Snooooozzzzze dig kreativ
by Nadja
Der tales så meget om innovation i disse dage. Og der er ingen ende på de kurser, hvor man skal lære at give slip og tænke udover begrænsningerne – og tro på, at alt jo er muligt (og der findes jo ingen problemer kun udfordringer og alt det der…).
Jeg har det ofte sjovt, når jeg deltager i den slags sceancer – men det er sjældent mine mest innovative øjeblikke. Faktisk blokerer jeg ofte og opfinder begrænsninger, der ikke er der, NETOP fordi øvelserne kan forekomme mig fortænkte eller forcerede.
Min egen opskrift på en kreativ frizone er langt mere enkel: SNOOZE.
Start hverdagsmorgenen med en god, lang snooze – og tillad dig selv at nyde det. Glem alt om, at det skulle være tidsspilde – og giv dig hen i det helt særlige tænkerum, der udfolder sig i spændingsfeltet mellem drøm og hverdagsmorgen. I det helt særlige spændingsfelt, er der nemlig ingen begrænsninger og resterne fra nattens drømme blander sig med gennemtænkningen af den forestående dagsgøremål – som derfor automatisk tilføjer hverdagen et strejf af eventyr. I snoozens spændingsfelt har jeg i livets løb knækket mangen en artikelnød og opfundet alverdens geniale dingenoter, der uden tvivl ville have reddet menneskeheden, hvis jeg havde været i stand til at huske dem efter vækkeurets sidste uigenkaldelige ring.
Og nu ved jeg godt, hvad I vil sige:
Jamen så kommer man jo for sent på arbejde…
Og så siger jeg
Jamen så må du jo til at sætte dit vækkeur lidt tidligere…
Og så siger du
Jamen jeg har brug for al den søvn, jeg kan få
Og så siger jeg
Fair nok – du gør selvfølgelig, som du vil. Men du skal se på det på som forkælelse – en luksus, du under dig selv midt i den travle hverdag. Ikke som endnu et stressmoment. Faktisk siger min personlige og komplet uvidenskabelige erfaring mig, at så længe man har haft en god dyb søvn (og den er selvfølgelig ekstremt vigtig) så er den sidste halve time givet bedre ud på snooze end på søvn. Hvis man dropper snoozen og styrter ud af sengen hver morgen, så snart vækkeuret har ringet første gang, er man bagud på stresspoint fra morgenstunden. Med en god lang snooze kan man derimod vågne i ro og mag og lige tænke dagen igennem, inden man kaster sig ud i den. Det er jeg sikker på hjælper på både stress og dårlig samvittighed og fornemmelsen af hele tiden at være bagefter. Og som en positiv bivirkning øger det sandsynligheden for overskud og gode ideer – også i dagens løb. Når man snoozer giver man sig selv en chance for at komme på forkant med sine egne gode ideer.
Og nu siger du måske så:
Nå ok, det kan jeg godt se – det er sikkert en god investering…i morgen tidlig vil jeg afsætte 17 et halvt minut til snooze. Jeg har en ide, jeg skal have knækket – måske er det måden at gøre det på.
Og så er det jo lige, at jeg må tilføje en advarsel
For hvis man alt for bevidst søger at effektivisere også sin snooze, vil det næsten med garanti virke lige modsat hensigten. Der er ingen garanti for, at der sker noget som helst, mens man snoozer. Og nogen gange er det jo en gave i sig selv. Det handler netop om at tillade sig nogle halvvågne øjeblikke, der ikke konstant handler om at skulle præstere, effektivisere, innovere. Det er grundlæggende imod pointen at cost-benefit-analysere på det her. Man er nødt til at tillade sig selv nogle tankerum, der ikke partout skal resultere i noget som helst.
Hvad du nu siger, ved jeg ikke – men jeg ville være nysgerrig efter at høre det…
Sov godt, når du når så langt. Og nyd morgendagens snooze i stedet for bande vækkeuret væk.
