Nadja Pass

Under overskriften http://www.forsamlingshus spørger Politiken i dag tre forskellige eksperter om deres syn på net-debattens potentiale. ‘Skeptikeren’ Martin Jørgensen, IT-konsulent. ‘Entusiasten’ – vores egen Trine-Maria Kristensen. Og ‘Forskeren’ Jakob Linaa Jensen fra Århus Universitet.

Denne iscenesatte debat om ‘net-debat’ bliver bare i sig selv lidt skæv. For det første er det problematisk at skævvride autoritets/objektivitets-forholdet mellem ‘debattørerne’ ved at kalde den ene for ‘Forskeren’, mens de andre kalders ‘Skeptikeren’ og ‘Entusiasten’.

For det andet er det noget forplumret, hvad den debatterede net-debat overhovedet er. Både fra Politikens side og for de type-castede debattører.

Er det – som ‘skeptikeren’ lægger op til – debatfora af den slags enhver organisation med respekt for sig selv åbnede i internettets barndom for at give medlemmerne/kunderne mulighed for at debattere hvad som helst, når som helst. Hvis det er tilfældet, har manden fuldstændig ret i, at track-recorden ikke er den bedste og at selv de bedste initiativer hurtigt smadres af brovtende trolde og forplumrede argumentationsspor.

Er det – som ‘entusiasten’ fortæller – mere noget bloglignende, hvor enhver kan bidrage med sine syn på alt fra dagligdagssysler til verdenspolitik, og hvor man får adgang til at høre synspunkter fra ukendte ligesindede/modstandere i den forbindelse. En mulighed for at opnå og opleve den diversitet, der ellers kan være svær at finde i en klasseopdelt og tunnelsynes hverdag.

Eller er det – som det tydeligvis er ‘Forskerens’ udgangspunkt – deciderede politiske debatter, hvor det generelt er nødvendigt at moderere, hvis der skal komme en lødig og reel debat ud af det hele. Og hvor man er nødt til at indsnævre spørgsmålet betragteligt, hvis debattørerne ikke bare skal skyde i øst og vest.

‘Sandheden’ er jo nok, at alle tre former for debat flourerer i bedste velgående på nettet. Og at de alle sammen har ret i deres forbehold og optimisme. De taler bare om noget forskelligt. For hvis man ønsker en åben dialog mellem ligestillede organisationsmedlemmer, kan ‘skeptikeren’ da godt have ret i, at det er et stort problem, hvis trolde møver de andre til tavshed. Ønsker man en politisk debat i standpunktsretorisk forstand, kan ‘Forskeren’ også have helt ret i, at moderering og indsnævring af temaet kan være pinedød nødvendigt, hvis debatten skal holde sig på sporet, man skal kunne følge argumentrækkerne og få en konstruktiv debat ud af det, fremfor den skyttegravskrig, standpunktsretorik – både on- og offline – meget hurtigt kan udvikle sig til.

Men det jeg selv virkelig sætter pris på ved den del af blogosfæren, jeg færdes i, er, at det ikke er debat i traditionel forstand, det handler om. Det handler ikke om at flytte eller vinder stemmer. Det handler om at vække interesse. Af afsøge og afdække. Og udveksle. Det handler om ‘samtaler’ i bedste motivationsretoriske forstand, hvor indlæg og kommentarfelter kun meget sjældent handler om at få ret. I stedet søger bloggeren og kommentatorerne i fællesskab at afdække komplekse spørgsmål på den måde, det kun lader sig gøre, hvis man er klar til at acceptere/respektere uenigheder, nuancer og nye vinkler.

Dette er – forudsigeligt nok – meget mere i tråd med det univers, ‘entusiasten’ opridser. Det er et frodigt og givende klima, som jeg vægrer mig ved at kalde ‘debatklima’, fordi det for mig hurtigt associerer skyttegravskrig. Så lad os hellere kalde det ‘samtale-klima’.