Hvordan finder man hoved og hale i det hele?
by Nadja
Forleden modtog jeg en mail fra en af Reflexioners læsere, som skrev, at hun havde besøgt min blog – og at det var svært at finde hoved og hale i. Det har jeg tygget en del på siden.
Hvis vi lige lader min blog ligge et øjeblik (den skal jeg nok selv tygge videre på) synes jeg, at det i al sin enkelhed fanger to ret væsentlige karakter-træk ved hele blogosfæren:
- At hoved og hale er ekstremt vigtige i de enkelte indlæg (overskriften er essentiel og sidste-sætningen i hver post kan være altafgørende for antallet af kommentarer)
- At det indlæggene imellem netop IKKE handler om hoved og hale – udelukkende om kronologi. Og det vender godt og grundigt op og ned på hele vores disponeringssans. For vi er så vant til at tænke i hoved og hale, i begyndelser og afslutninger, i vigtighed og vægtning, i aktualitet og relevans, i flow og forventningsstyring. Og pludselig er alle de traditionelle dsiponeringskriterier underlagt ét disponeringsprincip, der ikke tager højde for nogen af de andre – nemlig kronologien.
Derfor mangler man som utrænet bloglæser et system eller udvælgelsesprincip, så man kan få hul på teksterne. Og det er lidt synd, for jeg tror det kan begrænse/forsinke mange i deres opdagelse af blogosfæren.
Jeg husker selv, hvor svært jeg syntes, det var, i begyndelsen. Men jeg har så selv i løbet af mine første måneder i blogosfæren så småt udviklet mine egne metoder, der kombinerer skimning af kategorier, aboutsider og introtekster, følger feeds og kommentarflows og forfølger links og gode kommentatornavne.
Jeg er ikke ude efter at gennemtygge tingene for folk – og jeg tror grundlæggende heller ikke på, at det giver mening at finde hoved og hale i bloggen – faktisk er det en stor del af charmen og anti-budskabs-tankegangen, at det netop bare forgrener sig i det uendelige og man kan springe på og af, hvor det passer…
Men alligevel…hvis nogle af jer derude har nogle gode fif til, hvordan man får hul på blogs og skelner skidt fra kanel, må I meget gerne dele dem, så vi kan hjælpe hinanden med at finde hver vores hoveder og haler i det hele?
Yderst interessant, Nadja.
Som nyblogynder har jeg haft meget svært ved at hitte hoved og hale i det hele – såvel den tekniske del af det (hvordan får jeg min egen blog til at fungere, hvilke features er der?) som den sociale (hvordan kommenterer man, hvad er god tone her? etc).
Men det der virkelig er svært er at hitte hoved og hale i de mange blogs, livsberetninger, synsvinkler, personer og (ikke mindst) personaer.
Jeg havnede i dag inde på en blog, hvor
øverste og derved seneste postering handlede om noget, der tydeligvis havde været diskuteret tidligere. Det var lidt som at læse Forføreren for første gang: Allerede på de første sider ligger Jonas Wergelands kone død på gulvet. Et lig, men intet mord – allerede på første side! Det suger én ind i læsningen. For at forstå hvad det handlede om, måtte jeg derfor tygge mig igennem en farlig masse posteringer og kommentarer, som så rent faktisk viste sig at være særdeles interessante ift blog-etik.
Men nogle gange kan man også blive suget ind i bloglæsningen på grund af denne omvendte kronologi (mord på første side), og så kan det vise sig, at der hverken er saft eller kraft nok i suppen, og man kan derfor risikere at bruge utrolig mange ressourcer på at læse sig frem til et stadie af udmattethed. Information overload, ganske enkelt.
Og den mest stressende tanke: Jeg har fundet nogle fantastiske blogs, som jeg holder utrolig meget af at læse og kommentere på (bl.a. denne) – men mon ikke der er endnu flere derude, som jeg bare ikke har opdaget? STREEESSSSSS.
Så hvordan finder man ud af hvilke blogs der giver næring til lige præcis éns egne tanker?
GODT spørgsmål. Jeg har ikke noget svar. Andet end gode gamle trial-and-error.
Og så ind i mellem bare droppe bloggeriet og læse en roman :-)