Nadja Pass

Som fællesterapi og tiltrængt selvforkælelse ovenpå min mors dødsfald tog mig far, bror og jeg meget spontant til Cambodia over nytåret. Der tilbragte vi ti rigtig dejlige dage – og jeg kan varmt anbefale Cambodia som rejseland.

Mit lille trepersoners rejseselskab var p.g.a. min mors død i undtagelsestilstand, da vi på et par dage planlagde rejsen – og selvom vi normalt er lidt mere eksperimenterende, valgte vi i denne sammenhæng at gøre det så nemt og bekvemt for os selvsom muligt – hvilket vil sige, at vi holdt til de mest kendte steder, dejlige hoteller og bekvemme transportløsninger. Så de tips, jeg lige vil dele med jer her, er ikke udtryk for den store opdagelsesrejse eller insightseeing. Bare et par dejlige minder iblandet lidt rejsetips.

Phnom Pehn (hovedstaden)
Cambodias hovedstad er en rigtig hyggelig by. Fransk kolonicharme med brede boulevarder iblandet svungne pagodetage og flot udsigt over Mekongfloden fra den livlige flodbred, der især om aftenen lægger asfalt til knallertcruising, kortspil og generel udhængning blandt Khmererne. På den bebyggede side af flodbredden er cafeerne temmelig turistede, men det slipper man hurtigt væk fra, hvis man stikker ind i de små sidegader bagved, der udgør et stort madmarked med alt fra tørrede blæksprutter til 1000-års-æg. Hvis man kan få hotel langs flodbredden skal man unde sig selv det – især hvis man ved et lykketræf kan booke et af de tre værelser på FCC – Foreign Correspondents Club, der med skøn tagterrasse, velturnerede cocktails, superb udsigt og boutique-hotel-indrettede værelser gør overnatningen til en oplevelse i sig selv. Vi var heldige at få værelse der den første nat – og bestilte bare direkte på fcccambodia.com – hvilket fungerede fint.

Madmæssigt er det en god ide at bevæge sig lidt væk fra de noget turistede cafeer langs flodbredden – og der er masser af gode snacks at græsse på i de små gadekøkkener. Ligesom i Vietnam dypper man det meste i gæret fiskesauce og chili. Og der er friskblendede juicer og sukkerrørssaft på ethvert gadehjørne.

Den sidste aften tog vi over på den anden side af floden til et kvarter med meget store restauranter, der er bygget udover floden. Komplet med Karaoke, ølpiger, der kæmpede om vores gunst og masser af kulørte lamper. Stor og rigtig sjov oplevelse – og en god ide at få tuktuk-chaufføren til at vente, mens man spiser – for det er lidt udenfor turist-områderne, så der er ikke mange spontane transportmuligheder tilbage til centrum ellers.

Et af de største sights er kongeslottet og sølvpagoden, der strækker sine pagodetage mod himlen tæt ved floden. Det var flot, men gjorde måske ikke det helt store indtryk på mig (jeg er dog muligvis ikke den bedste målestok på den front, da jeg efter ca. 10 ophold i Kina og seks ugers rejse i Vietnam måske nok – gud forbyde det – er blevet lidt pagode-blaseert). Hvad der til gengæld gjorde stort, stort – everlasting – indtryk var besøget i Tuol Sleng – de Røde Khmerers tidligere torturfængsel (placeret midt i byen, så man sagtens tage en tuk-tuk).

Ikke alene fik besøget i Tuol Sleng sat hele Cambodia-opholdet ind i det forfærdelige historiske perspektiv, der hviler over landet og minder en om, at det for bare 10 år siden var no-go at rejse dertil. Det ryster også i grundvolden på samme måde som folkemordsmuseer altid gør – og som det er vigtig, at de formår at gøre. Udover selve fængselscellerne og torturredskaberne var der her en uendelig serie mock-shots af alle de indsatte. Virkelig gode fotografier, der på samme tid rummer trods, smerte, stolthed, uforståenhed, skrøbelighed, frygt og sorg. Suppleret med to rigtig gode ekstraudstilliger, der zoomede ind på enkeltpersoners historie og virkelig formåede at give os besøgende en smertelig god fornemmelse for det uendeligt store i det uendeligt små. En forfærdelig oplevelse – men en vigtig en af slagsen, som man absolut bør tage sig tid til, selvom det ikke just er en humørspreder.

Siem Reap (Byen ved Anghor-templerne)
Det overraskede mig meget, at sightet ved Anghor Wat ikke bare er selve Anghor Wat-templet (der i sig selv ville have været hele rejsen værd) men at der er tale om et kolossalt jungleområde, hvor templer i alle størrelser, rødlige nuancer, velbevaretheds-grader og designs ligger skødeløst spredt. Der er masser at tage fat på – og oplevelsen bliver forstærket af, at man frit kan kravle rundt på templerne (til tider meget stjelt og højt :-) og gå på opdagelse i de mange aflukker. Vi hyrede en tuk-tuk hele dagen, hvilket fungerede rigtig godt. Man kan dække et stort område, de kender forskellige mindre templer off-the-beaten-path og jeg tror generelt, at de er både søde og velinformerede. Vores var i hvert fald også guide-agtig på den gode måde. Og det var rigtig hyggeligt.

Vi valgte – og det tror jeg i al beskedenhed var lidt af en genistreg – at tage de kendeste templer (Anghor Wat, minibyen Anghor Thom med det fantastiske Bayon-tempel og jungletemplet Ta Prohm) i omvendt rækkefølge i forhold til, hvad turistbusserne typisk gør. Og det betød, at vi virkelig havde det meste ret meget for os selv. Iøvrigt kandiderer hele Angkor-området kraftigt til at blive optaget på listen over alverdens vidundere…

Dagen efter tog vi lidt længere væk – til en flod, hvor der var indhugget smukke relieffer i klippebunden (god hike deroptil) og hvor man kunne bade i et lille vandfald). Grusvejen derhentil var ikke så tuk-tuk-egnet og vi brugte også en del tid på at tuktukke derhen. Men der var masser at se på på vejen, så os gjorde det ikke noget – men hvis man er tidspresset er en bil måske nok bedre. På vejen tilbage så vi det ekstremt yndige og velbevarede Bantei Shrei + et mindre helt øde tempel og fik tilsidst en kold øl på toppen af en høj pyramide mens solen sank.

For os passede de to dage perfekt. Men man kunne sagtens bruge mindst en dag mere – især fordi man så kan komme længere væk til mere øde templer. Selvom Rough Guiden ikke var så begejstret for de store hoteller langs den trafikkerede Airport Road, synes jeg faktisk, at det var helt allright at bo der. Er man backpacker passer downtown sikkert bedre – men hvis man primært vil tempel-hoppe ligger hotellerne langs Airport Road faktisk rigtig godt. Kan man få plads på FCC’s Siem Reap-aflægger, skal man klart gøre det. Og kan man ikke få værelse kan man i det mindste få sig en sundowner i deres gårdhave, der er absolut ‘fab’.

For at spare tid fløj vi frem og tilbage. Det fungerede supergodt – lige på minuttet og meget behageligt. Flyveturen tager ca. en halv time, men man skal selvfølgelig beregne ventetid i lufthavnen. Men der går også både busser, flyvebåde og minibusser frem og tilbage.

Sihanouxville (kystbyen)
Strandene ved Sihanouxville er som jeg forestiller mig Thailand, Dahab eller Goa for 20 år siden. Totalt laid back shacks, der serverer god, billig seafood, shakes, backpackernes bananpandekager, mens man hænger i kolossale rede-stole eller stener på en strandseng og forsøger at afværge manicure eller massage.

Vi prøvede at tage en enkelt tur ud til nationalparken Ream, hvor man sejler gennem mangroven ud til endnu en bountystrand, traver en tur gennem junglen og sejler tilbage igen. Dejlig sejlstur, men der kunne godt have været lidt mere hiking og lidt flere dyr at se på efter mig smag. Så umiddelbart tror jeg bare, man skal droppe udflugterne og nyde stranden, mens man er i Sihanouxville.

Hvis man vil bo ved stranden bor man bedst i de forskellige bungalows ved den del af stranden, der hedder Serendipity Beach. Både ‘Cloud 9’ og ‘Serenity’ så fede – og superbillige – ud. Vi både på den anden side af den samme klippe i den mest fantastiske bungalow. Helt sikkert den bedste udsigt og mest funky terrasse på stranden – men lidt sværere at komme over til om aftenen og også noget dyrere for en temmelig slidt bungalow. Fint nok med os – vi var i det hele taget lykkelige for overhovedet at finde overnatning i det travle nytårsferie, men er der ikke helt så travlt kan det nok godt betale sig lige at shoppe lidt rundt ved Serenity Beach og omegn.

Den bedste mad fik vi til gengæld ved at gå så langt væk fra Serenity Beach som muligt – langs den anden ende af stranden var der nemlig mange fine små steder med store kasser fulde af frisk fisk, som man kunne få grillet efter smag og behag. Man kunne også sagtens få fisk på alle de andre steder, men hernede virkede det hele endnu friskere og smagen havde mere kant. Eller lad os bare sige, at den ikke var helt så backpackervenlig – forstået som den største kompliment.

Vi lejede en taxa frem og tilbage. Det var ikke dyrt og fungerede rigtig godt. Men busserne kører efter sigende også upåklageligt. Turen tager 3-4 timer.

Penge: Vi havde fået at vide, at det var stort set umuligt at hæve penge på kreditkort i Cambodia. Det var slet ikke tilfældet. I Phnom Pehn alene var der 20 tydeligt markede automater – og de fungerede upåklageligt. Man bruger dollars og riel i flæng – forstået sådan, at man sagtens kan have betalt med dollars og få penge tilbage i riel og omvendt. Eller at man kan blande sin betaling i riel og dollars. Vi så også ATMs i både Siem Reap og Sihanouxville – men ikke helt så ofte som i Phnom Pehn.

Kommunikation: Der var fuld mobildækning alle de steder, vi besøgte – og masser af internetcafeer. Og de Khmerer vi talte med havde både Skype og Messenger…

Alt i alt
Alt i alt kan jeg varmt, varmt anbefale at rejse til Cambodia. Jeg er grundlæggende ikke meget for Lonely Planet-retorikken, hvor det gælder om at komme før det hele bliver ‘spoleret’ – fordi jeg for det første mener, at man selv er med til at spolere – og jeg i øvrigt ikke vil gøre mig til dommer over, hvad der er spoleret. For det er også unfair at ville fastholde landene i den pittoreske ‘uspolerede’ fattigdom. Men jeg er alligevel nødt til at overgive mig og indrømme, at der ER en særlig charme over et land, der lige er ved at rejse sig efter mange, mange års forfærdeligheder og som kun lige nu er ved at opdage sine egne fortræffeligheder.