Hvornår føler du dig mest kreativ/skabende/innovativ?
by Nadja
Om en uges tid skal jeg tale på kreativitetsfestivallen (!) Soulfishtival – om idegenerering, praktisk arbejde med kreative processer, konceptudvikling, tværfaglig tankegang og alt det andet, der er en del af min dagligdag med Reflexioner.
Og mens jeg sidder her og arbejder med præsentationen er der egentlig en hel del spørgsmål, jeg godt kunne tænke mig at få jeres bud på, inden jeg konkluderer alt for bombastisk ud fra mine egne oplevelser.
De sidste par ugers bloggeri har blandt andet lært mig, at:
- Nogle – ligesom mig selv – har døgnets vildeste hjerneaktivitet, når de snoozer – mens andre snorksover i 9-minutters intervaller og derfor ikke får snooze-tænkt så mange tanker (det gør de til gengæld i andre flow-situationer som lange cykelture, brusebade og vandreture)
- At mange føler sig meget kreative i blogosfæren, fordi den ventilerer hjernen og ‘tvinger’ en til at tænke strøtanker til ende.
- At en skæg udfordring kan få folk, der overhovedet ikke kender hinanden til at videreudvikle en tankegang og ‘forhandle’ sig frem til en spændende løsning.
De eksempler handler dog allesammen om fritiden og det kreative menneskes frirum – mentale legepladser. Men der er jo også situationer, hvor man på grund af arbejds-/tids-/deadlinepres skal være ‘kreativ på kommando’ eller skal kaste sig over en opgave, man dybest set ikke finder interessant. Som ikke tænder.
- Hvad gør I derude i den slags situationer?
- Har I nogle særlige strategier/øvelser/processer, der fungerer godt i dagligdagen?
- Betyder de fysiske omgivelser noget?
- Har I nogle gode eksempler på tværfagligt samarbejde, der hjalp på idegenereringen?
- Og hvad med nogle skrækeksempler, hvor det hele skulle være åh-så-kreativt, men endte med at blive åh-så-anstrengt istedet?
Kort sagt: Hvornår føler du dig mest i dit kreative es – hvilke faktorer/medspillere/modspillere/omgivelser skal der til – og hvad er omvendt hæmmende for al kreativitet?
(jeg skal nok dele mine egne tanker med jer på et tidspunkt – men jeg vil ikke skrive mere, end det der allerede gemmer sig rundt omkring på bloggen lige nu – for ikke at ‘begrænse jeres kreative process’ :-)
Nadja Pass 
Den måde jeg personligt fungerer mest sprudlende kreativt :-) er ved at sætte nogle ret strenge regler op for mig selv. Sådan lidt haiku-princippet om igen.
Fra det personlige univers: Hvis jeg skal holde en tale og det er svært at få hul på det, hjælper det tit at skrive en sang i stedet, fordi metrikken tvinger tankerne frem.
Fra mit professionelle liv: Hvis jeg skal fremtvinge en kreativ proces i mit arbejde, hjælper det mig tit at lave noget helt andet. Overspringshandlinger. Dog ikke helt så drastisk som i den pragtfulde scene i Sally Potters film The Tango Lesson, hvor hun for at undgå at skrive på et manuskript i stedet giver sig til at skure gulvet og finder ud af, at hun må have revet det op, og mens arbejdet pågår må hun i landflygtighed i Paris, hvor hun tilfældigvis går forbi en tangorestaurant – og bliver hooked. Et helt andet manuskript kan skrives.
Men det er jo ikke altid man liiige har rammerne i sit arbejdsliv til at følge andre veje end den man har fået udstukket, og slet ikke at man tillader sig at finde et andet mål at bevæge sig hen imod. Så når situationen er sådan, at jeg har en opgave, der skal løses, og som der er ved at gå hårdknude i, så giver jeg mig selv plads til overspringshandlinger af mindre dramatisk karakter.
