Nytårsforsæt: At udleve min mors gyldne leveregler

by Nadja

For tre uger siden døde min elskede mor meget pludseligt – og i en alder af 62 år også alt, alt, alt for tidligt. Det har medført larmende tavshed i mit hovede – og larmende tavshed her på bloggen.

Tavsheden bryder jeg nu for en kort bemærkning (har ellers ordineret mig selv orlov indtil den 8. januar), fordi jeg har lyst til lige at dele et par af min mors gyldne leveregler med jer allesammen. For min mor var en sand livskunstner, der virkelig formåede at folde livet, tiden og tilværelsen ud. Faktisk så meget, at hun på de 62 år, der blev hende til gode, formåede at opleve mere, end det er de fleste forundt – selvom de så bliver 105.

Så hermed bringer jeg fem af min mors mest karakteristiske leverregler – sammen med et par strø-eksempler på, hvordan hun konkret udlevede dem. Og jeg håber, at de vækker stof til eftertanke, for de af jer, der her ved årets slutning er lidt triste. For forhåbentlig kan de give jer inspiration til at knække tilværelsen på nye måder. At komme videre. At få 2007 til at blomstre.

Leveregel nummer 1 : Man HAR kun det sjov man selv laver.
Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi altid havde en flaske champagne på køl. For selv i hverdagen var der næsten altid noget at fejre eller en grund til at gøre lidt ekstra ud af det. I min mors liv blev der i det hele taget altid gjort lidt ekstra ud af alting. Hun havde en særlig evne til at gøre hverdage til fest, pligter til leg og det ordinære ekstraordinært.
For min bror og mig startede hver morgen i barndommen som en lille fest – for hun fra vi var helt små sørgede for at vække os en halv tidligere end nødvendigt, så vi langsomt og hyggeligt kunne vågne op sammen. Fortælle om vores drømme og forberede os på dagen, der ventede. (En lommepsykolog ville nok ikke være sen til at sige, at det er derfor, jeg – også i mit voksenliv – har et så inderligt forhold til at snooze og starte dagen godt…)

Leveregel nummer 2 : Intelligente mennesker keder sig aldrig
Min mor var ekstremt god til at underholde sig selv. Hun var verdensmester i peoplewatching og havde altid en teori om, hvordan alting forholdt sig. Og så gjorde hun livet igennem læring til en leg.

Da jeg begyndte at lære engelsk i skolen, endte vi tit med at tale engelsk sammen hele eftermiddagen. Vi pingpongede de franske nasaler, diskuterede klassikerne, battlede om de latinske bøjninger, pludrede interskandinaviska på bilturene gennem Sverige op til familien i Norge.

Leveregel nummer 3 : Mennesker, der virkelig har format, er totalt afslappede.
Folk slappede af i min mors selskab. Det skyldtes primært hendes grundlæggende respekt for andre mennesker – og tro på, at alle nye mennesker hun mødte som udgangspunkt var interessante, venlige, morsomme og inspirerende.

Til gengæld så hun stort på klicheforestillinger om lykken, succes, kors og bånd og stjerner. Hun lærte aldrig at forstå, hvorfor hierarkier kunne få folk til at hakke på deres underordnede og slikke deres overordnede. Hun talte altid pænt til alle – men mistede til gengæld straks respekten for personer, der selv opførte sig respektløst, havde rundsave på albuerne eller udnyttede deres position til at træde på andre. Så trådte hun i karakter som den tro væbner og sagde med høj, klar røst: ”Keep cool, det er da dem, der er nogle kvaboddere”.

Leveregel nummer 4 : Hellere for meget end for lidt
Lige til det sidste var vores mor præget af et stort og vidunderligt overskud. Hun havde simpelthen altid rigeligt. Rigelig tid, rigelig kapacitet, rigelige lytteevner. Når hun kokkerede og serverede sine fantastiske måltider, var der også altid rigeligt. Faktisk så rigeligt, at hun i de næste mange dage kunne blive ved med at trylle nye gastronomiske opfindelser ud af resterne som hun kombinerede på ny, kryds og tværs.
Da jeg i nytåret 99-2000 havde inviteret 12 venner til at fejre nytår med os på Den Røde Plads købte vi kaviar, kamchatacka-krabber og vodka nok til at vi kunne overleve, hvis millenium-buggen skulle lamme Rusland i en uge. Og hver gang vi stod med en palle juice eller en pakke frosne reservebrød kiggede vi på hinanden og sagde ”Hellere for meget end for lidt”.

Leveregel nummer 5 : Det gælder om at indrette sig
Ifølge min mor kan man klare næsten alt, hvis bare man indretter sig og indstiller sig på det. Og det er en gudsbenådet gave at have overtaget fra hende. For på den måde kan man trylle næsten alle livets irritationsmomenter om til en leg.

Mens andre hang fast i specialesumpen, inviterede min mor mig til at tage på ‘skrivelejr’ i mine forældres lejlighed i Moskva, hvor hun hver dag sørgede for tre nærende måltider og coachende snak i pauserne. Det gjaldt bare om at indrette sig efter omstændighederne og gøre det bedste ud af det. Og så var det at skrive speciale – ganske som hun havde spået – en dejlig mulighed for at fordybe sig i noget, man virkelig interesserede sig for.

Min mors leveregler lever allerede videre i min bror og mig. De er grundpillen i vores opdragelse og har indtil nu været et ufatteligt godt fundament for tilværelsen – og i årene, der kommer, vil jeg fortsætte med at efterleve dem så godt som overhovedet muligt. Minde mig selv om, hvordan hun ville have tacklet en svær situation, nydt en spøjs oplevelse eller krøllet det glatte.

Og kan nogle af levereglerne være til hjælp for jer andre derude, håber jeg, at I vil benytte jer af dem. Lade dem leve videre på den måde. For det er den bedste hyldest til min mors livskraft, livsklogskab og livserfaring, jeg kan forestille mig.

Advertisement