På Assistens-kirkegården er alle hinandens eventuelle pårørende

by Nadja

Det er søndag og solskin – så jeg gjorde, som så ofte før på sådanne søndage… gik på opdagelse på Assistens Kirkegården.

Da jeg først flyttede til Nørrebro, syntes jeg, det var så bizart, at folk tog på pique-nique, solbadede og legede på en kirkegård. Men der gik ikke lang tid, før Assistenskirkegården også blev et af mine foretrukne åndehuller og jeg lærte, hvor utroligt livsbekræftende det er, at de levende i den grad lever livet i selskab med de døde.

Og så er det bare et fantastisk sted at gå på opdagelse i Danmarkshistorien (hvem var de alle sammen, hvad hed man og hvordan blev man tituleret i forskellige perioder og hvordan har man iscenesat døden og gravsteder i tidens løb), botanikken (vidste du at Assistenskirkegården er et af de steder i Danmark, der har det mest varierede udvalg af træer, buske og blomster?) og se på folk (alle Nørrebroere af alle etniciteter, aldre og socialklasser flokkes blandt gravstederne og papirkurvene ved bænkene er et studie i fastfood-emballage i sig selv).

Nå… men i dag blev jeg draget (i øvrigt et sjældent brugt ord, som Misse Møghe dog har sikret tilbagevendende glansperioder, hver gang Matador genudsendes…) mod udstillingskapellet. Der var en udstilling om Enkekejserinde Dagmars danske hof (så så man iøvrigt også lige hende have oplevet en ny glansperiode i forbindelse med genbegravelse…), men det, der dragede mig, var, at jeg andetsteds på kirkegården havde set et opslag med teksten Eventuelle Pårørende.

Det reklamerede for et foredrag i forbindelse med Udstillingen ‘Skyggernes Dal’ om begravelser af dem uden pårørende. Og mens chancen for at høre foredraget var forpasset for et par dage siden, var videoinstillationen af Vladimir Tomic stadig at finde i loftslokalet Rosetten.

Da jeg stak næsen indenfor i udstillingskapellet satte damen bag skranken trumf på ved at sætte de to aktuelle udstillinger verbalt og mentalt overfor hinanden:

“Hvis man orker, er der også en lille videoinstallation ovenpå, der handler om alle dem der dør ensomme i Danmark. Så hernede hos kejserinde Dagmar kan man opleve den store iscenesatte død med genbegravelser og alting – og ovenpå er det så det modsatte. Den død, ingen bemærker”

Jeg slap de 30 entre-kroner og trissede lidt rundt blandt Dagmar-montrerne. Det var fint nok, fordi jeg straks lod tankerne fare tilbage dengang mine forældre boede i Moskva, og jeg var på fornavn med Kreml, Rustkammeret, Skt. Peterborgs Vinterpalads, Peter Paul-fæstningen og alle de andre highlights, hvor man unægtelig fik syn for Zar-livet. Det der primært bed sig fast fra den ret traditionelt opbyggede Kejserinde-udstilling var begrebet livs-kosak – det er da for vildt et gammelrussisk begreb for body-guard (og Zarinaens yndlings af slagsen endte så iøvrigt sine dage som nær-købmand i Valby).

Til gengæld var der masser af erindringsværdi i værket, der gemte sig bag rosetten.

I Vladimir Tomics videoværk følger vi med helt nøgterne videooptagelser begravelsen af en kvinde uden pårørende. Det tomme kapel, talen uden personlige pointer, den enkle bårebuket finansieret af Staten (eller hvem der nu sørger for den), samlesangen, der er begrænset til sidste vers af ‘Sov sødt barnlille’ afspillet på båndoptager. Og så følger vi ellers kisten gennem krematoriet og urnenedsættelsen uden vidner i de ukendtes fællesgrav.

Åbenbart havde ingen af de eventuelle pårørende henvendt sig. Og det sker jo, at nogle dør så knusende ensomme, at der ikke er nogen til at mindes dem. Og ja, i den forstand er der – fuldstændig som damen i kapel-indgangen sagde – skærende kontrast mellem de kendtes og de ukendtes død.

Men det fine på Assistenskirkegården er, at folk flest ganske vist drages af H.C. Andersens, Kierkegaards, Borhs og alle de andre kendtes gravsteder – men at de fleste samtidig lader sig drage ned ad de mindre gange eller stopper op ved helt tilfældige grave, fordi de studser over et navn, en plante, en sten eller et par fuglefjer. Og mange – rigtig mange, har jeg lagt mærke til – nævner lige folk navn, smager på ordlyden. Så selv de i dag helt ukendte får lov at hvile i fred – men ikke i glemsel.


Reklamer