De fysiske omgivelser har en særlig rolle for mig, fordi jeg bedst kan fokusere, hvis skrivebordet ikke sejler, og her kan det være en god idé at lade overspringshandlingerne tage udgangspunkt i oprydning ;-) Af hensyn til en vis rationalisering med ens krudt og tid.
Når så jeg har ryddet op og sprunget over, hvad så? Min tilgang til at få idéer til at komme til mig er ved at tænke i analogier. Hvad minder problemfeltet mig om? Og hvordan blev problemet løst i en anden sfære? På den måde kan jeg bygge lag på lag af betydning, og kan trække tråde mellem lagene. Disse tråde er benzinen, for dels giver de nye idéer, og dels udgør de min gulerod, min præmie, for arbejdet. Trådene mellem lagene af betydning er det, der gør mit arbejde værdifuldt for mig, og det er dét jeg ser frem til: Sammenhængen. En opgave giver mening for mig, hvis den kan sættes ind i en sammenhæng.
Og tanken om denne “gulerod” er faktisk den største kreativitetsfremmende faktor, når jeg beder mig selv være kreativ: At jeg ved jeg kommer til at lære noget nyt i løbet af processen.
PS. Tværfagligt samarbejde er i min optik altid givende i forhold til idégenerering. At tale med nogen, der kan give én et nyt lag af betydning, og en anden tilgang til stoffet.
Jeg er også meget glad for at give mig selv begrænsninger. Mens det kan virke blokerende – og lidt angstfremkaldende – hvis alt er muligt og tilladet, bliver tankerne straks sat fri, hvis jeg giver mig selv nogle begrænsninger – såsom at tænke i alfabeter, metrik, vinkler, temaer etc.
Og med hensyn til overspringshandlinger… ja, nogle gange kan det selvfølgelig tage overhånd – men generelt mener jeg absolut, at det er en positiv ting at lade være med at stirre på curseren i frustration over manglende ideer – og istedet rydde op, få lidt motion, snitte grøntsager eller se noget skodtv mens tankerne får lov at flyde i baghovedet. Så er jeg i hvert fald tit klar med helt friske ideer, når jeg sætter mig til tasterne igen.
Og der er bare noget helt fantastisk over at supplere tænkearbejde med mere fysisk/praktisk arbejde. Når man tænker abstrakte tanker hele dagen, er der intet så tilfredsstillende som at have malet en væg, der før var orange, og nu er blå. Se så – der har man ofte fået tænkt en hel masse nyt i mellemtiden også.
Jeg synes det er svært at være kreativ (på kommando) alene. Jeg tænker mens jeg taler, og ofte virker det ikke helt lige så godt at tale med sig selv.
Jeg har to lidt fjollede tilgangsvinkler til kreativt arbejde, som ikke desto mindre tit hjælper mig videre.
Den første er post-its. Denne lille vidunderlige selvklæbende seddel i assorterede farver er virkelig befordrende for en god brainstorm. Jeg skriver alt ned – hver tanke på sin post-it. Måske kan man allerede her begynde at tænke i mønstre og give tankerne forskellige farvekoder. Når hovedet er tømt for tanker og idéer skal sedlerne sorteres – og om-sorteres – og forskellige tankemønstre vil vise sig. Generelt virker det bedst når man er flere mennesker om at vende idéerne og lave nye sammenstillinger.
Den anden tilgang er at tænke på problemet man skal løse som om det var noget andet. Det fungerer godt i en designproces, men jeg tror også det kan bruges i andre kreative processer. Det fungerer sådan her “hvis det her produkt vi skal udvikle nu var et kamera (eller et cykelstyr eller en indkøbskurv eller …) hvad kunne det så”. Fidusen er at man sidder med tingen i hånden (eller i umiddelbar fysisk nærhed) så man får en taktil fornemmelse og dermed tænker i andre baner. Det lyder ret fjollet – og det er det også – men hvis folk er med på den, så er det også ret sjovt og givende. Og generelt tror jeg det er vigtigt at have det sjovt når man skal udforme noget nyt.
