Hvad er den moderne verdens syv vidundere?
by Nadja
Jeg havde verdens mest fantastiske old-lærer. Fru Goldschmidt var konsekvent De’s med os, hvinede højt, hvis vi larmede og opfordrede os til straks at “lukke Deres små søde chokolademunde og sige som gulerødder, der gror”. Hun lærte os alle de basale kendetegn ved guderne i diverse mytologier og brændte billederne af Odysseus, doriske søjler, amforaer og ambrosia fast på vores nethinder (always comes in handy på museer verden rundt og er løbende en rar referenceramme at have, når man tager livtag med verdenslitteraturen).
“Og så skal De huske”, sagde hun, “at hvis bare De kan verdens syv klassiske vidundere udenad, så kan De altid begå Dem i et dannet selskab.”
Og det har også vist sig at være en stensikker Trivia-trumf. De fleste i et selskab kan ganske vist nævne pyramiderne. Mange hænger med så langt, at de enten kender til Fyrtårnet i Alexandria, De hængende haver i Babylon eller Kolossen på Rhodos. Men Mausolæet i Halikarnassos, Artemis/Diana-templet i Efesos plejer det at knibe med. Og Zeus-statuen på Olympen knækker næsten alle.
Der er bare det ved det, at jeg ikke ved, om det er specielt dannet bare sådan at kunne remse dem op, når jeg ikke aner noget som helst andet om dem. Hvor er det egentlig præcis Halikarnassos ligger? Hvem var det et mausolæum over? Hvorfor blev det destrueret? Og hvorfor var det lige netop de syv, der blev udvalgt blandt den klassiske verdens mange fantastiske templer og ‘highlights’. Hvad var udvælgelseskriterierne?
Det har fået mig til at tænke over, hvad udvælgelseskriterierne ville være, hvis vi skulle udvælge den moderne verdens syv vidundere – eller lad os bare i disse kanon-tider kalde det en kanon over verdens største attraktioner. Enhver by med respekt for sig selv forsøger jo at hævde, at de har de ultimative sights i dag, hvor et godt by-brand kan udløse millioner af turistkroner. Men reelt set ved vi jo godt, at nogle sights bare er federe end andre – og at mange af de kendteste i øvrigt er ulidelige, fordi de overpakket af turister med ens kasketter og der stinker af friture. Tæller de så alligevel?
Hvad skal der til for at kvalificere som et af den moderne verdens syv vidundere?
- Ville det være dem, der ikonografisk er mest kendte verden over? (Som Frihedsgudinden, Eiffeltårnet, Sydney-operaen, Den Forbudte By etc etc)
- Tæller naturens vidundere (Som Niagara Falls, Mount Everest etc)
- Ville det være dem, der var mest kendt fra medierne? (Som HOLLYWOOD-tegnet)
- Ville det være dem, man havde et mest personligt forhold til? (fordi det er umuligt at vælge og alting handler om situationen, man oplever det i og selskabet, man oplever det med)
- Eller skulle de være ufremkommelige eller sagnomspundne (som Samarkand, Atlantis eller ‘the mystery palmtree’ jeg besøgte, mens jeg boede i Ghana – og som var mystisk indeed!)
- Ville det være et krav, at de stadig skulle eksistere – eller kunne ruiner godt tælle med?
- Ville der overhovedet være tale om sights i traditionel forstand – eller kunne det også være stemninger? (som middag på italiensk trattoria i baggård med vasketøj-agtigt)
- Og er der overhovedet nogen liste, hvor pyramiderne ikke står øverst (ikke fordi jeg har noget mod pyramiderne, jeg er bare imponeret over HVOR effektivt de er blevet brandet siden antikken – men det følger måske naturligt med, når man er det eneste af de oprindelige syv vidundere, der stadig står…)
Jeg ved det ikke… men der begynder at forme sig nogle tanker oppe i mit hovede, mens jeg skriver dette og jeg ville være svært nysgerrig efter at høre jeres bud på vidundere, der ville kvalificere på jeres respektive lister… og også meget gerne en begrundelse eller to :-)
Netop som du skrev dette, sad jeg med store E og læste i Guiness Rekordbog – om…ja, verdens syv vidundere. Her var nævnt det som Guiness mener er de syv moderne vidundere, herunder bl.a. Twin Towers og Panamakanalen. Det ene af disse vidundere er ikke mere, den anden skal (måske) udvides. Selv vidundere kan forandres.
