Velkommen til kontorfællesskabsformidlingen

by Nadja

Dette er et eksperiment. Det forholder sig nemlig sådan, at jeg/Reflexioner næsten dagligt modtager mails fra freelancere, der søger kontorfællesskaber eller kontorfællesskaber, der søger freelancere.

Personligt søger jeg ikke selv nogle af delene lige nu, men jeg kan jo ikke lade være at have lyst til at koble folk på kryds og tværs. Det har jeg bare hverken tid eller koordineringsevner til. Men jeg tror sådanset, at antallet af pladser og antallet af personer egentlig matcher hinanden meget godt – så det er forbindelserne og kendskabet til hinanden, der mangler. Og derfor tror jeg, at det vil være meget tiltrængt med en slags kontorfællesskabsformidling.

Derfor dette lille eksperiment. Vel vidende, at man teknisk set ville kunne gøre dette meget teknisk smartere og vel vidende, at mange ‘opslag’ hurtigt vil blive forældede, åbner jeg hermed kommentar-feltet til dette blogpost for efterlysninger af kontorfællesskabsfrænder.

Jeg kommer ikke selv til at formidle yderligere mellem jer – men jeg håber til gengæld, at I kan finde hinanden… Reglerne er simple, men skal til gengæld overholdes, så der ikke opstår total forvirring:

Dem, der har et kontorfællesskab og søger folk skal oplyse følgende:

  1. Hvad er konceptet for kontorfællesskabet (stemningen, størrelse og hverdagsopfattelse? har man et fast bord? hvor meget kommer man hinanden ved? søger man særlige faglige profiler? arbejder man ind i mellem på fælles projekter? hvor ofte forventes man at være der?)
  2. Hvad er adressen?
  3. Hvad koster det pr. måned? Og hvad inkluderer det?
  4. Hvor længe kan man leje sig ind? Hvornår starter lejemålet?
  5. Kontaktinfo
  6. Hvornår udløber opslaget?

Dem, der søger kontorplads, skal oplyse følgende:

  1. Hvad søger man? (specialeplads, arbejdsplads, delebord, projektrum?)
  2. Hvad kan man byde på (fagligt, socialt, tankemæssigt…)
  3. Hvor skal det ligge?
  4. Hvor meget må det koste?
  5. Hvornår håber man at starte – og hvor længe regner man med at blive?
  6. Kontaktinfo
  7. Hvornår udløber opslaget?

Det er totalt spontant og håndholdt – men lad os prøve – og håbe, at nogle af jer finder hinanden derude…

Advertisement