Hvis man synes at “hvis dette var en … så…”-legen er lidt for krumme-tæer-agtig, så tror jeg at en mildere variant af den er at ændre sit miljø. Altså gå en tur eller sætte sig et nyt sted på kontoret eller noget tilsvarende, for at komme lidt “ud af boksen” og netop ikke sidde og stirre på curseren.
@Sidsel-Marie
Uha-ja jeg har et også et post-it forbrug, der siger Spar2. Da jeg studerede var hele væggen i mit kontor ofte en stor post-it-opslagstavle – og det lignende næsten et kunstværk :-)
De er geniale.
Og jeg tror, du har helt ret i, at det tit hjælper at se ting som var de noget andet – eller at ændre miljøet. Det kan i sig selv frigive en masse kreativitet, at man ikke stirrer sig blind på opgaven.
Tak for supergodt input :-)
En hurtig lille frit fra leveren associationsbrainstorm er altid god … ;-)
@ Irene – ja det har du sandelig ret i.
Spørgsmålet er så bare: Hvad kræver det at sætte en en hurtig lille frit fra leveren associationsbrainstorm igang? Skal man besidde en bestemt slags viden? Eller er det netop en hæmsko? Kræver det særlige omgivelser? Eller er selskabet det vigtigste? Hvordan starter man associationsrækkerne?….
For mig er det vigtigste legekammeraterne (selskabet). Nogen der kan og ved noget andet end mig, men som samtidig godt kan følge mine tankebaner.
@levende – meget enig – selskabet er vigtigt.
@jer alle sammen: For mig har det været en uventet bonus ved bloggen at opdage, at der par-tout-et-tous-les-jours er god kreativ sparring at hente i blogofæren. Det skal I sådanset allesammen have tusind tak for.
En duft, en smag, en lyd, en følelse, varm, kold, våd, tør … Sanserne flyder først og så sætter hjernen ind lidt senere!
I genoptræning af hjerneskadede er sanseindtryk et væsentligt element for at patienten kan finde en eller anden form for følelse af selv. Det der er svært for den hjerneskadedes behandlere er så at vide præcis hvad der kan trigge en reaktion.
Måske kan billedet bruges i overført betydning, i den forstand, at hvis vi kender os selv godt nok og véd hvilke sanseintryk, der kan ramme en kreativ åre og tænde for et skabende potentiale – ja, så er vi da godt på vej.
Jeg ved fx at thé altid hjælper. Den ændrede kropstemperatur, duften, smagen. Men først og fremmest synet af mælken, når den langsomt og i en tynd, tynd stråle hældes ned i théen og dernæst danner et subaquatisk vulkanudbrud. Mønsteret og bevægelserne genererer ukendte emotioner i mig, og det virker hver gang :-)
Så jo, Irene, du har helt ret – sanserne flyder først, og hjernen er sat fuldkommen ud af spillet.
En rask lille dans
kan også gøre underværker til at sætte hjernen på standby.
@Irene – ja, du har ret. Sanserne trigger en masse i sig selv. Og umiddelbarhed er i sig selv en vigtig del af det – det er slippe lidt af kontrollen, hvilket sansebårne oplevelser i høj grad stimulerer.
og Levende – ja, sidder netop nu med en god kop mælkete og samler tankerne efter en dag fuld af kreative input. Og te er i sandhed en skøn te. En af mine slides viste (efter lidt teknisk baks) faktisk dansefilmen, du refererer til – og det er skønt at se, hvordan den vækker smil og glæde – hver gang :-)
[…] jeg elsker og får utroligt meget inspiration og kreativ kraft af at skifte fra den hyper-opmærksomme “på-hed”, der er påkrævet i foredrag og […]