Nadja Pass

På Assistens-kirkegården er alle hinandens eventuelle pårørende

Det er søndag og solskin – så jeg gjorde, som så ofte før på sådanne søndage… gik på opdagelse på Assistens Kirkegården.

Da jeg først flyttede til Nørrebro, syntes jeg, det var så bizart, at folk tog på pique-nique, solbadede og legede på en kirkegård. Men der gik ikke lang tid, før Assistenskirkegården også blev et af mine foretrukne åndehuller og jeg lærte, hvor utroligt livsbekræftende det er, at de levende i den grad lever livet i selskab med de døde.

Og så er det bare et fantastisk sted at gå på opdagelse i Danmarkshistorien (hvem var de alle sammen, hvad hed man og hvordan blev man tituleret i forskellige perioder og hvordan har man iscenesat døden og gravsteder i tidens løb), botanikken (vidste du at Assistenskirkegården er et af de steder i Danmark, der har det mest varierede udvalg af træer, buske og blomster?) og se på folk (alle Nørrebroere af alle etniciteter, aldre og socialklasser flokkes blandt gravstederne og papirkurvene ved bænkene er et studie i fastfood-emballage i sig selv).

Nå… men i dag blev jeg draget (i øvrigt et sjældent brugt ord, som Misse Møghe dog har sikret tilbagevendende glansperioder, hver gang Matador genudsendes…) mod udstillingskapellet. Der var en udstilling om Enkekejserinde Dagmars danske hof (så så man iøvrigt også lige hende have oplevet en ny glansperiode i forbindelse med genbegravelse…), men det, der dragede mig, var, at jeg andetsteds på kirkegården havde set et opslag med teksten Eventuelle Pårørende.

Det reklamerede for et foredrag i forbindelse med Udstillingen ‘Skyggernes Dal’ om begravelser af dem uden pårørende. Og mens chancen for at høre foredraget var forpasset for et par dage siden, var videoinstillationen af Vladimir Tomic stadig at finde i loftslokalet Rosetten.

Da jeg stak næsen indenfor i udstillingskapellet satte damen bag skranken trumf på ved at sætte de to aktuelle udstillinger verbalt og mentalt overfor hinanden:

“Hvis man orker, er der også en lille videoinstallation ovenpå, der handler om alle dem der dør ensomme i Danmark. Så hernede hos kejserinde Dagmar kan man opleve den store iscenesatte død med genbegravelser og alting – og ovenpå er det så det modsatte. Den død, ingen bemærker”

Jeg slap de 30 entre-kroner og trissede lidt rundt blandt Dagmar-montrerne. Det var fint nok, fordi jeg straks lod tankerne fare tilbage dengang mine forældre boede i Moskva, og jeg var på fornavn med Kreml, Rustkammeret, Skt. Peterborgs Vinterpalads, Peter Paul-fæstningen og alle de andre highlights, hvor man unægtelig fik syn for Zar-livet. Det der primært bed sig fast fra den ret traditionelt opbyggede Kejserinde-udstilling var begrebet livs-kosak – det er da for vildt et gammelrussisk begreb for body-guard (og Zarinaens yndlings af slagsen endte så iøvrigt sine dage som nær-købmand i Valby).

Til gengæld var der masser af erindringsværdi i værket, der gemte sig bag rosetten.

I Vladimir Tomics videoværk følger vi med helt nøgterne videooptagelser begravelsen af en kvinde uden pårørende. Det tomme kapel, talen uden personlige pointer, den enkle bårebuket finansieret af Staten (eller hvem der nu sørger for den), samlesangen, der er begrænset til sidste vers af ‘Sov sødt barnlille’ afspillet på båndoptager. Og så følger vi ellers kisten gennem krematoriet og urnenedsættelsen uden vidner i de ukendtes fællesgrav.

Åbenbart havde ingen af de eventuelle pårørende henvendt sig. Og det sker jo, at nogle dør så knusende ensomme, at der ikke er nogen til at mindes dem. Og ja, i den forstand er der – fuldstændig som damen i kapel-indgangen sagde – skærende kontrast mellem de kendtes og de ukendtes død.

Men det fine på Assistenskirkegården er, at folk flest ganske vist drages af H.C. Andersens, Kierkegaards, Borhs og alle de andre kendtes gravsteder – men at de fleste samtidig lader sig drage ned ad de mindre gange eller stopper op ved helt tilfældige grave, fordi de studser over et navn, en plante, en sten eller et par fuglefjer. Og mange – rigtig mange, har jeg lagt mærke til – nævner lige folk navn, smager på ordlyden. Så selv de i dag helt ukendte får lov at hvile i fred – men ikke i glemsel.


Reklamer

Tips til blog-typografi

Mit indlæg om mellemrubrikker på bloggen har efterhånden affødt en lang – og for mig at se vældig interessant – diskussion om forskellige kriterier for læseværdighed/venlighed på blogs.

Blandt mange andre interessante indlæg – primært fra sprogfetishister som mig selv – meldte den tidligere typograf Irene sig pludselig på banen med nogle gode fif. Og dem synes jeg ligeså godt, jeg kan ophøje til et reelt indlæg – for det kunne jo være, at der var andre end mig, der kunne bruge et par kyndige fif (selvom der nok er mange andre, der som mig, ikke har mulighed for at lave de store tekniske tilpasninger af det theme, de har valgt… du har ret Irene – det er altså i høj grad også der mange af de typografiske begrænsninger ligger i blogosfæren.