Og så er det jo du stiller det gode spørgsmål, hvori moderne viudundere består.
VAR der virkelig tale om vidundere, da WTC rejste sig mod skyerne? ER Panamakanalen, trods dens betydning for verdenshandlen, vitterlig et vidunder? Og i så fald, på hvilken måde – teknologisk, økonomisk-historisk, eller hvordan? For hvad er et vidunder, hvis det ikke er venskab, erotik, duften af en nyfødt?
Unesco har udarbejdet en shortlist med forslag til de nye vidundere:
Acropolis of Athens, Athens, Greece
Alhambra mosque, Granada, Spain
Angkor Wat temple, Angkor, Cambodia
Chichen Itza, Yucatan, Mexico
Christ the Redeemer statue, Rio de Janeiro, Brazil
Colosseum, Rome, Italy
Easter Island statues, Chile
Eiffel Tower, Paris, France
Great Wall of China, China
Hagia Sophia church, Istanbul, Turkey
Kyomizu Temple, Kyoto, Japan
Kremlin / St. Basil’s Cathedral, Moscow, Russia
Machu Picchu, Peru
Neuschwanstein Castle, Fussen, Germany
Petra ancient city, Jordan
Pyramids of Giza, Egypt
Statue of Liberty, New York, United States
Stonehenge, Amesbury, United Kingdom
Sydney Opera House, Sydney, Australia
Taj Mahal, Agra, India
Timbuktu, Mali
Petronas Twin Towers, Malaysia
()
Alle disse er så sandelig store arkitektoniske værker, og såfremt grundkriteriet er æstetisk, er jeg ikke uenig i valget af disse.
Ikke desto mindre har jeg et par forslag, som er knapt så grandiose og baserer sig på andre kriterier end æstetik eller størrelse – men snarere på om de har gjort en forskel for menneskers måde at agere på, være på i verden.
Mine forslag kan ikke engang kaldes arkitektur. De kan heller ikke nødvendigvis kaldes historie, eller for den sags skyld noget håndgribeligt. Fælles for mine forslag er dog, at de er menneskeskabte, for det største vidunder af alle må dog alligevel altid være Planeten og Universet…? :-)
Silkevejen (handel, naturligvis, men så sandelig også en af historiens mest formidable kollaborationer)
Søvejene (ditto)
Nazcalinjerne (bare fordi de er helt og aldeles mindblowing)
Prævention og bleer (det første af demografiske og seksualpolitiske grunde, det andet ift mobilitet for sociale enheder med børn)
Nåle og væve, med andre ord: Tekstiler(uden hvilke vi alle ville oversvømme ækvator som lemminger fra nord)
Alfabeter(TAK, mesopotamiske kornlagerholdere!)
Listen er uudtømmelig. Dette var blot mine to cents, as they say.
Hvad siger I andre?
Som sædvanligt har jeg rod i mine links (hmmm… *slår sig selv på fingrene*), så her følger det manglende link
http://en.wikipedia.org/wiki/Seven_Wonders_of_the_Modern_World
Først og fremmest siger jeg: IMPONERENDE KOMMENTAR.
Og så siger jeg, at jeg begynder at forstå, hvorfor Kanonudvalget i sig selv var splittet op i undergrupper – design, litteratur, arkitektur etc og hvorfor der bliver ved at udspringe nye kanoner for alverdens forskellige undergrupperinger (alt fra eliteidræt til gastronomi lærte jeg, da jeg stak trynen indenfor i Kulturministeriet på Kulturnatten).
For mange en del af de vidundere, du foreslår overfor, ville jo egne sig i kategorien “Hverdagens vidundere”. Og dem skal man jo – som bekendt – absolut ikke kimse ad :-)
Hverdagens vidundere: Hvis det var så vel, ville jeg have mine egne personlige Nazcalinjer nede på gaden, hvor de ville krydse Silkevejen ;-)
Man ser det for sig.
Sikke en god én at nørde med i stedet for at lave sine lektier in oh so many ways.
Bygninger er fine, absolut. Men det forekommer mig, at vi må ha fat i fænomenerder KAN noget, hvis vi virkelig skal tale om vidundere.
Kan sagtens tilslutte mig en stor del af Levendes forslag, men for i aften ser min personlige liste således ud:
Geografi: Byen New York
(På én og samme tid et vigtigt kulturelt ikon, historisk scene og faktisk, levende, pulserende moderne by. Virkelig byernes by)
Videnskab: Penicillin
(vi har bare glemt hvor sindssygt godt og vigtigt det er, at vi har det!)
Sociologi: Moderne kommunikation. Fra telegrafkablerne under Atlanten til Internettet.
Universet udadtil: Hubble Rumteleskopet
(Blikket ud i universet og de tåretrækkende smukke billeder)
Universet indadtil: Cellen
(Blikket indad – og ja, jeg ved det er et naturfænomen, men helt ærligt -den vinder da over Eiffeltårnet any day!)
Vidunderlige mennesker: Den menneskelige evne til at udvise empati
Generel vidunderlighed: Musik
Syv er ikke ret mange…
@ Frk Jensen…nej syv er nemlig ikke særlig mange, og det tvinger virkelig en til at prioritere, fravælge og debattere med sig selv ‘hvorfor den ene og ikke den anden’. Og så er der også kvote-spørgsmålet: Skal man vælge noget til, fordi det passer godt ind i det samlede billede istedet for noget, der måske nok er bedre, men dubblerer en af de andre.
Jeg synes, det er nogle virkelig gode bud, du kommer med der – og især kategorierne er finurlige: Universet indadtil og udadtil… tankevækkende…
Gode vidundere du kommer med til vidunderfesten, Frk.
(TÆNK hvis man skulle holde Wonder Launch Party og alle skulle medbringe lidt af et vidunder!)
Og godt du ved eksemplets kraft iøvrigt også lige fik mindet mig om, at der jo var tale om netop SYV vidundere – jeg fik ovenfor bunket dem temmlig meget sammen, kan jeg se :-)
Universet udadtil er jeg med på, men hvis vi stadig holder os til at vidunderne skal være menneskeskabte, vil jeg foreslå noget i den introverte afdeling, som ikke er naturskabt. Da du jo allerede så udmærket har foreslået penicillin, vil jeg afholde mig fra at komme mere flere medicinske bidrag, selvom jeg godt kunne komme i tanke om en del. Derimod vil jeg foreslå den terapeutiske samtale som et vidunder. Den er godt nok usynlig, i og med at den er verbal, og desuden også i forlængelse af at den oftest foregår i lukkede rum. Den terapeutiske samtale er privat. Den kan ikke engang siges at være forbeholdt psykologer og psykoterapeuter, for samtalen kan også foregå mellem ligeværdige, dvs hvor der ikke er en klient-behandler-relation. Tænk på hvor forløsende det er at komme frem til nye erkendelser i samtalen med en ven.
Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at den terapeutiske samtale i nogle tilfælde kan forebygge celleforandringer, og på den måde er vi tilbage til cellerne.
Lad høre hvad I siger til dette!?!? :-)
Ha ha, ja mit bidrag til vidunderfesten ville jo så nok være et lille stykke “life the universe and everything”.
Enig i at cellen skal ud. (og der er jo også det med den ukontrollerbare delingsproces som ikke er så sjovt.)
Og jeg synes dit forslag er rigtig godt! Det var lidt dér jeg ville hen ved at foreslå empati, men samtalen er et bedre bud fordi det netop er noget vi skaber sammen.
Jeg synes, det menneskeskabte er et virkelig relevant kriterium for ‘bundling’ af vidundere – og så kan man jo altid gå videre med ‘Naturens syv vidundere’, hvis man en dag skulle have trang til procrastination.
Men hvis vi så koger det ned til de syv menneskeskabte, er jeg helt med New York. penicillin, Hubble-teleskopet og den terapeutiske samtale.
Men jeg synes, at det bliver lidt for generelt bare at sige Musik og Moderne Kommunikation. Med musikken ved jeg ikke rigtig, hvordan vi skal specificere…
Men med Moderne Kommunikation synes jeg faktisk godt, at vi kan skrive blogosfæren (meget apropos) for det synes jeg også kvalificerer som et ekstremt interessant sociologisk fænomen. Samtidig med at der væver alle de forskellige moderne kommunikationsformer sammen.