Nadja Pass 
Men det forudsætter næsten en eller anden grad af vågenhed at være kreativ når man snoozer. Jeg sover tungt i niminutters intervaller hver eneste morgen – men det kommer der ikke noget ud af. Men i badet! Dér kan jeg tænke. Og faktisk også af og til når jeg cykler.
For mig er snoozing netop “en grad af vågenhed”, for jeg sover jo netop ikke. Der er ikke tale om REM-søvn, men om 2×9 minutter (yes, jeg snoozer altid to gange, eller beder min kære mand om at komme tilbage, og han er ved at forstå systemet efterhånden), hvor jeg er i en tilstand af åbne sluser og fravær af filtre. Det hele kommer susende.
Men jo, bad, cykling, gåture etc. også særdeles kreativitetsfremmende aktiviteter. Snoozing er bare mere end en aktivitet, det er en tilstand.
Iøvrigt er det bedste grundlag for at være nytænkende vel også at være velorienteret – ikke nødvendigvis i det mest aktuelle, men mere noget med at være bredt oplyst og kunne forbinde tråde fra et felt til et andet.
PS. Cyclone Bill! Jeg bor i nærheden af farimagsgaderne og har en ladcykel, og når jeg er allermest innovativ, cykler jeg e-k-s-t-r-a langsomt. Vil du virkelig nænne at spotte en sådan proces?!?!? :-) :-)
Jeg elsker også at snooze. En gang har jeg præsteret at snooze i halvanden time uden overhovedet at vågne. Så ved man at det enten er tid til at skifte vækkeurssignal eller stille vækkeuret et sted hvor man ikke kan nå det fra sengen.
Jeg har aldrig tænkt på snoozeriet som den store kreativitetsbooster, men jeg kan godt følge fornemmelsen af at løse store problemer i slumresøvnen hvor det hele så stille siver væk så snart jeg vågner rigtigt med en mærkelig blanding af veltilfredshed og frustration.
@ cyclone bill – nej det er klart, at det ikke virker helt efter hensigten, hvis man kan præstere at snorksove videre gennem snoozen :-)
Og jeg er helt enig i at brusebade og cykelture kan have samme effekt. For mit vedkommende skal cykelturen bare helst foregå langs en stilfærdig cykelsti, hvor jeg selv bestemmer farten, hvis det skal virke som alternativ til snooze. I trafikken går min opmærksomhed andetsteds hen… og med dit forhold til trafik tror jeg da heller ikke, at du sådan helt kan give dig hen på en cykeltur… :-)
@ levende – ‘En grad af vågenhed’ og ‘tilstand, snarere end aktivitet’ rammer pointen rigtig godt. Det er lige det handler om – at tillade sig selv tilstande af vågenhed, hvor det ikke handler om at yde – men om at lade tankerne glide…og nyde det.
@ Niels – faktisk var inspirationen til dette blogpost, at jeg den morgen præsterede at snooze i TO TIMER – hvilket vist er personlig rekord. Og jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg i halvsøvne lå og forhandlede med mig selv om, hvorvidt det var ok, at jeg blev liggende, for jeg var lige igang med en helt fantastisk tankerække.
Den dag var skulle jeg nå rigtig meget – skrive to artikler, redigere tre andre og fixe en masse praktiske ting – så på papiret var det ikke så smart at miste to timer om morgenen – men ved dagens udgang havde jeg nået det hele – og mere til. Og jeg er sikker på at det skyldtes, at underbevidstheden havde knækket alle nødderne, mens jeg snoozede. Og derfor dette blogpost… så altså 1,5 time en gang imellem er helt ok .-)
Jamen, du siger det jo selv: “hvor jeg selv bestemmer farten” – det gør man jo ikke klokken halv ni på Nørre Farimagsgade. Men om sommeren, ude på landevejene hvor solen skinner og sveden drypper – der kan man tænke!