Nuvel – her følger så de gode råd fra Irene i den rækkefølge kommentarerne faldt (mine i fed):

Jeg har undladt at læse de mange (lange) kommentarer og vil blot konstatere at dit indlæg er skrevet i et letlæseligt sprog og typografi. Linieafstanden, eller hedder det “linje” på nydansk, efter endte sætninger gør teksten overskuelig.

Sagde typografen, som holder af lange, meningsfulde tekster. Det er lidt som med “slow cooking” bevægelsen, ordene smager bedre og er mere saftige jo længere tid man tager sig …
——–

@ Irene
Dejligt med en kommentar fra en anden faglig, men mindst ligeså relevant, kant.

Og ja, ord wordpresset over en sagte ild skal man absolut ikke kimse ad :-)
——-
Nadja, de sande typografer ville sige “den eneste relevante faglige kant”, når det kommer til læselethed. Nuvel, jeg arbejder ej mere i faget og er lider ikke af indbildt faglig stolthed.

Synes dog liniereturen er en stor hjælp i lange tekster på blogs. Spontaniteten i læsningen går tabt med mellemrubrikker i en blog, synes jeg. Man opnår avislignende indlæg, som ser for “professionelle” ud …

Koreografien af en blog er væsentlig.

—–

@ Irene
Fascinerende begreb…blogkoreografi…
Falder fint i tråd med, at man også tale om orkestrering :-)
Selvom du så officielt har forladt faget ville jeg være meget nysgerrig efter at høre dine andre overvejelser/tips/forslag i retning af velkoreograferede blogs…

Hvad skal der til og hvad skal man undgå i følge dig? Do share! Rigtig interessant!

—–

Nadja, i min estimering er vi alle selvkoreograferede i blogverdenen. Det er den ultimative, selviscenesatte exhibitionisme. Nuvel, det er en anden snak end lige den om form.

Lange tekster er svære at læse på en skærm, øjet har svært ved at følge linieovergangen, derfor er sætningslinjereturen efter min opfattelse essentiel.

Desuden er det betydeligt lettere at læse sans serif skrifttyper på en skærm. Den skrifttype du bruger på din blog er med seriffer og svær at læse. Det i kombination med lange tekstindlæg gør en lang og kompleks tekst endnu sværere tilgængelig. (Det modsatte gør sig, i grove træk, gældende på tryk).

Desuden er det vigtigt at have en god punktstørrelse på skrifttypen på bloggen. Personligt synes jeg din er for lille og derfor svær at læse (især i kombination med serifferne). Punktstørrelsen på min egen blog er også for lille i kombination med serifferne, men jeg kan ikke hitte ud af at ændre det og kan godt lide designet på min egen blog i øvrigt og “lever med denne mangel”. (Klaus på Amazing Space har f.eks. en god og læsevenlig skriftstørrelse på sin blog).

Jeg er ikke fan af mellemrubrikker på blogs, årsagen er at teksten opleves som for “professionel” og noget af den umiddelbare, rigtigt-menneske-bag-teksten-følelse går tabt.

Jeg bryder mig heller ikke om farvede baggrunde til brødteksten, hvis man har en baggrundsfarve skal man være meget påpasselig med farvekombinationen. På sort baggrund med farvede (eller hvide) typer er selv små tekstbidder umådeligt anstrengende at læse.

Det blev til en lang smørre og dog så overfladisk …

Og så må jeg vist erkende at min faglige stolthed alligevel viser sig gang på gang, især når jeg ser disse køkkenbordsblogkoreografer i selvsving. Jeg læser simpelthen ikke en nok så læseværdig blog, hvis den ikke er grafisk læsevenlig.

—–

Og så må har jeg lige læst alle de øvrige kommentarer og må konstatere at lægfolk ikke giver typografer megen “credit”, sikkert fordi man generelt ikke forstår de typografiske virkemidler.

Et andet problem mht. layout er at flertallet af bloggere kun har mulighed for at bruge standardskabeloner af varierende, men generelt, ringe kvalitet.

Et punkt i kommentarerne her er at man kan bruge fed og kursiv, det giver jeg ret i. Hvis man holder sig til kursiv som “highlighter” af visse nøgleelementer i en tekst og “fed” til links, og bevarer den stil i alle indlæg, så lærer ens læsere hurtigt det og vil ubvevidst opleve teksten som let at læse. Konsekvent brug er væsentligt.

Og slutteligt vil jeg give Line ret mht serviceniveauet. Man kan sagtens skrive frit fra leveren og så lige give teksten en hurtig tyografisk overhaling før man trykker på “Publish”. Jeg kunne aldrig drømme om ikke at gøre det. Aldrig!

Disse var ordene …
——

Slagtenhelligko er et godt eksempel med læsevenlig tekst MED seriffer. Skrifttypen er velvalgt og i en god og læsevenlig størrelse.

Amen!

—–

Læs også de mange holdninger til mellemrubrikker, læsbarhed og blogindlægs længde og nerve i forbindelse med det oprindelige indlæg.

Og hvis nogle af jer derude kender til blogs, der har løst den visuelle side af sagen (typografi, billedbrug, header, navigation etc) vil det også være meget velkomment med et par links her i kommentar-feltet…

%d bloggers like this: