Filmen ‘The Queen’ – hvor tæt kan man tillade sig at skildre nulevende historiske personer?

by Nadja

Forleden var jeg inde og se filmen ‘The Queen’, hvor Helen Mirren brilliant spiller Dronning Elizabeth i dagene omkring Prinsesse Dianas død. Og – mere overraskende for mig – i høj grad også handler om forholdet mellem Dronningen og den på det tidspunkt nyvalgte Tony Blair, der selvfølgelig præcis ved, hvordan han skal håndtere mediecirkusset og hylde folkets prinsesse.

Det var på mange måder en virkelig god film – spændende emne, en bragende flot præstation af Helen Mirren og ovenikøbet retorisk relevant (fordi det i høj grad handler om emotionel spin og offentlige optrædender).

MEN – jeg kan altså ikke lade være med at synes, at der noget muggent ved at skildre nulevende personer på den måde. Hvem kan tillade sig at vide, hvad Dronningen følte og ikke følte, da Diana døde? Er hun glad for at få emotionel oprejsning gennem filmen? Hvis hun er så privat som filmen skildrer, er det næppe tilfældet? Eller også er det måske den eneste måde, hun kunne få givet udtryk for sine tanker og har medvirket aktivt til den?

Og hvad med Blair? I en tid, hvor han ellers møder meget modstand og snak om metaltræthed, er det en guds gave at blive revitaliseret som den unge, friske, emotionelt kløgtige 1.mand og landefader. Er det i virkeligheden et smart motivationsretorisk mediestunt fra Labours side? Eller ærger de sig over, at deres realpolitiske tiltag nu drukner i kongerøgelse?

Er der nogle af jer derude, der har set den? Og hvad mener I? Er det et problem, at de er nulevende og regerende – eller er problemstillingen den samme, når man i semi-fiktion skildrer afdøde historiske personer? Og hvor meget vil en sådan film overhovedet kunne påvirke realpolitikken?

Reklamer