Men jeg er nu ret misundelig på snoozetænkerne… en god undskyldning for at sove længe!
Ja, det er sjovt, som de gode idéer ofte kommer til en, når man holder op med indædt at prøve at få dem og bare slapper lidt af – som f.eks. når man er lige ved at falde i søvn (eller når man snoozer kan jeg forestiller mig, men jeg hører nu også til den kategori, som bare falder helt i søvn igen på de 9 minutter:)
Det er nok også derfor, at det som levende skriver, er godt at være velorienteret. Når man føler sig rimelig sikker i eller fortrolig med sit fag eller emner, så tør man også give lidt mere slip og fokusere lidt mindre på, om man nu følger reglerne for hvordan ting skal gøre osv.
@ Ulla – det er rigtigt, at tiden lige inden man falder i søvn KAN have samme virkning – og har det ofte for mig. Men andre gange kan det have lige den modsatte effekt. For mange tanker på kryds og tværs, der forhindrer mig i at sove og fylder mere i de mørke nattetimer, end de behøvede, når dagslyset melder sig. Sådan har det heldigvis 7-9-13 kun sjældent, men jeg ved, at det er et problem for mange. At de tager stress, bekymringer og irritation med i seng – og så virker det lige modsat hensigten :-(
Men jo – i udgangspunktet har i-søvn-faldningen stort kreativt potentiale også…
Jeg ikke biologisk indrettet til at snooze. Kroppen vågner og vil ha’ mad (og en kop te!), og så er det bedre at stå op.
Men I er ikke de eneste der nyder at snooze, se f.eks. hvad Milan Kundera har at sige om “det smukkeste afsnit af søvnen”:
“Jeg ligger i sengen i sød halvslummer. Allerede klokken seks griber jeg i den første lette opvågnen ud efter den lille transistorradio, som jeg har ved puden, og trykker på knappen. Jeg hører den første morgenradioavis, jeg er næppe i stand til at skelne de enkelte ord og falder hen igen, så speakerens sætninger forvandles til drømme. Det er det smukkeste afsnit af søvnen, den lifligste del af dagen: takket være radioen opfatter jeg min ustandselige indsoven og opvågnen, denne herlige gyngen mellem vågen og søvn, der i sig selv er tilstrækkelig årsag til, at man ikke beklager sin fødsel”
:-)
Måske det Freud kaldte “den oceaniske følelse”?
Som at gynge og skvulpe i sin mors mave, i enhed med universet.
@frk Jensen – af en, der ikke er biologisk i stand til at dyrke snoozen er Kundera-citatet ret godt fanget (men man skal nu heller ikke kimse ad en kop tænkete :-)
@Levende – ja, måske. Mental-natal-bølgegang.
[…] til at sige, at det er derfor, jeg – også i mit voksenliv – har et så inderligt forhold til at snooze og starte dagen […]
Det virker ikke for mig og er noget jeg gerne vil lære at stoppe med. Det er jo i forvejen ikke sjovt når vækkeuret ringer og man indser at hvad-ever man var dybt engageret i ikke var virkeligt. Det er fysisk og psykisk hårdt at vågne. Hvis man snoozer, sker vækningsfasen ikke én men måske 4-5 gange henover en halv til en hel time (med vækkeuret stillet til snooze)… det er trættende. Plus at man kunne have brugt tiden på at forberede dagen (ganske urealistisk).
Der var en der nævnte at snoozing kræver en grad af vågenhed. Det er rigtigt, tror jeg.
@ Anne – jeg tror, det er rigtigt. Det med “en vis grad af vågenhed”. Jeg skal kun sjældent igennem vågneprocessen igenigen, så det er mere sådan en meditativ dagsforberedelse med et vist surrealistisk twist fordi drømmene alligevel fortsætter.
Og ja…nogle gange er det helt trist, når man vågner fra drømme, man ville ønske var virkelige.