Nadja Pass

Smiling makes the world go around

Besøgte lige en ny blog, som jeg allerede nu kan se, bliver en af mine yndlinge: creatingpassionateusers som Emme anbefalede mig i går.

Et af indlæggene handler om kunsten at smile – hvad der skal til for at få en til at smile – og hvad man selv kan gøre for at få andre til at smile. Dejligt indlæg, som du kan læse her: Who’d you make smile today?

Den slags inspirerer jo unægtelig til, at man selv deler et par smilehuller i stil med ‘De fem ting’ flere af os i den senere tid har delt med hinanden.

Så her kommer lige et par stykker… Det fik mig til at smile, da:

  • Jeg for nogle år siden kørte i bus og alle så vildt gråvejrssure ud. En ældre kvinde steg på 350S’eren og udbrød “Åh nej, jeg glemte min pose i 5’eren”. Først reagerede alle andre med “prust, støn – bare ærgerligt, dit problem!” – men buschafføren tog affære, forfulgte den anden bus i fuld fart (men dog forholdsvis trafikansvarligt) op ad Frederiksborggade, skar skråt ind forbi den, da den holdt ved stoppestedet, steg ud, gik over til sin – noget forbløffede – kollega i den indespærrede bus og reddede posen ud til damen. Da han kom tilbage ind i min bus brød der spontane klapsalver ud.
  • Jeg forleden slæbte mig hjem fra lægen med en svær forkølelse i kroppen og svingede ind forbi Irma for at bruge min sidste energi på at købe supperingredienser. Det var en meget tidlig morgen, så der var kun andre selvstændige, mødre på barselsorlov, pensionister og et par studerende i butikken. Og således ingen kø. Foran mig pakkede en ung fyr sine varer, mens kassedamen gik i gang med den store “og det regner, og det kommer også til at blæse meget og sikken et kedeligt vejr”-historie. Hvorefter den unge mand (når det falder naturligt at skrive sådan ved man, at man er ved at blive gammel) med et glimt i øjet sagde “Jamen, så tror jeg at jeg vil gå hjem og tage mine sutsko på”. Det fik kassedamen til at smile og mig til at tænke, at min kampagne til januars genoprejsning allerede var begyndt at virke.
  • Jeg for nogle måneder siden efterlyste bud på ‘den moderne verdens syv vidundere’ og Levende og Frk. Jensen automatisk påtog sig at lege videre og forhandle sig frem til en liste, der faktisk er blevet et vældig godt bud. Og det gør mig også rigtig glad, at netop det post bliver læst rigtig ofte, fordi der åbenbart er mange flere, end jeg lige troede, der interesserer sig for eller søger efter ‘Verdens syv vidundere’.

Og så er der selvfølgelig en masse småting i hverdagen, der gør mig glad. Duften af hyazinther, gode samtaler, sjove børnekommentarer, simremad, spændstigt samarbejde, nye ord, fængslende litteratur, nyopdagede blogs, vel-trukket te, stærk kaffe med varm mælk – og sidst og allervigtigst – menneskene omkring mig. Jeg håber, jeg formår at gøre dem glad i ny og næ – og sender her lige et smil tilbage ud i blogosfæren.

Geni.com – det interaktive stamtræ

Det her er meget afslørende. Jeg sidder EGENTLIG dybt koncentreret og prøver at finde ud at, hvordan jeg teknisk skal knække et lille socialt software-eksperiment, jeg vil sætte igang om en uges tid, hvis teknikken, evnerne og tiden rækker. Og det bringer mig mere eller mindre automatisk rundt til at de smarte begreber og plugins jeg i det sidste halve års tid som blogger er stødt sporadisk på. Begreber som del.icio.us og reblogging (og deraf afledt superfede kunst-og-teknologi-site eyebeam) og alt muligt andet, jeg ikke præcis ved hvad dækker over, men som lyder rasende smart, når man læser os det.

Og undervejs – mens jeg har testet, surfet og forfulgt en masse mærkelige links, er jeg stødt på alt muligt mærkeligt. I formiddags for eksempel skorpiondukken. Og nu her til eftermiddag det interaktive stamtræ Geni. Jeg sidder (som sagt, selvom det virker stadigt mindre troværdigt at jeg stædigt fastholder, at jeg faktisk er dybt koncentreret) midt i noget, og har derfor ikke rigtig haft tid til at afprøve. Men smart ser det ud – og hvis nogle af jer tester det, vil jeg meget gerne høre jeres bedømmelser.

Det ligger lige herovre…

Hvad kalder man sådan en? En skorpiondukke?

Crustaceous Toddlerpede by Jon Beinart
Hmmm…sad egentlig midt i noget helt andet, da jeg lige faldt over dette billede, som bare ikke har kunnet forlade nethinden siden. Det er da det vildeste eksempel på sammenblanding af menneske- og dyreriget, levende og dødt, natur og kultur, forbrugerisme og kunst.

Se flere af kunstnerens – Jon Beinart – syrede kreaturer/kreationer her

ARoS i flammer

I går aftes blev der første gang sat ild til ARoS, og de næste par uger vil det Århusianske Kunstmuseum (der i parantes bemærket får mine varmeste anbefalinger, hvis man befinder sig i nærheden af smilets – og Cafe Englens – by) hver aften stå i video-flammer.

Der er tale om et videokunstprojekt, der handler om at bringe værkerne og kunstoplevelsen ud af museumbygningerne – at sætte tanker og følelelser igang hos de forbipasserende på gaden. Hvad den præcise motivationsretorisk pointe var – noget med at brænde vestens kulturelle rødder??? – stod ikke klart i Go’ Morgen Danmark-indslaget. (For den slags kan jeg jo godt lide at starte hjemmearbejdsdagen med…)
Men på ARoS hjemmeside kan man blandt læse

Med sin tyste, flammende tilstedeværelse vil værket både vække fascination og undren. Ilden har både en besættende og rensende kraft. Den kan både drage og vække rædsel, ødelægge og skabe nyt liv. Den er et billede på politisk uro i verdens brændpunkter, men også det livgivende element, der holder kolde kroppe varme i natten. Ilden har kulturhistorisk været ét af de stærkeste symboler, som der nu bliver sat ny form på.Den rituelle afbrænding har undertitlen Burning the roots of Western culture og er et led i en større afbrændingsturné, der bl.a. involverer Colosseum i Rom og Louvre i Paris.

Vildt, oprivende og pyromanfascinerende forfærdeligt ser det ud. Se de spektakulære billeder på kunstnerne – Thyra Hilden og Plo Diaz’ – egen hjemmeside: cityonfire.org

%d bloggers like this: