Hellere falske forhåbninger end ingen forhåbninger

by Nadja

I gårsdagens Politiken (lørdag den 6. januar) havde den kræftramte journalist Flemming Flyvholm et debatindlæg med titlen ‘Kræftlæger, hvor er håbet?’

Det var en opfordring til lægerne om at udstråle lidt mere optisme i deres tilgang til patienterne i stedet for med det samme at udtrykke nær-døds-ricisi og forbehold ved alle behandlingsformer. At vise deres begejstring for ny forskning og en glæde ved muligheden for trods at kunne helbrede nogle.

Det var et godt og velafbalanceret debatindlæg, der ikke på nogen måde var naivt i sin opfordring – han ville hellere end gerne kende sandheden, den skulle bare serveres lidt anderledes. Men en snært af håb i stedet for den evige frygt for at skabe falske forhåbninger. Eller som han selv tilspidser pointen i debatindlæggets manchet:

Hvilken lov tilsiger læger og forskere ikke at give os kræftpatienter ‘falske forhåbninger’? Og hvad er alternativet til ‘falske forhåbninger’? Tænk, hvis en fodboldtræner var lige så defensiv. Nu må vi endelig ikke skabe falske forhåbninger om, at vi vinder den næste kamp!

Nu er min elskede mor desværre lige død af kræft. Men hendes hospitalsoplevelse – og sidste tid i det hele taget – var heldigvis præget af håb og optimisme til det sidste. Og det skyldes – så vidt jeg kan læse ud af Flyvholms kronik og forstå på mange andre kræftpatienter, der har fortalt om deres forløb i Danmark – ikke alene hendes lyse sind og fænomenale evne til at indrette sig. Det skyldes også i meget høj grad, at hun ikke døde i Danmark, men i Kina.

I Kina, hvor mine forældre har boet de seneste seks år. I Kina, hvor de selvsikkert har udviklet en række nye metoder, der gør dem i stand til at helbrede selv meget komplicerede kræftformer fuldstændigt. I Kina, hvor kræftramte fra hele den vestlige verden rejser til, for at blive vakt til liv igen, selvom de er opgivet af den vestlige medicin. I Kina, hvor de med befriende tro på kombinationen af naturmedicin, akupunktur, naturvidenskab og optimisme skræddersyr patienternes behandlinger. I Kina, hvor de tør udtale sig skråsikkert om helbredelseschancer og lovende forskningsresultater.

Nu virkede det desværre ikke på min mor – og derfor kan man sige, at vi nærede falske forhåbninger. Men selvom det værst tænkelige skete og vores forhåbninger blev ‘gjort til skamme’, kan jeg mærke på det hele, at jeg langt hellere vil have næret de falske forhåbninger end slet ikke at have haft forhåbninger. Og forhåbningerne var essentielle for, at min mor til det allersidste bevarede troen på fremtiden, helbredelsen og tilværelsen.

At man nærer forhåbninger – der risikerer at vise sig at være falske – behøver jo ikke at betyde, at man ikke samtidig er realistisk og sørger for at få talt om alt det vigtige og nødvendige. At man ikke kan se risikoen, livet og døden i øjnene og forholder sig til den. Men forhåbningerne betyder, at man ikke bruger sin sidste energi på ærgelser, men på håb.

Håbet, der gør, at den syge ikke føler sig afskrevet før tid. Håbet, der gør, at man i den sidste tid taler i både nutid og fremtid og ikke kun i datid. Håbet der gør, at det hele føles lidt mindre håbløst.

P.S. Det slår mig først i skrivende stund, at Nadja jo betyder ‘Håb’ på russisk. Mit navn er forhåbningernes navn – og jeg håber, at jeg i hele resten af tilværelsen kan blive ved at have håbet i behold – også når livet, som nu, går mig midt imod og forhåbningerne viser sig at have været falske…

Reklamer