Nadja Pass

Hvad er den moderne verdens syv vidundere?

Jeg havde verdens mest fantastiske old-lærer. Fru Goldschmidt var konsekvent De’s med os, hvinede højt, hvis vi larmede og opfordrede os til straks at “lukke Deres små søde chokolademunde og sige som gulerødder, der gror”. Hun lærte os alle de basale kendetegn ved guderne i diverse mytologier og brændte billederne af Odysseus, doriske søjler, amforaer og ambrosia fast på vores nethinder (always comes in handy på museer verden rundt og er løbende en rar referenceramme at have, når man tager livtag med verdenslitteraturen).

“Og så skal De huske”, sagde hun, “at hvis bare De kan verdens syv klassiske vidundere udenad, så kan De altid begå Dem i et dannet selskab.”

Og det har også vist sig at være en stensikker Trivia-trumf. De fleste i et selskab kan ganske vist nævne pyramiderne. Mange hænger med så langt, at de enten kender til Fyrtårnet i Alexandria, De hængende haver i Babylon eller Kolossen på Rhodos. Men Mausolæet i Halikarnassos, Artemis/Diana-templet i Efesos plejer det at knibe med. Og Zeus-statuen på Olympen knækker næsten alle.

Der er bare det ved det, at jeg ikke ved, om det er specielt dannet bare sådan at kunne remse dem op, når jeg ikke aner noget som helst andet om dem. Hvor er det egentlig præcis Halikarnassos ligger? Hvem var det et mausolæum over? Hvorfor blev det destrueret? Og hvorfor var det lige netop de syv, der blev udvalgt blandt den klassiske verdens mange fantastiske templer og ‘highlights’. Hvad var udvælgelseskriterierne?

Det har fået mig til at tænke over, hvad udvælgelseskriterierne ville være, hvis vi skulle udvælge den moderne verdens syv vidundere – eller lad os bare i disse kanon-tider kalde det en kanon over verdens største attraktioner. Enhver by med respekt for sig selv forsøger jo at hævde, at de har de ultimative sights i dag, hvor et godt by-brand kan udløse millioner af turistkroner. Men reelt set ved vi jo godt, at nogle sights bare er federe end andre – og at mange af de kendteste i øvrigt er ulidelige, fordi de overpakket af turister med ens kasketter og der stinker af friture. Tæller de så alligevel?
Hvad skal der til for at kvalificere som et af den moderne verdens syv vidundere?

  • Ville det være dem, der ikonografisk er mest kendte verden over? (Som Frihedsgudinden, Eiffeltårnet, Sydney-operaen, Den Forbudte By etc etc)
  • Tæller naturens vidundere (Som Niagara Falls, Mount Everest etc)
  • Ville det være dem, der var mest kendt fra medierne? (Som HOLLYWOOD-tegnet)
  • Ville det være dem, man havde et mest personligt forhold til? (fordi det er umuligt at vælge og alting handler om situationen, man oplever det i og selskabet, man oplever det med)
  • Eller skulle de være ufremkommelige eller sagnomspundne (som Samarkand, Atlantis eller ‘the mystery palmtree’ jeg besøgte, mens jeg boede i Ghana – og som var mystisk indeed!)
  • Ville det være et krav, at de stadig skulle eksistere – eller kunne ruiner godt tælle med?
  • Ville der overhovedet være tale om sights i traditionel forstand – eller kunne det også være stemninger? (som middag på italiensk trattoria i baggård med vasketøj-agtigt)
  • Og er der overhovedet nogen liste, hvor pyramiderne ikke står øverst (ikke fordi jeg har noget mod pyramiderne, jeg er bare imponeret over HVOR effektivt de er blevet brandet siden antikken – men det følger måske naturligt med, når man er det eneste af de oprindelige syv vidundere, der stadig står…)

Jeg ved det ikke… men der begynder at forme sig nogle tanker oppe i mit hovede, mens jeg skriver dette og jeg ville være svært nysgerrig efter at høre jeres bud på vidundere, der ville kvalificere på jeres respektive lister… og også meget gerne en begrundelse eller to :-)

Advertisement

What a waste – collaborative art that wasn’t meant to be

Collaborative painting

Affald i gadebilledet er en stærkt undervurderet kunstform.

Ingen har rigtig planlagt, at den skulle være der. Ingen kunstner har spildt blod, sved og tårer for, at den skulle blive frembragt. Faktisk ville de fleste af os helst være fri for den.

Men der er der – her, der, allevegne og hele tiden. Og ofte kommenterer skraldet, emballagerne, aviserne, efterårsbladene på samfundet omkring os, vores livsstil og vores ugentlige rutiner på en meget eftertænksom måde. Hvis bare, man bemærker den. Men det gør vi ikke – vi gør alt, hvad vi kan for ikke at lægge mærke til den. Den nederste kaste i street-art-hierarkiet.

