Nadja Pass

oktober 12, 2006

Nedtælling til OL i Beijing

Herhjemme tænker man ikke så meget over det – og jeg har lige været i et møde hvor et par af deltagerne i ramme alvor snakkede om, at der jo var OL til næste år (2007). Men i Beijing er man ikke et sekund i tvivl om, hvor lang tid, der er til OL i Beijing 2008.

Olympiske Pandaer

Det første, der møder en, når man kører fra lufthavnen ud på The Airport Express Road (p.t. ikke særligt express, fordi Beijing lider af forstoppelse med de mange nye biler, der dagligt kommer til) er en stor skultur med minutiøs nedtælling til de olympiske lege begynder.

En af de store opsatser på den himmelske freds plads forestillede de fem (sic!) pandamaskotter i fri og lystig leg – og på hvert gadehjørne kan man købe OL-maskotter, OL-kasketter og OL-T-shirts i alle størrelser.

Plastic Pandaer
Blomsterdekorationerne og de mange anlæg langs de store veje bliver lagt om, så de sprudler af de olympiske farver og symboler. Og så er der byggerierne (dem har der nu været ekstremt mange af hele tiden, men på det seneste er det eksploderet). Ny metro, nye stadioner, nye hoteller, nye ringveje. Nyt, stort og flot. Og derfor er det nye byplanlægningsmuseum også virkelig et besøg værd, fuld af sjove modeller, visioner og arkitektur-modeller.

Model af Beijings Olumpiske Stadionmodel-af-den-olympiske-by.JPGModel af CCTV-bygningen

Bare en lille læser-oplysning i tilfælde af, at nogen lige skulle være på vej forbi den Forbudte By og omegn…

Advertisement
2 kommentarer
oktober 12, 2006

Så så man lige mig være blevet lige så gammel som Maud

Bare lige en hurtig tanke, som jeg ikke rigtig har kunnet abstrahere fra siden jeg lørdag aften landede efter en lang flyvetur og tændte for Matador (den ultimative komfort-tv) for første gang i mange år…

Og hvad så jeg? Jeg så Mads Skjern, Frk. Friis og Ingeborg være på min alder…

Og allermest vildt: Maud og jeg må være ca. lige gamle… For lidt hurtig hovedregning (man fik børn yngre dengang og hendes ældste skal starte i skole – er altså ca. 6 år gammel), at hun højst er omkring de 30 her i de første afsnit.  (så som 32-årig er det ovenikøbet lidt en tilsnigelse at kalde os jævnaldrende).

Bumbum…gad egentlig vide, hvor gammel Misse Møghe skal illudere at være. Nok ikke så gammel som hun virker… gad vide om jeg skriver et lignende blogpost, når jeg om 20 år ser Matador som podcast (eller hvad det hedder til den tid). Identificerer jeg mig så med Misse…?

oktober 12, 2006

At bruge eller ikke bruge mellemrubrikker på bloggen?

Det måtte jo komme… jeg har længe vidst, at mine blogindlæg er laaaaange. Alt for lange til den lille hurtige haps, genren ellers lægger op til.

Og så til Blogforum forleden trængte min med-sprog-fetishist Line fra Blogbogstaver mig op i en krog og spurgte, om jeg nogensinde havde overvejet at bruge mellemrubrikker.

Krympe, vride, krympe, forsvare sig det bedste man har lært…

For jeg ved jo godt, at mellemrubrikker er de skønneste ankre for læseren i en lang tekst. At det lokker læseren videre, så man ikke går død. At de ‘framer’ hele det næste afsnit, forventningsafstemmer eller overrasker. Pirrer. Ja… er det ikke ligefrem mig, der i min som sprogkonsulent for diverse danske virksomheder gang på gang hylder mellemrubrikkerne og med lind hånd bruger dem som garniture til enhver tekst, jeg får lov at komme i nærheden af?

Hvorfor er det så, at jeg her på bloggen konsekvent undlader at bruge dem, selvom jeg udemærket godt ved, at de ville øge sandsynligheden for at mine indlæg blev læst til ende betragteligt?

