De uskrevne opskrifters uofficielle arkiv
by Nadja
Da jeg forleden spåede Quinoa-frøene en stor fremtid, skrev Levende, at hendes mor havde glutenallergi og derfor havde bagt de mest fantastiske Quinoa-baserede brød.
“Den opskrift må du da straks dele med os andre”, skrev jeg kækt i kommentarfeltet. Hvortil det grumme svar lød, at den opskrift havde moderen taget med sig i graven.
Og i virkeligheden er det jo noget af det, der er så forfærdeligt, når et menneske dør. At de også tager minderne, historierne, familiekrøniken, mimikkerne, gestikkerne, levereglerne, husrådene – og opskrifterne – med sig i graven. Alt det uskrevne. Alle de ansigtsudtryk, man ikke har med på fotografierne, fordi de ikke hørte til ‘smil-jeg-er-på-repertoiret’. Duftene. Strøgene over håret. Stemmen.
Da jeg boede i Ghana lød ordsproget “Når et gammelt menneske dør, er det som et bibliotek, der brænder”. Det henviste også i høj grad til mundtlige fortællekunst, der i de år forsvandt med lynets hast – men i virkeligheden er det sandt for ethvert menneske, der dør. Det er som et bibliotek, der brænder.
Men levereglerne kan jo godt leve videre, hvis der er nogle, der fører dem videre. Det har mit tidligere post – og især kommentarsporet – om min mors leveregler ihøj grad bekræftet mig i. Og nu tænker jeg, at man vel i virkeligheden også kunne gøre noget for at udødeliggøre de opskrifter, der smager af barndom, gode minder eller hyggeaftener med vennerne.
Hvis man laver mad som min gjorde, og som jeg i høj grad gør, kan man nemlig ikke følge en opskrift. Og derfor er alle ens ‘klassikere’ unedskrevne – og smager i øvrigt aldrig helt ens fra gang til gang. Men derfor kan man jo godt lige nedriste en fornemmelse af ingredienserne og fremgangsmetoden, så andre kan få en chance for at prøve dem – og så man selv kan huske dem om et halvt år, når man har bevæget sig videre til nye ingredienser…
Jeg starter selv med en opskrift, jeg selv har sjusset mig frem til med inspiration fra især Marokko og de lokale grønthandleres udbud…og som jeg er helt bip med.
Man skal bruge:
- Lammesmåkød med fedt (for eksempel brystkød – fedtet er vigtigt for smagen og skal koge med, men man kan sagtens skære det af, inden man spiser det)
- Et ordentligt skud Harissa (stærk chilipasta)
- 1 saltet citron
- 10-20 dadler
- Et par hakkede rødløg
- Nogle fed hvidløg
- Knuste koriander-frø
- Kanel
- Kardemomme
- Spidskommen
Fremgangsmetode:
- Brænd krydderierne af.
- Switch kødet til det bliver brunt og en del af fedtet er smeltet fra (det hældes fra inden resten kommes i)
- Knald løgene i og lad dem blive brune og bløde.
- Knald hvidløg, citron, dadler og harissa i og lad lige det hele få lidt farve.
- Overhæld med kogende vand – og lad det simre i timevis. Så bliver kødet helt mørt og alt det andet koger sammen til en forrygende sovs, man kun kan blive varm og glad af på en kold vinterdag.
Serveres optimalt med babaganoush, marokkansk gulerodsmos, frisksnittede tomater og agurk, masser af frisk koriander, mynte og persille (i varierende mændger og ‘pestoficeringer’ alt efter smag og behag). Grillet halloumi er heller ikke ilde. Og så store pitabrød til at skovle det hele op med – spises helst med fingrene. Er man til den tyrkiske ‘nationalgetränk’ Ayran kan det også varmt anbefales som svalende drikkevare.
Ja – det var så første bud på en hidtil uofficiel og meget uskreven opskrift. Og jeg håber, at nogle af jer kunne have lyst til at bidrage med nogle af jeres ‘glansnumre’. Ordet – og spisebordet – er i hvert fald frit!
