Get ready to win – kunsten ikke altid at gøre det så svært for sig selv
by Nadja
Siden mine forældre flyttede til Beijing for fem år siden, har vi spillet Mah Jong til den store guldmedalje. Det er et kinesisk spil, hvor reglerne mest af alt minder om kortspillet rommy og hvor hjerter-spar-ruder-og-klør er erstattet af poetiske navne og symboler som drager, blomster, vinde og lanterner. (Billedet viser dog min fantastiske moderne unika-version tegnet af Jan Oksbøll Callesen)
Hvorom alting er: En gang havde min mor hyret en Mah Jong-lærerinde til os – og jeg skal love for, at hun fik vendt op og ned på vores spilstrategier. Indtil da havde vi gjort os meget umage for at lave de flottest og sværet mulige kombinationer med de sjældne honør-brikker. Men lærerinden gentog igen og igen “Get ready to win”. I hendes optik handlede det om at afslutte spillet hurtigst muligt – og derved løbe med sejren. Og på vej mod målet slagtede hun gerne honørbrikkerne. Så vi løb af med knap så imponerende sejre. Men det var dog sejre. Som det var værd at fejre.
Hun hersede især med mig: “Du sætter alt for mange barrierer op for dig selv”. “Se bare at blive færdig hurtigt.” “Pyt med pointene.” “Du skal gøre det let for dig selv.” “Tænk i sandsynligheden for succes, hver gang du vælger eller fravælger en brik.”
Aaaargh. Altså virkelig arghh. For pludselig gik op for mig, at jeg er ude af stand til at vælge de lette de løsninger. Det ligger dybt rodfæstet i mig altid lige at ville yde noget ekstra. Og det er jo rigtig godt i rigtig mange sammenhænge, og jeg vil ikke opfordre nogen – og mindst af alt mig selv – til at slække på kvalitetskrav, livsdrømme og ambitioner, når det gælder de vigtige overordnede ting… MEN når det kommer til mange banale hverdagssituationer, er jeg efterhånden begyndt at høre lærerindens mantraer i baghovedet.
For hvor kommer jeg dog tit til at sætte barren unødigt højt for sig selv. Fordi jeg har opstillet nogle succeskriterier for mig selv, mit liv og mit levned, der er nærmest umulige at indfri. Eller fordi jeg blindt har overtaget nogle retningslinjer, der måske nok er rigtige og fornuftige sådan helt generelt, men som ikke nødvendigvis er rigtige for mig. Og det er ikke alene unødvendigt. Det er dumt.
For hvorfor sætte sig selv bagud på point, når man ligeså godt kunne gøre sig ‘ready to win’?
Nadja Pass 
Hvis du vidste hvor mange piger – inklusiv mig selv – jeg kender, der har det sådan… Vi vil gøre det godt – nej, vi vil sgu gøre det fantastisk! Men dette skal ikke bare være en jammer-kommentar om hvordan vores køn, vores tid, vores barndom eller whatever har sat os i en position hvor vi sætter alt for høje krav til os selv. For vi får sgu også præsteret nogle ret utrolige ting – og det synes vi jo er mega fedt. Så jeg tror det gælder både at kende sit potentiale og at kende sine grænser. Og så selvfølgelig – som du siger – at vide at den lette løsning nogle gange faktisk også er den bedste løsning…
Du har evigt ret – store krav og forventninger til sig selv er absolut noget af det, der får os til præstere og gøre ting langt ud over det nødvendige og sædvanelige.
Jeg tror bare, at vi (eller i hvert jeg) skal blive bedre til at vælge og prioritere, hvornår det betyder noget for os at yde ekstra – og hvornår det er mindre vigtigt. For ellers risikerer det uvigtige at sluge tiden og energien fra de vigtigere projekter…