Nadja Pass

Dagens positive indkøbsoverraskelse: Kørende kurve i Irma

Det her er sikkert ‘old news’. Men jeg må undskylde mig med, at jeg mit Årstiderneabonnement kombineret med Emmerys, Irma City, Halalslagtere, specialbutikker og fantastiske grønthandlere rundt om hjørnet, ikke så ofte frekventerer deciderede supermarkeder. Og at det – når det en sjælden gang er tilfældet – er fordi jeg skal på storindkøb (som i STOR-indkøb) og så er jeg i bil og bruger indkøbsvogn m. polet og alting. Og altså ikke kurve.
Derfor var det meget nyt og spændende, da jeg her til formiddag var jeg i Irma. Jeg skulle ikke have så meget, og jeg var på cykel (og ja, cykelhjelmen var på). Og tænk, så havde de fået de her nye kurve.

Ved første øjekast kunne jeg ikke lige aflure de mange håndtag, der vendte i forskellige retninger. Og selvom jeg var ekstremt nysgerrig efter at aflure kurven dens lyksaligheder, syntes jeg trods alt ikke, at jeg skulle stå og lege alt for længe ved den, før jeg kom igang med mine indkøb. Så det var først, da jeg stillede mig i den lørdagslange kø, at dens genialitet udfoldede sig. Den havde simpelthen hjul. Og ikke alene det – et af de mange håndtag kunne foldes ud, så kurven transformeredes til trækvogn.

Det er sgu da for smart… ikke kun i køen, hvor man så slipper for folks fyraftens-arrige- skubben-med-kurv-hen-mod-kasse, men også for ældre mennesker, der endnu ikke er i rollator-alderen, men trods alt synes, kurven er tung at slæbe.

Og så er det helt sikkert også smart for Irma – for kurvens tyngde plejer trods alt at lægge en vis begrænsning på, hvor meget man bilder sig selv ind, at man snildt kan slæbe hjem/mase ned i cykelkurven uden at udsætte sig selv og sine medtrafikanter for stor fare. Så mon ikke der ryger en ekstra liter juice eller to med ned i trækkurven?

Så det var virkelig et eksempel fra det virkelig liv på, hvordan nøje studier af forbrugeradfærd kombineret med god ideudvikling har medført en markant forbedring for både Irma og forbrugerne.

Reklamer

“Man skal ikke spørge en sørgende, om hun er sulten…

man skal give hende en skål suppe.”

Sådan siger den intellektuelle amerikanske frontfigur Joan Didion i dagens Politiken, hvor hun fortæller om sin nys udkomne bog ‘Et år med magisk tænkning’. Bogen handler om, hvordan hun har bearbejdet sorgen efter sin mands – og 40-årige samarbejds/sparringspartners – død.

Hun har blandt andet fundet inspiration hos Emily Post (USAs svar på Emma Gad), der skriver:

“Man skal aldrig spørge et menneske i sorg, om de kunne tænke sig noget at spise, for mad er det sidste, de har i tankerne. Man skal i stedet bare stikke dem en skål suppe i hånden, og så spiser de den uden at tænke på, om de overhovedet er sultne”

Det synes jeg, er en ekstremt klog pointe. Som både fanger den fysiske sult og den mentale sult, der kan opstå som sørgende.

Når man vil ‘være der’ – og det kan også være i forbindelse med langt ‘mindre’ kriser end ved sygdom og død – for vores venner og familie, er man ofte bange for at virke anmassende. Man har lyst til at gøre alt muligt godt for hinanden, hjælpe, aflaste, kommer forbi i tide og utide. Men man ender ofte med bare at sige: “sig endelig til, hvis der er noget, jeg kan gøre”.

Men jeg tror, at det for mange sørgende lige netop er problemet, at man ikke magter at sige til. Hverken om man er sulten, trænger til at snakke, har brug for aflastning med dagligdagens praktiske sysler – eller bare trænger til at snakke om noget helt andet end sorgen for et øjeblik.

I stedet skal man nok være bedre til at sige “Nu kommer jeg lige forbi med en gryde hønsekødssuppe”, “Jeg tager ungerne på tirsdag”, “Jeg har købt billetter til på fredag” etc etc. Og så skal man bare være klar til og respektere, hvis den sørgende ikke LIIIIGE orker alligevel.

Det tæller med garanti, når det ikke bare bliver ved tanken.

%d bloggers like this: