldrig udkonkurrere hesten”.

Det syntes hun var ret morsomt.

Det var en lille anekdote fra det brændte bibliotek.

Herfra er ordet og kommentarsporet frit – så vi i fællesskab kan genskabe de brændte biblioteker.

Reklamer