[…] i søvne. Hvordan de skraldgriner, hvordan de surmuler. Hvordan de med stor appetit og vovemod kaster sig ud i nye opskrifter. Hvordan de vinker. Det er de små […]
Hvor er det et smukt ordsprog
@ Anne – ja, det var virkelig også en af den slags visdomsord, jeg har båret med mig siden jeg hørte dem første gang :-)
Ja ja ja! Hvor har du ret Nadja. Jeg kan stadig mærke savnet af min bedstemor langt ind i knoglerne, og det er værst – eller bedst – når jeg mindes om en af hendes mange helt egne opskrifter. Det er ikke fordi det var særlige opskrifter, men hendes måde at lave koteletter på, var noget helt særligt, ligesom hendes frugt med råcreme bare smagte bedre. Måske var det fordi det skete i kombination med duften af hende og hendes hjem. Hendes måde at plukke, ribbe, koge og gemme ribs i mange variationer, ligger på min rygrad efter mange somres plukkeri, til to kroner kiloet :-) Og den friske salat med fløde, sukker og kærnemælksdressing vi spiste i frokostpausen hører med til ribsenes historie.
Her er også tale om embedded theory – opskrifterne ligger i kroppen, og – tror jeg – er en væsentlig del af mit savn efter hus og have – udlevelsen af alle min barndoms bedstemor-minder.
Jeg vender tilbage med opskrifter – hvis de kan skrives ned – en dag med bedre tid.
@ Susanne – uhmmmm jeg glæder mig allerede til de opskrifter. Bare denne kommentar fik mine tænder og tanker til at løbe i vand :-)
Det Susanne skriver får mig til at tænke på min farmor og hendes havregrød (verdens eneste rigtige havregrød) småkager, æblekage med flødeskum, stikkelsbærgrød… Det er nemlig så sigende at det der gjorde hendes mad helt rigtig, udover talent og mange års praksis, var duftene i huset, legetøjet i skuffen, minder og stemning.
Min farmor er født i 1914 og var god til at fortælle små anekdoter. En af dem handlede om hendes far, der sad i sin stol og iagtog en bil, der langsomt kørte op over bakken, dengang biler endnu var et særsyn. Hastighedsbegrænsningen var 5 km i timen, og der skulle gå en mand foran bilen med et flag for at varsle hestevognene.
– “Jaaaa….”, sagde hendes far eftertænksomt; – “Den er jo smart, sådan en automobil. Men den kan aldrig udkonkurrere hesten”.
Det syntes hun var ret morsomt.
Det var en lille anekdote fra det brændte bibliotek.
@ Anne: Æblekage med flødeskum og stikkelsbærgrød…uhmmmm du danske sommer, hvad kan man andet end at elske dig???
Din anekdote fra det brændte bibliotek er skøn – og den minder mig om et indlæg, der for nylig blev lagt på SHARE A BRAINWAVE: http://www.shareabrainwave.net/2007/02/02/new-waves-are-obviously-not-always-predictable/
Uhhh hvor kan det være svært at forestille sig, at noget nyt skulle kunne blive relevant – før det pludselig er dagligdagen for os allesammen.
Flere anekdoter…please!
Ja tænderne løber i vand. Uover at forsyne en familie med frugter og bær er en frugthave jo en eventyrverden for børn … med klatretræer, huler, stiger og tovværk :-) og en arbejdsplads.
Hvorfor er det egentlig lige man bor i en storby.
Det er ikke alle min farmors anekdoter jeg er sikker på om jeg tror på.
Der er f.eks én der refererer til et blødt sted omkring gården hvor de boede, og hvor min far bor nu. Han har drænet området, men da jeg var barn kaldte vi det “kviksandet”. Jeg havde engang en fødselsdagsgæst der sank i til livet – en vældig ballade.
Men i følge min farmor kom de engang gående ned ad stien på det sted, og så et ko-øre stikke op af pløret. De gav sig til at hive og slide i det og fik halet et levende kohovede op! Så rendte de hjem efter en af arbejdshestene (der naturligvis hed Klaus og Lotte) og fik et reb om kvien, og efter lang tids slid og møje fik de halet den op på fast grund.
Det er en sjov artikel på Brainwaves
Det er nemlig rigtigt, det er tit svært at forestille sig hvad nye ting kan bruges til.
Fantastik – kviksand, ko-øre, Klaus og Lotte…det er det stof gode familieankedoter er gjort af…
Faktisk Anne, har dine anekdoter og opfølgninger på ordsproget om de brændte biblioteker inspireret mig til at oprette et nyt post – dedikeret til familieanekdoterne. De er meget inspirerende!
https://nadjasreflexioner.net/2007/02/15/nar-et-menneske-d%c3%b8r-er-det-som-et-bibliotek-der-br%c3%a6nder/
[…] i tid og sted , Livet og døden Forleden skrev jeg ‘en passant’ i indlægget “De uskreve opskrifters uofficielle arkiv” om det ghanesiske ordsprog En gammel mand, der dør, er som et bibliotek, der […]
Tak… Jeg elsker også de små historier fra verden som den så ud engang.
Ligningen om det brændende bibliotek er meget inspirerende og vil blive husket.
Jeg kom til at tænke på noget. Min mormor laver den mest vidunderlige mad, og er vokset op i en tid og et miljø, hvor man vitterligt lavede alting selv. Min mormor og morfar havde en frugtplantage, og har derfor haft rigtig mange hjælpere og rigtig mange folk på kost gennem årene. Man kan af og til møde folk i omegnen, der, når de har lokaliseret hvor man kommer fra, får et drømmende udtryk i øjenene over Maries leverpostej som de spiste den sommer i 1965 hvor de hjalp med at plukke blommer…
Nå, men da jeg var barn, var det dér med at komme hjem til mormor ca. det samme som at komme i himlen. Og jeg har altid sat pris på hendes kogekunst. Men det bedste. Det største. Det absolut vildeste der skete var, at når jeg kom på besøg, så var der inkøbt buko-trekanter og … makrelsalat!
Derhjemme spiser man varm mad midt på dagen, og smørrebrød om aftenen. Og når vi ankom ved aftenstide, så kom man med mormor ind i spisekammeret (for selvfølgelig var der er spisekammer) for at tage ting frem til aftensmaden. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af min mormor, der letter på låget til den runde bøtte makrelsalat, og synet af de hvide toppe af mayonaise. Stor lykke! Stor, stor lykke!!!
Det var ikke fordi jeg ikke kunne få makrelsalat derhjemme. Det var noget med, at den var anskaffet specielt til mig. Som noget helt særligt, i en husholdning hvor det dér med at købe pålæg ikke var noget man gjorde til hverdag.
Nå. Det var vist ikke så meget en opskrift på en ret. Som det var en opskrift på, hvordan man gør børn glade :-)
@ Frk. Jensen – opskrifter på, hvordan man gør folk glade er også meget velkomne.
Og så er det sjovt det der med, hvordan man (også som voksen) kan sætte mere pris på det færdigkøbte… for eksempel har jeg aldrig kunnet lide hjemmebagte pebernødder – det er vist i virkeligheden hjortetaksalt, jeg ikke kan lide), men Irmas mørke, rundede toppe smager af barndom for mig.
[…] at ringe til mor. Blive ked af det og have lyst til at kaste sig over hendes skulder. Stå med en opskrift, der er ved at kikse og ringe efter akutte råd. Være i tvivl om, hvordan det nu var det var, […]
[…] jeg, efter deres dødsfald med kun 1,5 års mellemrum, er en af de få tilbageværende bærere af. For når et menneske dør er det jo som et bibliotek, der brænder. Og de efterladte er de eneste, der har mulighed for at redde nogle af minderne ud af flammerne. Med […]