Som jeg allerede svarede, da jeg forleden febrilsk fægtede for min ret til at udelade mellemrubrikkerne, er det for mig meget et spørgsmål om genre. Ikke bloggen som genre som sådan – her forbryder jeg mig alene ved længden på indlæggene allerede markant mod genrekonventionerne – men så den genre jeg selv har skabt for nadjasreflexioner. For selvom jeg ikke konkret har sat ord på framingen – og framingen i øvrigt har re-framet sig selv mange allerede – så er den røde tråd gennem indlæggene vel, at der er plads til reflexion. Og de reflexioner må gerne være noget mere rodede, ukurante, dagbogsagtige, åbne, usikre i spyttet, slash/ificerede her på bloggen, end de må i min mere ‘profesionelle’ skrivning. Og for mig hører mellemrubrikkerne nok til i den mere budskabsorienterede del af skriveuniverset – og derfor ville de føles forkerte her på bloggen.

Det fik Line og jeg lang til at gå med på dejlig nørdet vis. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, hvad I derude tænker om den sag… hvis nogen af jer altså overhovedet har orket at læse dette indlæg til ende, når jeg nu så stædigt holder fast i længden og de manglende mellemrubrikker .-)

21 kommentarer
oktober 12, 2006

Get ready to win – kunsten ikke altid at gøre det så svært for sig selv

Mah Jong de luxe
Siden mine forældre flyttede til Beijing for fem år siden, har vi spillet Mah Jong til den store guldmedalje. Det er et kinesisk spil, hvor reglerne mest af alt minder om kortspillet rommy og hvor hjerter-spar-ruder-og-klør er erstattet af poetiske navne og symboler som drager, blomster, vinde og lanterner. (Billedet viser dog min fantastiske moderne unika-version tegnet af Jan Oksbøll Callesen)

Hvorom alting er: En gang havde min mor hyret en Mah Jong-lærerinde til os – og jeg skal love for, at hun fik vendt op og ned på vores spilstrategier. Indtil da havde vi gjort os meget umage for at lave de flottest og sværet mulige kombinationer med de sjældne honør-brikker. Men lærerinden gentog igen og igen “Get ready to win”. I hendes optik handlede det om at afslutte spillet hurtigst muligt – og derved løbe med sejren. Og på vej mod målet slagtede hun gerne honørbrikkerne. Så vi løb af med knap så imponerende sejre. Men det var dog sejre. Som det var værd at fejre.
Hun hersede især med mig: “Du sætter alt for mange barrierer op for dig selv”. “Se bare at blive færdig hurtigt.” “Pyt med pointene.” “Du skal gøre det let for dig selv.” “Tænk i sandsynligheden for succes, hver gang du vælger eller fravælger en brik.”

Aaaargh. Altså virkelig arghh. For pludselig gik op for mig, at jeg er ude af stand til at vælge de lette de løsninger. Det ligger dybt rodfæstet i mig altid lige at ville yde noget ekstra. Og det er jo rigtig godt i rigtig mange sammenhænge, og jeg vil ikke opfordre nogen – og mindst af alt mig selv – til at slække på kvalitetskrav, livsdrømme og ambitioner, når det gælder de vigtige overordnede ting… MEN når det kommer til mange banale hverdagssituationer, er jeg efterhånden begyndt at høre lærerindens mantraer i baghovedet.

For hvor kommer jeg dog tit til at sætte barren unødigt højt for sig selv. Fordi jeg har opstillet nogle succeskriterier for mig selv, mit liv og mit levned, der er nærmest umulige at indfri. Eller fordi jeg blindt har overtaget nogle retningslinjer, der måske nok er rigtige og fornuftige sådan helt generelt, men som ikke nødvendigvis er rigtige for mig. Og det er ikke alene unødvendigt. Det er dumt.

For hvorfor sætte sig selv bagud på point, når man ligeså godt kunne gøre sig ‘ready to win’?

2 kommentarer
%d bloggers like this: