Nadja Pass

OK – jeg indrømmer blankt, at jeg havde blog-abstinenser efter 14 dage i Kina, hvor adgangen til min blog var blokket. Så hvis vi ser bort fra banale detaljer som jetlag og ophobet arbejdspres i denne uge p.g.a. sammenlagt en måneds udlands-trip, passede det simpelthen perfekt, at Blogforum 2 løb af stablen morgenen efter, at jeg landede.

Nu var jeg så grundet jetlag etc ikke den mest aktive smalltalker/indlægsbidrager netop den dag – men det var sgu fedt. Fedt fordi der var en dejlig vekslen mellem håndholdte indlæg og gode samtalerunder – og fedt fordi der var den der helt særlige stemning af kombineret “løft i flok”, “hvor svært kan det være” og “vi giver gerne hinanden en hånd”-mentalitet, der har vist sig at være meget karakteristisk for blogmiljøet – og dermed gør alle fordomme om asociale individer der sidder ensomme bag hver deres skærm til skamme.

Eller lad mig bare være helt konkret…

Thomas sender en løs inviation til planlægningsmøde ud til en bunke temmelig travle mennesker. 10-12 stykker møder trods tømmermænd og træthed op en højhellig søndag morgen hos Line, der lige har bagt kanelsnegle til lejligheden. Og efter et par intense timers brainstorming på form og indhold går alle hjem og blogger om deres tanker – og opfordrer alle læsere til at bidrage med ideer til programmet på wikien, der også er lavet i løbet af o,5.

<<<Her var det så, at jeg lige stemplede ud i en måneds tid og overlod resten af planlægningen til de andre…og jeg kan forstå, at det ikke krævede mere end et enkelt møde og en masse øl før programmet lå fast og opgaverne var fordelt>>>

Selve dagen blev så introduceret i fællesskab af alle planlæggerne, der på håndholdt vis vendte sig om mod stikordene på den dertilhørende wiki – og fortalte hvad dagen ville byde på. Og så gik det ellers slag i slag med forskellige indlæg og open space-samtaler. Og ved udgangen stod så en over size tipping jar hvor man efter formåen/formuen kunne bidrage til lokalelejen, så ingen hang på en større udgift.

Sværere var det åbenbart ikke at skabe en hyggelig, dejlig og meget inspirerende dag. Fordi der blev løftet i flok. Eller for at bruge Thomas’ eget eksempel i forbindelse med hans indlæg:

“Jeg havde lovet at tage forlængerledninger med, fordi jeg har en masse liggende på loftet. Men jeg kunne ikke finde dem, og pludselig blev det ret uoverskueligt. Tilsidst sms’ede jeg til nogle stykker, om ikke de kunne tage et par stykker med hver – og her til morgen lå der så en stor bunke forlængerledninger.”
 

Det gjorde der sandelig – og efterhånden som deltagerne laptops løb tør for strøm, forgrenede de sig ovenikøbet til et fint lille brugerskabt net udover gulvet… (også tak til Thomas for den metafor, som han oprindeligt nævnte i forbindelse med Reboot. det ledningsnetværk har unægtelig været i noget større skala, men jeg kunne godt se pointen, da Blogforum var slut og ledningerne lå tilbage)

Og hvad kan man så lære af det? At alt, alt for mange gode ideer, initiativer og arrangementer aldrig bliver til noget, fordi idemagerne lider af overdreven perfektionisme eller ikke tør bede om hjælp til planlægningen. Men det fungerer tilsyneladende rigtig godt, hvis man tør give slip og give andre mulighed for at være med til at præge det hele.

For ærligt talt: Hverdagen drukner nemt i nystrøgne konferencer med slicke powerpoints. Når man mødes en søndag for bloggens, hyggens og det gode selskabs skyld er det i sig selv en kvalitet, hvis det hele ikke er så friseret.