Nadja Pass

Efter min strøm af indlæg om livet, døden, leveregler, håb og bisættelser, viser statistiksiderne pludselig en lang række helt nye søgeord, der har ledt folk herhen til bloggen. Mange af dem er i stil med “hjælp+sorg”, “hjælp+efterladte” og så den helt store hitter “hjælp+tekst+bårebuket”.

Hvis du er endt her på grund af de søgeord, vil jeg straks ile med en anbefaling: Hvis søgemaskinerne ikke allerede har gjort deres job, vil jeg henvise jer til bloggen Levende, der er en vældig god blog om, livet, døden og de pårørendes liv efter døden.
Med hensyn til bårebuketterne har jeg ubevidst gjort mig nogle tanker, som jeg egentlig ligeså kan dele med jer, når det nu viser sig, at behovet er stort.

1. Først og fremmest vil de efterladte blive glade for opmærksomheden uanset størrelsen og farverne i buketten og uanset kortets ordlyd. Så grundlæggende er der ikke så meget andet at bekymre sig om – bare at få den sendt eller at møde op til bisættelsen.

2. Hvis du er i tvivl, om det overhovedet er på sin plads at sende en buket/møde op, vil dødsannoncen ret tydeligt indikere, hvordan de efterladte ønsker det. Man offentliggør ikke bisættelsens tidspunkt og sted, hvis man ikke ønsker gæster. Hvis du kender til tid og sted ad anden vej, og dødsannoncen først rykkes i senere, vil det til gengæld være en ret god ide lige at sende en føler til de pårørende for at høre, hvor meget i stilhed, det skal foregå. Så er det bare vigtigt ikke at blive fornærmet, hvis man ikke er velkommen – de pårørende vil helt sikkert være glade for forespørgslen alligevel. Ellers tror jeg grundreglen må være en afledning af min mors gyldne leveregel nummer 4 – “Hellere for meget, end for lidt”. Hvis du på nogen måde føler tilknytning og det mindste strejf af lyst til at vise din deltagelse, skal du gøre det. Hellere gøre det, end ikke at gøre det. Det er dejligt for de efterladte at se, at den afdøde har gjort et så stort indtryk på mange mennesker, at de gider gøre sig den ulejlighed. Det er en smuk gestus – og bliver en stadig mere ekskusiv en af slagsen, jo mere stress og travlhed bliver tidens mantra. At tage sig tid er en af de største opmærksomheder, man kan give andre mennesker.

3. Kortet på bårebuketten ER vigtigt. Husk, at de efterladte aldrig får set, hvilken buket, du kom med. Og at de under ceremonien har så mange andre ting i hovedet, at de ikke engang nødvendigvis får ænset, at du er der. Og selvom du siger, nogle fantastisk søde ting, når du forlader kirken/kapellet, vil det sandsynligvis glide sammen til en stor grød, fordi det er fuldsttændig surreel fornemmelse at stå der og så 100 velkendte ansigter defilere forbi og bare være SÅ ked af det, at man ikke kan få sagt det, man vil sige – og samtidig vide, at der nærmest er kø for, at resten af gæsterne kan komme ud af kapellet. Så med kortet kan du sørge for, at de pårørende i ro og mag kan læse din hilsen.

4. Det er helt fint – og i mange tilfælde nødvendigt, fordi der sikkert er begræsninger på, HVOR lange romaner, man kan tillade sig at diktere til Interflora – at benytte faste vendinger som “Med dyb medfølelse”, “Mine varmeste tanker”, “Med tak for mange gode minder” eller “En sidste hilsen” efterfulgt af navnene. Men har man lyst til at knytte en personlig linje på, skal man absolut gøre det. Et konkret minde. Et af den afdødes særlige karakteristiska, man især vil huske. Noget, den afdøde har sagt og som har præget en lige siden… Det er dejligt for de pårørende at kunne læse de tanker i ro og mag, når de gennemgår kortene. Ofte vil det tilføje et ekstra aspekt til deres egen opfattelse af den afdøde, og de vil lige bremse kortlæsningen et øjeblik og summe over det sammen. Det skal på ingen måde være langt – men en lille ektra tanke vil være kærkommen, for der er meget bedre tid til at opfatte den under kortlæsningen end under bisættelsen eller ‘kaffen’ (syret eufimisme, jeg ikke var opmærksom på før alt det her).

5. Selv om det kan virke lidt koldt eller distanceret at skrive efternavn på kortet, kan det være en god ide, hvis ikke du er 100% sikker på, at de pårørende ved, hvem du er, hvor du ‘hører til’ i den afdødes liv, og hvordan de kan få fat på dig for at sende takkekort. Man kan jo sagtens have været en nær kollega, undomsveninde, barndomsnabo eller studiekammerat, der ikke har været så tæt på i de seneste mange år af den afdødes liv, men som alligevel være en helt essentiel person i afdødes liv. Min mor har altid fortalt utroligt meget om alle menneskene i sit liv, så vi kunne nemt identificere, hvordan de forskellige deltagere var forbundet – men hvis den afdøde har været forholdsvis reserveret med sine minder, kan det måske blive en unødig svær udfordring for de efterladte at skulle finde ud af. Så benyt enten fulde navn eller brug en kort linje på at skrive, hvor det er, du har så mange gode minder fra. Udvid evt. bare en af de faste vendinger, så den bliver til “Med tak for mange gode minder fra barndomme i XXXX-gade” eller “En sidste hilsen efter de mange gode år på XXXXX-arbejdspladsen”.

6. I dagene op til min mors bisættelse modtog vi et væld af buketter derhjemme også. Den tradition kendte jeg ikke, men det satte vi meget stor pris på. Det var virkelig dejligt at tankerne og blomsterne blev spredt lidt – og ikke mindst dejligt, at have blomsterne at nyde herhjemme. Også efter bisættelsen, hvor alt bliver mere stille og hverdagen sætter. Så den tradition vil jeg helt klart selv tage op fremover.

Afslutningsvis vil jeg lige understrege, at overstående jo ikke er udtryk for nogen form for endegyldig sandhed, og jeg ikke har konsuleteret hver takt, tone eller bedemand for at skrive dem. Det er et udtryk for, hvad der fungerede godt for os – og et par reflexioner over, hvad jeg tror gælder mere generelt. Men jeg vil da blive glad, hvis andre pårørende vil dele deres egne erfaringer og gode råd i kommentarfeltet – så vi kan få nuanceret billedet så meget som muligt.