“Man skal ikke spørge en sørgende, om hun er sulten…
by Nadja
man skal give hende en skål suppe.”
Sådan siger den intellektuelle amerikanske frontfigur Joan Didion i dagens Politiken, hvor hun fortæller om sin nys udkomne bog ‘Et år med magisk tænkning’. Bogen handler om, hvordan hun har bearbejdet sorgen efter sin mands – og 40-årige samarbejds/sparringspartners – død.
Hun har blandt andet fundet inspiration hos Emily Post (USAs svar på Emma Gad), der skriver:
“Man skal aldrig spørge et menneske i sorg, om de kunne tænke sig noget at spise, for mad er det sidste, de har i tankerne. Man skal i stedet bare stikke dem en skål suppe i hånden, og så spiser de den uden at tænke på, om de overhovedet er sultne”
Det synes jeg, er en ekstremt klog pointe. Som både fanger den fysiske sult og den mentale sult, der kan opstå som sørgende.
Når man vil ‘være der’ – og det kan også være i forbindelse med langt ‘mindre’ kriser end ved sygdom og død – for vores venner og familie, er man ofte bange for at virke anmassende. Man har lyst til at gøre alt muligt godt for hinanden, hjælpe, aflaste, kommer forbi i tide og utide. Men man ender ofte med bare at sige: “sig endelig til, hvis der er noget, jeg kan gøre”.
Men jeg tror, at det for mange sørgende lige netop er problemet, at man ikke magter at sige til. Hverken om man er sulten, trænger til at snakke, har brug for aflastning med dagligdagens praktiske sysler – eller bare trænger til at snakke om noget helt andet end sorgen for et øjeblik.
I stedet skal man nok være bedre til at sige “Nu kommer jeg lige forbi med en gryde hønsekødssuppe”, “Jeg tager ungerne på tirsdag”, “Jeg har købt billetter til på fredag” etc etc. Og så skal man bare være klar til og respektere, hvis den sørgende ikke LIIIIGE orker alligevel.
Det tæller med garanti, når det ikke bare bliver ved tanken.
Nadja Pass 
Levende (http://levende.wordpress.com)
lagde meget apropos en kommentar inde på min blog tidligere på dagen, hvor hun skrev, at der er få mennesker, “der siger ‘jeg lider med dig’.
Selvom det jo faktisk er det, man har brug for som sørgende: At nogen sætter sig i éns sted, ikke for at tage smerten, men for at lade smerten aftage – simpelthen ved at den sørgende ved, at der er nogen, der tænker på én.” Og hendes pointe med at ‘lade smerten aftage’, ved at man er der for den sørgende, dén synes jeg er meget fin. Jeg kan godt følge dét med, at når der for en stund er nogle, der deler univers med én, tør være lidt i sorgen sammen med én, så er der lise for en stund. Ligesom jeg også synes, at du Nadja har en fin pointe i at man skal være opmærksom på, at det kan være en stor hjælp at at gøre tingene. At være der, træde til – række skålen med suppe hen til den sorgramte.
Ja, det var så sandelig god læsning!
Og nej, man skal ikke undlade at tilbyde sin hjælp af ren og skær frygt for at være anmassende. Efter jeg mistede min mor for to måneder siden har jeg erfaret, at den største hjælp nogen kan give mig er at tage initiativer og derved give mig et break fra det ansvar, der ligger hos begge parter i en venskabsrelation. At komme forbi, at køre mig en dag til Kullen, at invitere mig på restaurant for at spise og snakke. Det er befriende. Chicken soup for the soul, faktisk.
[…] først sin mand og så sin datter. Og en af hendes sætninger prentede sig fast i hukommelsen: Spørg ikke en sørgende om hun er sulten – stik hende en skål suppe. Det var jeg ikke selv god nok til, da min veninde mistede sin mor – for da var jeg også selv […]