Men vi bidrager alle sammen til kunstværkerne…for det er vores emballager, skodder, latte-bægre og plasticposer, der blander sig som vinden blæser, fejemaskinerne fejer og fødderne tramper.

Så for at give denne ignorerede kunstform lidt oprejsning har jeg lige snap-shottet et par eksempler fra mit seneste ophold i Kina og på en søndagstur gennem Nørrebro.

De gemmer sig (håber jeg, for jeg indrømmer, at jeg på en stejl læringskurve med alt den her billeddeling) på min nyoprettede 23-konto – i albummet ‘What a waste’

Hvor iværksættere handler, støtter andre iværksættere (og godtfolk) op

Mit forbrug har ændret sig markant siden jeg blev selvstændig. Og her tænker jeg ikke på, at jeg for et par år siden overhovedet INGENTING forbrugte, fordi jeg var helt utroligt fattig efter at have kastet hele min opsparing ind i opstarten af forlaget Reflexioner (det er en helt anden historie, som I gerne må få engang, men pointen i dette blogindlæg er en anden).

Nej, jeg tænker på tiden efter, at jeg har fået genoprettet min økonomi nogenlunde og igen er begyndt at bruge anseelige beløb på tøj, ting og gastonomi. For jeg er simpelthen blevet så hyperopmærksom på at støtte andre selvstændige:

  1. Jeg går gladeligt en omvej for at købe mine varer i de mindre butikker, hvor hver krone spenderet virkelig gør en forskel.
  2. Jeg hiver nemmere penge op af lommen for at støtte en udstilling eller et projekt, der ikke nødvendigvis har min interesse 100 % – simpelthen for at opmuntre det gode initiativ.
  3. Jeg får det meste af mit tøj skræddersyet hos de små Nørrebro-designere, der laver unikke ting, der sidder perfekt – og som ovenikøbet er billigere end mange af stangvarerne i K.
  4. Jeg benytter så vidt muligt andre freelancere og selvstændige som underleverandører – ikke alene kan man så fra gang til gang vælge netop den person, hvis kompetencer eller stil passer til opgaven – andre selvstændige er også fleksible, vant til at få ligeså meget fra hånden som en selv og gode til at indgå i nye arbejdsgrupper.
  5. OG – og den del driver sikkert mangen en selvstændig erhvervsdrivende i lokalområdet til vanvid – jeg slår næsten altid en prat (genialt norsk udtryk for lige at stoppe op for en sludder) med indehaverne. For jeg synes simpelthen, det er så spændende liiiiiiige at høre, hvordan det går. Hvordan det udvikler sig. Og ofte bliver det også lige til lidt sparring på kryds og tværs – for vi er jo ikke konkurrenter – men kan alligevel lære en masse af hinandens erfaringer med tilværelsen som selvstændig.

Jeg tror, at mange andre selvstændige har det på samme måde. Man ved fra sig selv, hvor meget det betyder, om folk faktisk lægger nogle penge, eller om de bare roser og siger, hvor dejligt det dog er, at nogle tør starte for sig selv. (Det luner også – men man kan som bekendt ikke leve af det).

Og så er der (og det håber og tror gælder både selvstændige og andet godtfolk…) noget helt grundlæggende interessant over at følge og støtte en lille virksomhed mens den udvikler sig. Især når der er tale om lokal-butikker – det er der sådan lidt Matador-på-Nørrebro-i-stedet-for-Korsbæk-anno-2006-på-den-fede-måde over…

Når blogosfæren løfter i flok

I forgårs efterlyste jeg gode eksempler på internationale corporate blogs her på bloggen. Og kort efter væltede det ind med gode, relevante og meget inspirerende links, der viser den internationale corporate blogosfære i al sin mangfoldighed.

Efterlysningen skyldtes i første omgang, at nogle videbegærlige kolleger stillede mig en masse gode spørgsmål om blogosfæren, og jeg manglede lige de sidste argumenter og trumfkort for rigtigt at kunne forklare det. Så da de mange links begyndte at vælte ind, sendte jeg kollegerne et link til indlægget + kommentarerne.

Og det satte de stor pris på. Men det sjove var, at det egentlig ikke var de enkelte links i sig selv, der var det mest overbevisende. Det var mængden, hastigheden og kvaliteten i de svar, der kom. For ligesom det selvorganiserede Blogforum og Wikipedia, (jeg blev nok selv rigtigt opmærksom på fællesskabets vid og kraft, da jeg for et par år siden interviewede Jimbo Wales fra Wikipedia) blev det i sig selv et af de bedst tænkelige eksempler på blogosfærens og den sociale tankegangs kraft.
At en blogger havde brug for hjælp, svar, nuancer, perspektiver – og at det kun var båndbredden, der begrænsede svarhastigheden :-)

%d bloggers like this: