Glædelig januar (lad os re-brande januar som kurens, selvforkælelsens og antistressens måned)
by Nadja
Stakkels januar. Måneden, der drukner i kollektiv dårlig samvittighed, slankekure, pengesorger, regn og mørke. Ovenikøbet toppet op med et par gedigne forkølelser og influenza-symptomer. Kaskader af snot. Sammenkrøllede papirlommetørklæder. Echineadråber og urtete.
Det er helt legalt selv i statsradiofonien at starte dagen med at sige “Klokken er nu ti minutter over otte på en usædvanelig trist januarmorgen med masser af regn.” Festligere bliver det ikke. Og så kommer januar ovenikøbet lige i rumpen på december, der ligesom har sat sig på alt, hvad der hedder hygge, glæde, og samvær.
Kort sagt er januar bare helt elendigt ‘brandet’.
Men her til morgen vil jeg lige slå et lille slag for, at vi re-brander januar og i samme snuptag revitaliserer begrebet ‘kur’. Så januar fremover bliver kurens, selvforkælelsens og anti-stressens måned.
For hvad nu, hvis vi lige vendte de gamle januarkendinge ‘slankekur’, ‘sygdom’, ‘pengesorger’ og ‘ensomhed’ på hovedet. Og spikede det hele op med tidens nye mantraer i form af ‘wellness’, ‘velvære’, ‘selvforkælelse’ og ‘stress-håndtering’.
I så fald er sidder januar med en række gode trumfkort på hånden:
- Januar-udsalget er den pengetrængte optimale chance for at opfylde de julegaveønsker, der gik ens næse forbi – eller som man følte sig for klog til at købe i december, hvor de kostede tre gange så meget bare fordi de skulle ligge under et træ. Med udsalget bliver der råd til at købe det ekstra lækre, man ellers ikke ville have undt sig selv. En god KUR for både pengepungen og selvtilliden, hvis man hører til dem, hvor selvtilliden ligger i et par nye sko og lækkert hår.
- Her til morgen kom jeg i tanke om en vittighed fra dengang jeg var så lille, at jeg ikke engang helt forstod dybden i frække vittigheder. Man spurgte “Hvad er årets frækkeste måned?” Og svaret var “Ja – nu! Ahhhhr”. Så hvorfor ikke benytte sig af januar til at gøre lidt mere KUR til hinanden.
- Hvorfor ikke droppe ærgelsen over de voldsomme forkølelser og i stedet opfatte dagene på langs som en hyggelig mini-orlov med mulighed for at catche op på skod-tv og sladderblade. (Man HAR kun det sjov, man selv laver). Det er den mest effektive KUR mod stress at tillade sig selv at stemple ud – og absurd nok skal der efterhånden sygdom til, før folk tager deres egen velbefindende alvorligt.
- En markant tendens de senere år (endnu ikke på højde med Halloween og Valentines indførelse som nye helligdage, men alligevel pludselig meget udbredt) er nytårsKUR-konceptet. Alt fra samarbejdspartnere til bil-reklamer på TV2 inviterer i år til nytårskur. Og jeg skal næsten til flere fester og funky arrangementer i januar (under dæknavnet nytårskur) end i december. Så farvel til de flæskede julefrokoster – og velkommen til de mere sofistikerede nytårsKUR.
- Når man som mig har hule-eneboer-tendenser engang i mellem, skal man altså heller ikke kimse ad en hel måned, hvor vejret gør det fuldstændig legalt at bure sig inde med en god bog. Og man ikke har et strejf af dårlig samvittighed over, at man ikke nyder sommeraftenen eller deltager i alle de sociale aktiviteter som december for eksempel har for vane at byde på. (Lidt selvmodsigende i forhold til forrige punkt – men pointen er, at i januar er det helt legalt at takke nej og ikke skulle noget, mens det i december er et vanvittigt forventningspres at skulle have klippeklister-arragementer hver weekend, hvis man vil bevare illusionen om at have et velfungerende socialliv)
- Slankekure, rygestop, anti-druk og tarmskylninger kan jo også vendes til noget dejligt, hvis man formår at tænke dem lidt mere som nytårskur end som selvpineri. Kombinér dem KURbade, yoga, venner og lækre skønhedsprodukter – og så er det hele pludselig ikke så trist endda.
- Hvis du har tendens til stress (som jo er ordet, der bliver sagt i hveranden sætning i de kollektive lydspor i disse dage) skal du bare nyde, at ingen stiller krav til nogen i januar. Her er det ok at være stille, smådeprimeret, eftertænksom, syg, langsom, udskidt. Det er lissom helt allright.
- Og sidst men ikke mindst, er der altså noget mentalt revitaliserende over tanken om det nye, jomfruelige år. Fornemmelsen af ‘clean slate’, nytårsforsæt og uanede muligheder rummer kimen til nye ideer og glæde.
Så altså… hop ud af fjerene i højt humør. Eller bliv i fjerene og tillad dig selv at nyde det, hvis baktusserne i disse dage har krammet på dig…
[…] Sun 14 Jan 2007 Hmmm – nu skal man åbenbart også være ‘på’ i januar… Posted by Nadja under Hverdag , Kæpheste og undren , Retorik, skriveproces og sprog , Mediekommentarer og -kritik , Forbrug Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har lagt mærke til, at januar i disse år undergår en kraftig forvandling. […]