5 ting, du ikke vidste om mig

by Nadja

Maja ovre fra Arla-forum har tagget mig til at skrive fem ting på min blog, som læserne ikke ved om mig. Det er sjovt, for mens jeg hader kædebreve i enhver form, elsker jeg denne type udfordringer. Det er en sjov måde at lege med det sociale software, opdage hinandens blogs og hverdagsuniverser på kryds og tværs og et sjovt inventioredskab. Sådan noget synes jeg er rigtig, rigtig sjovt. Og derfor sender jeg også udfordringen videre til fem udvalgte, sådan som konceptet byder…

Så her kommer fem ting, du ikke vidste om mig – med mindre du hører til min nærmeste familie eller mine rigtig gode venner:

1. Vi har en familietradition med, at man må ønske, hver gang man spiser en ny grøntsag i et nyt år.
Da jeg var lille betød det, at jeg aldrig rigtig fik nydt smagen af den første nye kartoffel eller det første danske jordbær, fordi jeg beholdt den første bid i munden så længe, at jeg kunne nå at ønske en hel masse. Indtil jeg var midt i 20’erne troede jeg, at det var en typisk dansk tradition, men en dag, da jeg bremsede en god veninde, der gnaskede på årets første grønært og opfordrede til at huske sit ønske, så hun meget mærkeligt på mig. Siden har jeg fundet ud af, at det nok er en sekulariseret udgave af den jødiske tradition, hvor man beder en bøn, hver gang man ser et særligt smukt træ, dufter til en olie eller spiser en dejlig fersken. Men uanset hvor det kommer fra, sætter jeg stor pris på traditionen – det er dejligt at gøre sig selv opmærksom på årets gang og forårets små mirakler på den måde.

2. Jeg elsker at synge i badet.
Og jeg har et meget stort repertoire, der spænder over danske klassikere til negro spirituals til revyviser. Heldigvis for de mine over- og underboere har vi stadig bad i kælderen her i andelsforeningen – og jeg synes alligevel, det er lidt for offentligt at indvie hele gårdanlægget i min skønsang. Til gengæld tager jeg revanche så snart jeg er på besøg hos mine forældre eller oppe i sommerhuset (vel vidende at de papirtynde vægge deroppe reelt er mindre lydisolerede end vores byfornyede kælderbade… – undskyld landliggere…)

3. Da jeg for 10 år siden boede og studerede i Ghana fik jeg en fritidstjans som ‘turisme-ekspert’ i Ghana Broadcasting Corporation.
‘Jobbet’ gik ud på at rejse rundt med et tv-hold, der skulle filme Voltaregionens ukendte vidundere – og jeg blev så filmet som turisten, der fortalte, hvad jeg syntes om de vandfald, markeder og udsigtspunkter vi fandt frem til ved at afflægge audiens hos de lokale høvdinger og queen-mothers. Det absolut mest syrede sight vi fandt frem til på den måde var ‘The mystery palmtree’. Vi traskede i en lang karavane med det tunge udstyr på hovedet ad en smal sti som blev machete-hugget foran os. Og endte til sidst ved en lille lysning, hvor et stort palmetræ lå slynget på jorden. Stammen snoet om sig selv som en stor krans på ca. 3 meter i diameter og med ‘hovedet’ stikkende op i midten. Rundtom voksede en række minipalmer, der alle sammen bevægede hovederne i synkron-takt med det store palmetræ. Totalt syret – toppet med det faktum, at vi – efter den traditionelle palmevinsofring – fik at vide, at vi da godt måtte fotografere, men at der ikke ville komme noget ud af det på filmen. Og at det lige præcis var tilfældet.

4. Jeg elsker at tale volapyk.
Og heldigvis er de fleste af mine venners unger lige nu i en alder, hvor de synes, det er rigtig sjovt at træne deres sprogbevidsthed, mimik og gestik ved at tale volapyk med mig i timevis. Shilla ma ga, si lu. Skullada MA. Sjjjopp. Nu la ma. Sga!

5. Mit bedste middel mod stress er at kaste mig ud i et kompliceret madprojekt.
Et eller andet, jeg ikke tror, jeg kan finde ud af at lave. Noget, der involverer mange timers meditativ snitning, skal udblødes overskudsagtigt længe eller skal hyggesimre en halv dag. Noget, der giver mig en god undskylding for at browse rundt i timevis hos de lokale grønthandlere og finde ingredienser, jeg ikke aner, hvordan jeg skal ondulere. Efter tilberedelsen af et større marokkansk festmåltid eller kreationen af en passionsfrugt-creme-brulée-tærte er jeg som regel kampklar igen.

Og så tagger jeg Christine, Katrine, Levende, Frk. Jensen og Caroline til at skrive fem ting om sig selv – og tagge fem nye…

Reklamer