At bruge eller ikke bruge mellemrubrikker på bloggen?
by Nadja
Det måtte jo komme… jeg har længe vidst, at mine blogindlæg er laaaaange. Alt for lange til den lille hurtige haps, genren ellers lægger op til.
Og så til Blogforum forleden trængte min med-sprog-fetishist Line fra Blogbogstaver mig op i en krog og spurgte, om jeg nogensinde havde overvejet at bruge mellemrubrikker.
Krympe, vride, krympe, forsvare sig det bedste man har lært…
For jeg ved jo godt, at mellemrubrikker er de skønneste ankre for læseren i en lang tekst. At det lokker læseren videre, så man ikke går død. At de ‘framer’ hele det næste afsnit, forventningsafstemmer eller overrasker. Pirrer. Ja… er det ikke ligefrem mig, der i min som sprogkonsulent for diverse danske virksomheder gang på gang hylder mellemrubrikkerne og med lind hånd bruger dem som garniture til enhver tekst, jeg får lov at komme i nærheden af?
Hvorfor er det så, at jeg her på bloggen konsekvent undlader at bruge dem, selvom jeg udemærket godt ved, at de ville øge sandsynligheden for at mine indlæg blev læst til ende betragteligt?
Som jeg allerede svarede, da jeg forleden febrilsk fægtede for min ret til at udelade mellemrubrikkerne, er det for mig meget et spørgsmål om genre. Ikke bloggen som genre som sådan – her forbryder jeg mig alene ved længden på indlæggene allerede markant mod genrekonventionerne – men så den genre jeg selv har skabt for nadjasreflexioner. For selvom jeg ikke konkret har sat ord på framingen – og framingen i øvrigt har re-framet sig selv mange allerede – så er den røde tråd gennem indlæggene vel, at der er plads til reflexion. Og de reflexioner må gerne være noget mere rodede, ukurante, dagbogsagtige, åbne, usikre i spyttet, slash/ificerede her på bloggen, end de må i min mere ‘profesionelle’ skrivning. Og for mig hører mellemrubrikkerne nok til i den mere budskabsorienterede del af skriveuniverset – og derfor ville de føles forkerte her på bloggen.
Det fik Line og jeg lang til at gå med på dejlig nørdet vis. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, hvad I derude tænker om den sag… hvis nogen af jer altså overhovedet har orket at læse dette indlæg til ende, når jeg nu så stædigt holder fast i længden og de manglende mellemrubrikker .-)
Nadja Pass 
Brev til en ukendt læser
Kære læser.
Nu når du læser dette, sætter du dig med din kop kaffe, ligesom jeg for en tid siden har siddet med min kop mokka.
Thé er bloggerens drik
Der er dog en sandsynlighed for, at du sidder med en kop thé, for natten er bloggerens tid på døgnet, og på dette tidspunkt vil mange foretrække thé fremfor kaffe. Kaffe er med andre ord bonkammerat med insomnia.
Darjeeling storfavorit
Min personlige bonkammerat udi théens verden er Darjeeling, en mild og alligevel nuanceret thé. Det giver varme helt ind i knoglerne at sidde under et tæppe og drikke denne théernes champagne, som den også kaldes.
Blogosfæren – den nye thésalon
Når man så sidder dér med sit tæppe godt op om ørerne, er det dejligt at kunne sætte sig med sin bærbare og gå ind i blogosfærens hverdagsfilosofiske rum, uden at man behøver bevæge sig udenfor en dør. Det giver associationer til tidligere tiders thésaloner, blot mere uformelt, og uden det samme filter.
Kærlig hilsen
Levende
Efterskrift
For Helvede da, hvor det dog bare ikke fungerer med mellemrubrikker i det ukrudtsbed af tanker i løs vægt, som blog-genren er. Det u-formelle, u-professionelle, u-gennem-igennemtænkte. Det der lige så godt kunne være et brev til en ukendt læser som det kunne være mentale noter til mig selv.
Jeg synes sagtens du kunne begynde at bruge nogle underrubrikker – bare soerg for at de alle indeholder mindst to skraastreger og/eller/maaske et spoergsmaalstegn?
Jeg har også selv overvejet mellemrubrikker – da jeg skrev på Politiken.dk var det et must, for på nettet vælger mange at skimme i stedet for at læse hvert ord. Så lad os se, hvem der først går i gang med det…. eller måske skriver vi bare for langt ;-)
Nu melder den store stygge mellemoverskriftspørgsmålsstiller sig på banen ;-). Det er nok bare, fordi jeg er en doven læser, eller måske snarere skimmer-typen. Og derfor mangler jeg nogle orienteringspunkter i lange tekster, så jeg selv har mulighed for at plukke eller slå ned eller netop fanges ind af andet end overskrift og tekst, som skal læses forfra.
Men som vi (Nadja og jeg) også talte om på Blogforum, så er mellemoverskrifter muligvis lidt for journalistiske i forhold til de meget essayistiske tekster, som du Nadja skriver her på bloggen.
Kunne man evt. forestille sig, at du fremhævede centrale ord med fed eller noget, så man kunne angribe teksten via dem…. nej jeg ved det ikke. Det kan jo misforstås som links. Nej, jeg ved det ikke… Men glæder mig til at se, hvad andre har af meninger… kan jo se at Karin gør sig de samme overvejelser :-)
Jeg har selv tumlet med tanken, fordi jeg også har det med at væve løs i alt for lange indlæg uden hoved og hale. Jeg har endda også benyttet mig af mellemrubrikker nogle gange.
Og det virker. Jeg var meget glad for at bruge dem, de gange jeg gjorde det, men det er stadig en sjældenhed. Mine blogindlæg er sjældent gennemtænkte og gennemstrukturerede, og derfor er det ofte umuligt at sætte en sigende overskrift på de forskellige afsnit.
Det synes jeg er helt ok i blogs, selv om det ville være dejligere for læseren med mellemrubrikker. Jeg skal nok blive ved med at læse dine lange indlæg, men mellemrubrikker ville helt sikkert ikke ødelægge noget.
Det at blogge er for mig en tankeproces i sig selv. Sådan lidt a la første udkast. Og det der med mellemrubrikker og organisering i det hele taget er for mig noget, der kommer til senere i skrive- (og tænke-)processen.
Hvis bloggen er en samtale (og det synes jeg at den er) så må det også være i orden at fyre sine tanker af som de kommer – sådan lidt ligesom når man ringer til sin veninde og siger “jeg har tænkt lidt over [lang svada], hvad synes du om det?”. Eller det er måske bare mig, der gør sådan? :-)
Jojo – I har da ret…. men det er jo trods alt en tankeproces, som I ønsker læst. Så man kunne jo drille jer lidt og sige, at det der med at være for doven til at strukturere det, det er nåja… ikke helt læservenligt…. nå, der bevægede jeg mig ud i centrum på øretævernes holdeplads :-)
Tag ikke fejl af, at en samtale, altså en mundtlig samtale også er struktureret. Vi vil konstant søge bekræftelse på, at den lyttende er med på vores struktur og tankestrøm. Og er lytteren/samtalepartnere ikke det, ja så enten stopper samtalen, eller også vil det være op til den talende at vinde den lyttendes opmærksomhed igen…
Nå, men det er ikke sikkert, at det behøver være mellemoverskrifter. Billeder kunne også hjælpe tingene på vej…. eller noget helt tredje.
[…] Nadja har i sin blog skrevet om blog-genren, hvilket fik mig til at tænke på, at på samme måde som der findes skrive-genrer, så findes der også genrer i det levede liv – altså rammer for hvordan vi synes vi skal gøre dette og hint. […]
@ jer alle sammen…
Nåda, så skal jeg ellers lige love for, at der kom gang i kommentarerne… og det er virkelig interessant at læse jeres forskellige vinkler på sagerne. Viser, at det ikke kun er mig, der tumler med de spørgsmål…
Som delkonklusion vil jeg sige (og ja, jeg ved godt, at det ikke er en særligt original delkonklusion) at det afhænger fuldstændig af bloggens indhold – og også af indlæggets indhold/form/pointe struktur.