Og så er der ovenikøbet plads til en til – og her synes jeg, at prævention + bleer kandiderer ekstremt stærkt :-)
[…] En samtalegave er en evne til at sætte sig ned ved siden af et medmenneske og være vedkommende og nærværende. Sådan en gave havde alle der var til stede den aften. Også dem der altid har været generte, og dem der måske ikke lige har den klassiske talegave. Det er terapeutisk at være i et fællesskab, hvor alle er beriget med samtalegaver. […]
[…] 5) Det er sjovt at skabe i flok. Når man begynder at blogge, er det virkelig et wakeup-call, at man jo ikke behøver at gøre alting selv. Faktisk bliver det meste bedre, når man skaber det sammen. For eksempel havde jeg længe gået og tygget på, hvad der ville være den moderne verdens syv vidundere. Og da jeg først bloggede om det, var der to ‘kommentatorer’ der greb snebolden og fin en fantastisk sneboldskamp ud af det. (Næsten) helt uden min indblanding ligger der er ret godt bud i kommentarfeltet til den post. […]
Nu kan jeg se, at der pludselig er en masse nye besøgende på post – og lad mig understrege, at det ikke var meningen at lukke diskussionen ved at sige “det er en god liste, vi (I) er nået frem til” i min tidligere kommentar. Alle nye bud og reflexioner er stadig mere end velkomne. Og man må også meget gerne starte nye lister…
Naturens syv vidundere
Meideverdenens syv vidundere
Blogosfærens syv vidundere…
For eksempel…
Iflg. The Economists “hvad-sker-der-i-verden-i-2007”-nummer vil den moderne verdens syv vidundere blive præsenteret i Lissabon d. 7.7.07 (naturligvis!) – iøvrigt samme dato, som Harry Potter-entusiaster forudser som udgivelsesdatoen for den sidste (og syvende) HP-bog :-)
Her er mine foreslag til 7 nye vidundere:
Panamakanalen, 1904-1914
Jerntæppet, 1945-1991
Apolloprogrammet, 1961-1972
Eurotunnel, 1984-1994
New York Skyline i år 2000, 1990-2000
Internettet i år 2000, 1990-2000
3 Gorges dam, 1994-2006
Alle store “bygningsærker” der har været særlig
betydningsfulde for mennesket og kan eller vil
ikke blive kopieret i fuld skala,
de har taget over 10 år at udføre, i perioden
1990 til 2007, med op til mange dødsfald.
er der noget mere betydningsfuldt end disse ?
Pyramiderne er det ældste vidunder nogensinde,
herefter er den kinesiske mur fysisk størst,
og internettet det mest betydningsfulde ?
@Frank€ – Hvor dejligt lige at få nogle nye indspark i denne kommentartråd. Og rigtig gode bud. Interessant dogme med 10-årskravet.
Og tankevækkende pointe med internettet. Så nært og dog så fjernt. Så flygtigt og dog så massivt. Så uhåndgribeligt og dog så verdensomspændende manifesteret…
[…] , At lege med socialt software , Nørderier Et af de mest populære posts på denne blog er min efterlysning af den moderne verdens syv vidundere. Statistikkens søgeord viser tydeligt, at mange andre deler min smånørdede flirt med den […]
[…] Hvem ved – måske er det blandt de grønne, selvforsynende minisamfund, vi skal finde nogle af de mere nyskabende bud på verdens nye vidundere? […]
LOL
Er det noget jeg ikke forstår, så er det folk, som rejser som gale, bare for at se en bunke sten stablet sammen, ( pyramiderne i Egypten) eller hvad det nu er, disse tosser “finder” på.- Eller rejser halvdelen af verden, bare for at ligge i solen dagen lang (for at få sig en solskoldning?).
Hvem er størst?: Farao’en i old Egypten, der lader tusinder af folk dø, for at vi idag skal huske ham, at han har været til for tusinder af år siden eller eskimoen, der stille og rolig vandrede i verdens top og klarede sig med, hvad naturen nu kunne give ham, medens andre folskeslag(vikingerne i Grønland for 1000 år siden) døde ud i denne exstreme natur?
Eller hvad med Peary? Ville han nogensinde blive en berømthed, hvis ikke det havde været Thuleeskimoerne, som rejste med ham til Nordpolen?
@ Erik – Det er et meget interessant perspektiv med det om, hvem vi hylder efter 1000 år. Og det er rigtigt, at slaverne, bærerne, de lokale tolke og ledsagere sjældent får den credit, de fortjener, mens de europæiske opdagelsesrejsende bliver hyldet og faraonerne husket. Når det så er sagt, synes jeg nu godt, man kan tillade sig at interessere sig for arkæologi, uden at det par tout er ensbetydende med, at man er enig i at faraonerne skulle have lov til at behandle deres slaver, som de gjorde. Det er i sig selv dybt fascinerende, at noget har eksisteret så længe – og ofte med arkitektoniske detaljer, der er “out of this world”-fantastiske. Og det med solferien – heller ikke en personlig favorit hos mig, men jeg synes, man må respektere, at folk lever meget forskellige liv og derfor har brug for meget forskellige ferier. Og det kan altså være ekstremt tiltrængt med noget varme engang i mellem.
En kommentar til Erik:
Brecht: Fragen eines lesenden Arbeiters
Wer baute das siebentorige Theben
In den Büchern stehen die Namen von Königen.
Haben die Könige die Felsbrocken herbeigeschleppt?
Und das mehrmals zerstörte Babylon,
Wer baute es so viele Male auf? In welchen Häusern
Des goldstrahlenden Lima wohnten die Bauleute?
Wohin gingen an dem Abend, wo die chinesische Mauer fertig war,
Die Maurer? Das große Rom
Ist voll von Triumphbögen. Über wen
Triumphierten die Cäsaren? Hatte das vielbesungene Byzanz
Nur Paläste für seine Bewohner? Selbst in dem sagenhaften Atlantis
Brüllten doch in der Nacht, wo das Meer es verschlang,
Die Ersaufenden nach ihren Sklaven.
Der junge Alexander eroberte Indien.
Er allein?
Cäsar schlug die Gallier.
Hatte er nicht wenigstens einen Koch bei sich?
Philipp von Spanien weinte, als seine Flotte
Untergegangen war. Weinte sonst niemand?
Friedrich der Zweite siegte im Siebenjährigen Krieg. Wer
Siegte außer ihm?
Jede Seite ein Sieg.
Wer kochte den Siegesschmaus?
Alle zehn Jahre ein großer Mann.
Wer bezahlte die Spesen?
So viele Berichte,
So viele Fragen.
—
En læsende arbejders spørgsmål
Hvem byggede Theben med de syv porte?
I bøgerne står kongers navne.
Har kongerne slæbt klippeblokkene sammen?
Og det flere gange ødelagte Babylon –
Hvem byggede det op de mange gange? I hvilke huse
I det guldstrålende Lima boede bygningsarbejderne?
Hvor gik murerne hen den aften, den kinesiske mur var færdig?
Det store Rom
Er fuldt af triumfbuer.
Hvem rejste dem?
Hvem
Triumferede Cæsarerne over?
Havde det højtbesungne Byzans
Kun pladser til sine indbyggere?
Selv i det sagnomspundne Atlantis
Brølede de druknede dén nat, da havet opslugte det
På deres slaver.
Den unge Alexander erobrede Indien.
Han alene?
Cæsar slog gallerne.
Havde han i det mindste ikke en kok med sig?
Filip af Spanien græd, da hans flåde
Var gået under. Græd ingen andre?
Frederik den Anden sejrede i Syvårskrigen. Hvem
Sejrede foruden ham?
Hver side en sejr.
Hvem tilberedte sejrsmiddagen?
Hvert tiende år en stor mand.
Hvem betalte omkostningerne?
Så mange beretninger.
Så mange spørgsmål.
@ Nina – wauw. Sikke en fantastisk kommentar. Spot on!
[…] og genopfrisket i generation efter generation. Nogle kandiderer til at blive opregnet blandt den moderne verdens vidundere. Andre vil foretage sig i vigtighed efterhånden som de overlevende og efterladte falder bort. […]