“Man skal ikke spørge en sørgende, om hun er sulten…

by Nadja

man skal give hende en skål suppe.”

Sådan siger den intellektuelle amerikanske frontfigur Joan Didion i dagens Politiken, hvor hun fortæller om sin nys udkomne bog ‘Et år med magisk tænkning’. Bogen handler om, hvordan hun har bearbejdet sorgen efter sin mands – og 40-årige samarbejds/sparringspartners – død.

Hun har blandt andet fundet inspiration hos Emily Post (USAs svar på Emma Gad), der skriver:

“Man skal aldrig spørge et menneske i sorg, om de kunne tænke sig noget at spise, for mad er det sidste, de har i tankerne. Man skal i stedet bare stikke dem en skål suppe i hånden, og så spiser de den uden at tænke på, om de overhovedet er sultne”

Det synes jeg, er en ekstremt klog pointe. Som både fanger den fysiske sult og den mentale sult, der kan opstå som sørgende.

Når man vil ‘være der’ – og det kan også være i forbindelse med langt ‘mindre’ kriser end ved sygdom og død – for vores venner og familie, er man ofte bange for at virke anmassende. Man har lyst til at gøre alt muligt godt for hinanden, hjælpe, aflaste, kommer forbi i tide og utide. Men man ender ofte med bare at sige: “sig endelig til, hvis der er noget, jeg kan gøre”.

Men jeg tror, at det for mange sørgende lige netop er problemet, at man ikke magter at sige til. Hverken om man er sulten, trænger til at snakke, har brug for aflastning med dagligdagens praktiske sysler – eller bare trænger til at snakke om noget helt andet end sorgen for et øjeblik.

I stedet skal man nok være bedre til at sige “Nu kommer jeg lige forbi med en gryde hønsekødssuppe”, “Jeg tager ungerne på tirsdag”, “Jeg har købt billetter til på fredag” etc etc. Og så skal man bare være klar til og respektere, hvis den sørgende ikke LIIIIGE orker alligevel.

Det tæller med garanti, når det ikke bare bliver ved tanken.

Reklamer