De uskrevne opskrifters uofficielle arkiv

by Nadja

Da jeg forleden spåede Quinoa-frøene en stor fremtid, skrev Levende, at hendes mor havde glutenallergi og derfor havde bagt de mest fantastiske Quinoa-baserede brød.

“Den opskrift må du da straks dele med os andre”, skrev jeg kækt i kommentarfeltet. Hvortil det grumme svar lød, at den opskrift havde moderen taget med sig i graven.

Og i virkeligheden er det jo noget af det, der er så forfærdeligt, når et menneske dør. At de også tager minderne, historierne, familiekrøniken, mimikkerne, gestikkerne, levereglerne, husrådene – og opskrifterne – med sig i graven. Alt det uskrevne. Alle de ansigtsudtryk, man ikke har med på fotografierne, fordi de ikke hørte til ‘smil-jeg-er-på-repertoiret’. Duftene. Strøgene over håret. Stemmen.

Da jeg boede i Ghana lød ordsproget “Når et gammelt menneske dør, er det som et bibliotek, der brænder”. Det henviste også i høj grad til mundtlige fortællekunst, der i de år forsvandt med lynets hast – men i virkeligheden er det sandt for ethvert menneske, der dør. Det er som et bibliotek, der brænder.

Men levereglerne kan jo godt leve videre, hvis der er nogle, der fører dem videre. Det har mit tidligere post – og især kommentarsporet – om min mors leveregler ihøj grad bekræftet mig i. Og nu tænker jeg, at man vel i virkeligheden også kunne gøre noget for at udødeliggøre de opskrifter, der smager af barndom, gode minder eller hyggeaftener med vennerne.

Hvis man laver mad som min gjorde, og som jeg i høj grad gør, kan man nemlig ikke følge en opskrift. Og derfor er alle ens ‘klassikere’ unedskrevne – og smager i øvrigt aldrig helt ens fra gang til gang. Men derfor kan man jo godt lige nedriste en fornemmelse af ingredienserne og fremgangsmetoden, så andre kan få en chance for at prøve dem – og så man selv kan huske dem om et halvt år, når man har bevæget sig videre til nye ingredienser…

Jeg starter selv med en opskrift, jeg selv har sjusset mig frem til med inspiration fra især Marokko og de lokale grønthandleres udbud…og som jeg er helt bip med.

Man skal bruge:

  1. Lammesmåkød med fedt (for eksempel brystkød – fedtet er vigtigt for smagen og skal koge med, men man kan sagtens skære det af, inden man spiser det)
  2. Et ordentligt skud Harissa (stærk chilipasta)
  3. 1 saltet citron
  4. 10-20 dadler
  5. Et par hakkede rødløg
  6. Nogle fed hvidløg
  7. Knuste koriander-frø
  8. Kanel
  9. Kardemomme
  10. Spidskommen

Fremgangsmetode:

  1. Brænd krydderierne af.
  2. Switch kødet til det bliver brunt og en del af fedtet er smeltet fra (det hældes fra inden resten kommes i)
  3. Knald løgene i og lad dem blive brune og bløde.
  4. Knald hvidløg, citron, dadler og harissa i og lad lige det hele få lidt farve.
  5. Overhæld med kogende vand – og lad det simre i timevis. Så bliver kødet helt mørt og alt det andet koger sammen til en forrygende sovs, man kun kan blive varm og glad af på en kold vinterdag.

Serveres optimalt med babaganoush, marokkansk gulerodsmos, frisksnittede tomater og agurk, masser af frisk koriander, mynte og persille (i varierende mændger og ‘pestoficeringer’ alt efter smag og behag). Grillet halloumi er heller ikke ilde. Og så store pitabrød til at skovle det hele op med – spises helst med fingrene. Er man til den tyrkiske ‘nationalgetränk’ Ayran kan det også varmt anbefales som svalende drikkevare.

Ja – det var så første bud på en hidtil uofficiel og meget uskreven opskrift. Og jeg håber, at nogle af jer kunne have lyst til at bidrage med nogle af jeres ‘glansnumre’. Ordet – og spisebordet – er i hvert fald frit!

Advertisement