At starte en blog = Studiestart for voksne

by Nadja

Når man begynder at blogge, føles det lidt som en ny studiestart. Uanset CV, forhistorier og lækkert hår er man ‘back to square one’. Man skal til at tage hul på en helt ny ære, man har selv meldt sig og man vil rigtig gerne og man glæder sig… og man er bare sindsygt nysgerrig og alt for ivrig og lidt bange og ret genert og man kan ikke finde på andet at sige end “Hello world” eller “Dette er min første blogpost”.

Der er dels et skræmmende genkendeligt socialt aspekt:

Man overfokuserer på førstehåndsindtrykket. Er hunderæd for at skrive sit første post. Og lægge den første kommentar på en andens blog. For hvad, hvis man skriver noget helt forkert? Eller bare er helt vildt kikset? Væk er al selvstændighed og ‘jeg er da heldigvis ligeglad med mærketøj, men skaber min egen stil’-selvbevidsthed. Man kan bare slet ikke have tanken om at træde ved siden af normerne?

Efterhånden som man når ud over den første rædsel og erkender, at man vist alligevel fik spoleret førstehåndsindtrykket og at det også i blogosfæren er de krøllede eksistenser, der stikker lidt ud, som dybest set er de mest interessante, begynder det at blive vigtigt, om der nu også er nogle, der vil lege med en. Læse tankerne, kommentere, pinge back, blogrolle én – og har jeg ikke hørt Emme bruge begrebet ‘kommetar-flirt’?

Og efterhånden lærer man de andre at kende i e-mails bagom bloggen – endsige off-line – og pludselig er det hele som da man startede på studiet. En kolossal udviddelse i bekendtskabskredsen – med folk, der er helt anderledes end en selv, men som man alligevel deler et fællesskab med, der kan være udgangspunkt for enhver videre samtale.
Og hvis man vil forstå, hvorfor blogosfæren fænger og fanger, så er det lige, man skal spørge sig selv, hvornår man har fået så mange indspark, kommentarer og henvendelser fra så mange spændende og inspirerende folk, der overhovedet ikke lignede en selv. Fået udvidet sin sociale horisont så markant og mangfoldigt?

Dels en stejl læringskurve, der vender op og ned på mange ting:

Selvom man med et blogprogram kan sætte en blog op på 1-2-3 sekunder, vil de fleste bruge lang tid på at udforske de mange ekstra muligheder og teknikker, afkode de sociale normer, afdække mulighederne. Territoriet er ukendt. Man begår fejl. Man dummer sig.

Og hvornår har man egentlig lige sidst gjort det. Er man ikke – trods kurser, MU-samtaler, teambuilding-rapelling-og-glødende-kul, rejser til eksotiske efterårsferie-mål, funky fjernsynsprogrammer og natbordslitteratur, anmelderne lovede ville være bevidsthedsudvidende – ved at være lidt fagligt tunnelsynet? Er det ikke ved at være lidt længe siden, man prøvede noget for første gang? Er det ikke efterhånden meget svært at blive overrasket, fordi alt lige minder en om dengang da…?

Er det ikke bare helt grundlæggende alt for sjældent, at man bliver rusket ud af sine vante forestillinger, faglige snusfornuft, det-har-vi-prøvet-træthed – og kaster sig ud i noget helt nyt og skræmmende. Noget, hvor man ikke helt ved, hvordan man gør, hvordan man vil reagere på det, hvordan det vil føles?

Og er det ikke lige netop den fornemmelse, man får, når man begynder at blogge?

Dels en fanden-i-voldsk-hed og selvfølgelig-kan-man-da-det-hed for hvor-svært-kan-det-være-hed

Noget af det befriende i blogosfæren er, at man tør udstille sin egen tøven, usikkerhed og proces. Pointerne behøver ikke at være så færdigskårne og uangribelige, som de i den professionelle sfære ofte forventes at være (at de jo så sjældent er det alligevel, hører vist et andet blogpost til).

Mange blogposts emmer af en friskhed, frejdighed, umiddelbarhed – jeg fristes ligefrem til at kalde det lystighed – som mange profesionelle tekster kan savne. Det oser af selvtillid, af tro på, at det nok skal gå. At alle initiativer ikke skal drunke i frygten for, hvor galt det kan gå. At man kan, hvad man vil! At man i blogosæren ikke alene er sin egen lykkes smed, men også sin egen forlægger. Så hvis det går godt, er det fantastisk…

Og hvis det går galt, kan man jo altid blogge om, hvorfor den hele lyksalighed faldt – og det i grunden heller ikke er så galt.

Reklamer