Jeg kan godt forestille mig at begynde at blande mellemrubrikker ind indimellem, når og hvor det passer til indholdet. For eksempel kan de mere faglige indlæg om motivationsretorik godt klare et par mellemrubrikker i ny og næ – mens nogle af de mere essayistiske indlæg/epistler måske får lov at stå i deres fulde ubrudte længe. Andre kan brydes af billeder – og ja, Line, jeg er da også blevet tændt på at drysse lidt rundt med fremhævninger og slige sager :-)
Og ja, Karin, så vil jeg heller ikke udelukke, at øvelsen primært handler om at skrive kortere og mere pointeret i mange af tilfældene, selvom jeg nu nyder både at skrive og læse de mere snirklende vindinger.
Levendes fiktive brev er et virkelig interessant eksempel. På den ene side er det et flot show-don’t-tell-eksempel, der tydeligt viser, hvordan mellemrubrikkerne slår den fine lille tekst i stykker. Og at det kan virke malplaceret at bruge dem i et personligt brev.
På den anden side må jeg jo også indrømme, at mellemrubrikken ‘Darjeeling favorit’ straks påkaldte sig min opmærksomhed, da jeg åbne kommentaren – og dermed i sig selv viser, hvor effektive den slags (især hvis de i sig selv er haiku-poetiske som denne) tiltrækker sig opmærksomhed.
Og det leder så igen til spørgsmålet, om det er godt eller skidt, at den får lov at bryde/tage duften af overraskelserne i den fine lille poetiske brødtekst…
Tilføjelse fra mig… jamen det er da helt korrekt, at levendes brev med mellemrubrikker ikke fungerer optimalt med mellemrubrikker. Men det handler jo om, at det – eller de fleste -personlige(e) brev(e) er en helt anden genre med helt andre genreforventninger tilknyttet.
Det er absurd at bryde et personligt brev op med mellemrubrikker og dermed accentuering af pointer eller emner, fordi det personlige brev implicerer en forhåndsinteresse fra sin læser, al den stund at den skrivende og læseren er knyttet sammen via andre berøringsfladen end brevets skriftlige kontakt. Og relationskommunikationen implicerer således – mellem venner, bekendte, familie og andre personlige relationer – både tiden før brevet og tiden efter.
Nu kan I hævde, at der er også er meget relationskommunikation i bloggen og i særdeleshed i den essayistisk udformede blogpost. Indrømmet. Men kun til en vis grad. Relationskommunikationen er delt ud på både kendte og udkendte læsere og står således svagere end i person-til-person-brevet. Fokus er i højere grad den skrivendes fokus og tankesæt/-række end det er den læsendes.
Indholdskommunikationen spiller derfor en langt større rolle på bloggen. Og vi er derfor nødt til at blive indfanget et nogle kroge. Og der er krogene til blogejeren ikke altid en stor nok indfanger i sig selv, hvis teksten er meget lang.
Nu taler vi så genrer, og jeg må jo selvsagt tage det forbehold, at dette netop er en diskussion om en genre (bloggen), der ikke ligger fast i en bestemt form, og som heller ikke SKAL ligge fast i en bestemt form. Det er jo netop bloggens styrke.
Men genrebegrebet eller genregenkendelsen hos os alle fungerer jo netop på den måde, at vi blive sporet ind på, hvad vi kan forvente os. Hører vi ordene “TV-Avisen godaften” jamen så er vi allerede sporet ind på en forventning om genres formidlingsform og de historier, vi nu skal lytte til. Og alt hvad vi IKKE kan forvente. Det er en fordel. Og det sparer os for meget energi og forvirring. Vi er PÅ fra starten.
Med bloggen, jamen der er forventningen jo, omend svær at indfange, så dog alligevel, at her kommer en persons registreringer, tanker, observationer til udtryk. Men hvad gør det, at vi bliver hjulpet på vej i dette – at vi kan vælge til og vælge fra, alt afhængig af hvad vores interesser går på? Det er blot i den sammenhæng, at jeg synes, at ‘læserhjælpen’ kan være en fordel.
