Nadja Pass

Jeg genlæste lige udskriften af et interview, jeg lavede med Wikipedia-stifteren Jimbo Wales for et par år siden. Og jeg snublede over dette citat om socialt software:

A lot of social software is designed by thinking of all the terrible things that people might do. And the software should prevent people from doing bad things. That sounds reasonable – but then… try to use the same approach if you are to design a restaurant. Then say – ok – we’ll be serving steak – so there’s going to be knives so people might stab each other. So we’ll have to put a cage around every table and then we’ll be safe from people stabbing each other – what does that do your civil society???

Jeg kunne ikke lade være med at smile over citatet. For jeg husker tydeligt min egen frygt for, hvilke mærkelige kommentarer og hærværk folk derude ville udsætte min blog for, hvis jeg tillod frie sluser på kommentarfelterne. Nu – et halvt år, 111 posts og 219 kommentarer senere – kan jeg med med stor glæde sige, at den frygt (7-9-13) er blevet gjort totalt til skamme.
Men jeg møder stadig frygten næsten dagligt hos potentielle bloggere, der spørger om mine erfaringer (så så man lige mig være blevet den en-øjede konge blandt de blinde). Og især hos potentielle corporate bloggere er den fremherskende: “Det skulle jo gerne være nuanceret”, siger de og mener i virkeligheden, at de kun vil tillade positive omtale og gode kommentarer (og så kan jo spørge sig selv, hvor nuancerne lige ligger i det).

Når man er kommet om ‘på den anden side’ er det jo, at man overhovedet ikke forstår den tilgang og frygten for de frække spørgsmål. De skal selvfølgelig nok komme, hvis man ikke har sit ‘shit together’ eller hvis man på en eller anden måde har givet nogen grund til dårlig omtale. Men hvorfor skulle det egentlig være så frygteligt, at nogen lagde en negativ kommentar om et produkt?

1. Det er vel trods alt bedre, at de negative kommentarer kommer på ens egen blog, hvor man så selv har mulighed for at uddybe, forklare sammenhænge og argumentere – end at de cirkler rundt i deres egne hemmelige snirkler, hvor man ikke har en ærlig chance for at forsvare og forklare sig.
2. Negative reaktioner kan være en af de bedste kickstartere til udvikling – for hvis nogen ligefrem gider besvære sig med at lægge en kommentar, er der ofte noget om sagen. Jeg ved godt, at der også bare er en masse sure brokkehoveder imellem – men der er helt sikkert også reaktioner, der virkelig burde vække stof til eftertanke – og produktudvikling.
3. Kommentarerne – også de negative – åbner jo for en uvurderlig dialog om produkterne og kommunikationen, så man kan finde ud af, hvor det går galt, bliver misforstået og misfortolket. Den slags, man ellers ofte kun har gisninger og Gallup-undersøgelser til at pejle sig ind på.

Alt det havde jeg godt hørt inden jeg begyndte at blogge. Men jeg havde ikke rigtig taget det ind. Jeg havde svært ved at slippe frygten. Og derfor ramte det mig så hårdt, da Jimbo ironiserede over frygten ved at fortælle om steakrestaurantens bur-borde. Og for den sags skyld, da Michael Moore i Bowling for Columbine viser, hvordan Canadierne aldrig låser deres hoveddør, mens amerikanerne bolter sig inde.

Man må jo spørge sig selv, hvordan nogen er sluppet afsted med at opdrage så mange af os til at tro det værste om alle andre. Og man må lave en mental note til sig selv om, at frygt tilsyneladende avler frygt og endnu mere kriminalitet, mens åbenhed får folk til at opføre sig pænere og mere hjælpsomt overfor hinanden. Måske fordi det bliver kedeligt at bryde ind, når der ikke er låst. Måske fordi det bare er meget sjovere og rarere at dele positive tanker og hjælpe hinanden end at bryde hinanden ned.

Jeg har hørt folk kalde blogosfæren lalleglad naiv og jubeloptimistisk. Men hurra for det – og hurra for, at Jimbo Wales’ steak-kommentar også ramte mig hårdt nu. Men at den gjorde det, fordi jeg opdagede, hvor radikalt jeg havde ændret synspunkt på et halvt år.

Hele interviewet ligger iøvrigt til free download på Reflexioners hjemmeside.