Line, jeg følger dig langt hen ad vejen – og du kan tro, at det har simret meget i baghovedet siden vores snak, hvordan jeg kan lave flere læserkroge. Som jeg også skrev ovenfor tror jeg p.t. at jeg vil lade det variere fra indlæg til indlæg – og også benytte forskellige former for opbrud/kroge.
Ikke mindst fordi jeg også selv bliver en stadigt mere utålmodig skimmer, når jeg læser.
Men hvor er det til gengæld fedt, når jeg en gang i mellem virkelig bliver trukket ind i en laaaang tekst, der er så velskrevet, at jeg grundigt smager på hvert et ord. Den slags bliver der stadigt færre af – og det heller ikke fordi jeg bilder mig ind, at mine egne blogindlæg falder ind under det kvalitetsniveau. Men jeg må altså trods alt stædigt argumentere for, at vi bliver ved at prøve. Både at skrive og at læse dem. For ellers bliver vi stadigt mere dovne – og ender med kun at lægge energi i mellemrubrikkerne, fordi ingen længere læser brødteksterne…
Et kamp mod vindmøller og mediestrukturer måske – men det er så en af de kampe, jeg er villig til at tage, selvom det absolut ikke er en ‘get ready to win-situation’ ( https://nadjasreflexioner.wordpress.com/2006/10/12/get-ready-to-win-kunsten-ikke-altid-at-g%c3%b8re-det-sa-sv%c3%a6rt-for-sig-selv/ ) at sætte mig selv i…
Jeg har undladt at læse de mange (lange) kommentarer og vil blot konstatere at dit indlæg er skrevet i et letlæseligt sprog og typografi. Linieafstanden, eller hedder det “linje” på nydansk, efter endte sætninger gør teksten overskuelig.
Sagde typografen, som holder af lange, meningsfulde tekster. Det er lidt som med “slow cooking” bevægelsen, ordene smager bedre og er mere saftige jo længere tid man tager sig …
@ Irene
Dejligt med en kommentar fra en anden faglig, men mindst ligeså relevant, kant.
Og ja, ord wordpresset over en sagte ild skal man absolut ikke kimse ad :-)
Nadja, de sande typografer ville sige “den eneste relevante faglige kant”, når det kommer til læselethed. Nuvel, jeg arbejder ej mere i faget og er lider ikke af indbildt faglig stolthed.
Synes dog liniereturen er en stor hjælp i lange tekster på blogs. Spontaniteten i læsningen går tabt med mellemrubrikker i en blog, synes jeg. Man opnår avislignende indlæg, som ser for “professionelle” ud …
Koreografien af en blog er væsentlig.
@ Irene
Fascinerende begreb…blogkoreografi…
Falder fint i tråd med, at man også tale om orkestrering :-)
Selvom du så officielt har forladt faget ville jeg være meget nysgerrig efter at høre dine andre overvejelser/tips/forslag i retning af velkoreograferede blogs…
Hvad skal der til og hvad skal man undgå i følge dig? Do share! Rigtig interessant!
Nadja, i min estimering er vi alle selvkoreograferede i blogverdenen. Det er den ultimative, selviscenesatte exhibitionisme. Nuvel, det er en anden snak end lige den om form.
Lange tekster er svære at læse på en skærm, øjet har svært ved at følge linieovergangen, derfor er sætningslinjereturen efter min opfattelse essentiel.
Desuden er det betydeligt lettere at læse sans serif skrifttyper på en skærm. Den skrifttype du bruger på din blog er med seriffer og svær at læse. Det i kombination med lange tekstindlæg gør en lang og kompleks tekst endnu sværere tilgængelig. (Det modsatte gør sig, i grove træk, gældende på tryk).
Desuden er det vigtigt at have en god punktstørrelse på skrifttypen på bloggen. Personligt synes jeg din er for lille og derfor svær at læse (især i kombination med serifferne). Punktstørrelsen på min egen blog er også for lille i kombination med serifferne, men jeg kan ikke hitte ud af at ændre det og kan godt lide designet på min egen blog i øvrigt og “lever med denne mangel”. (Klaus på Amazing Space har f.eks. en god og læsevenlig skriftstørrelse på sin blog).
Jeg er ikke fan af mellemrubrikker på blogs, årsagen er at teksten opleves som for “professionel” og noget af den umiddelbare, rigtigt-menneske-bag-teksten-følelse går tabt.
Jeg bryder mig heller ikke om farvede baggrunde til brødteksten, hvis man har en baggrundsfarve skal man være meget påpasselig med farvekombinationen. På sort baggrund med farvede (eller hvide) typer er selv små tekstbidder umådeligt anstrengende at læse.
Det blev til en lang smørre og dog så overfladisk …
Og så må jeg vist erkende at min faglige stolthed alligevel viser sig gang på gang, især når jeg ser disse køkkenbordsblogkoreografer i selvsving. Jeg læser simpelthen ikke en nok så læseværdig blog, hvis den ikke er grafisk læsevenlig.
Og så må har jeg lige læst alle de øvrige kommentarer og må konstatere at lægfolk ikke giver typografer megen “credit”, sikkert fordi man generelt ikke forstår de typografiske virkemidler.
Et andet problem mht. layout er at flertallet af bloggere kun har mulighed for at bruge standardskabeloner af varierende, men generelt, ringe kvalitet.
Et punkt i kommentarerne her er at man kan bruge fed og kursiv, det giver jeg ret i. Hvis man holder sig til kursiv som “highlighter” af visse nøgleelementer i en tekst og “fed” til links, og bevarer den stil i alle indlæg, så lærer ens læsere hurtigt det og vil ubvevidst opleve teksten som let at læse. Konsekvent brug er væsentligt.
Og slutteligt vil jeg give Line ret mht serviceniveauet. Man kan sagtens skrive frit fra leveren og så lige give teksten en hurtig tyografisk overhaling før man trykker på “Publish”. Jeg kunne aldrig drømme om ikke at gøre det. Aldrig!
Disse var ordene …
Slagtenhelligko er et godt eksempel med læsevenlig tekst MED seriffer. Skrifttypen er velvalgt og i en god og læsevenlig størrelse.
Amen!
[…] Læs også de mange holdninger til mellemrubrikker, læsbarhed og blogindlægs længde og nerve i forbindelse med det oprindelige indlæg. […]
Tja, lige som diskussionen eksploderede i lutter interessante indlæg fra en masse, der er mere fagfolk end mig, så tog jeg på efterårsferie. Mit besyv kommer så her en uge forsinket…
Line, jeg er enig med dig i, at bloggenren adskiller sig fra brevgenren ved (bl.a.) at have en større og bredere læserskare. Det er mere frivilligt for bloglæsere end brevlæsere, om de vil læse en blogpost. Selvom Nadja og jeg læser hinandens blogs, og selvom vi er venner i livosfæren, så stiller vi ikke hinanden til regnskab for, om vi nu har læst hinandens blogs, på samme måde som hvis vi skrev et brev eller en mail.
Således skal blogteksten “sælge” sig selv mere end et brev skal. Og læsevenlighed er derfor kraftigt at foretrække.
Jeg tror dog stadig ikke helt på mellemrubrikken. Den minder for meget om en “professionel” tekst. Ikke at dét er dårligt i sig selv, tværtimod, men lige så meget som jeg værdsætter gennemtænkte og vel-editerede tekster, så ELSKER jeg ganske enkelt vildtvoksende tekster, der vokser mens de skrives.
Det er min erfaring, når jeg læser tekster i forskellige fora og genrer, at det er muligt at skabe overblik og læsbarhed på andre måder end ved hjælp af mellemrubrikker. På nettet fx hjælp af kortere passager (som sandsynligvis har en passende fagterm jeg ikke kender).
… eller bare øve sig i at skrive kortere blogposts :-)
Og PS til Irene – rigtig gode typografiske overvejelser, tak for dem!