Nadja Pass

Jeg har tidligere her på bloggen rost Marcus Rubins fantastiske kronik Kaddish, hvor han fortæller, hvordan han håndterede sin mors død. At være i sorg midt i et hypereffektivt samfund, hvor man kun i afmålte ‘sorgperioder’ har lov at være fra den, stemple ud. At sørge i et samfund, der har glemt hvordan man sørger, droppet ritualerne. Under sin sorg fandt han en bog om den jødiske sørgetradition ‘Kaddish’, der går ud på at bede for den døde hver dag i et år efter dødsfaldet. Og han videreudviklede sin egen tradition på den baggrund.

Nu er jeg netop stødt på en ny blog, der – inspireret af Rubins kronik – vælger at bruge blog-mediet som Kaddish over en nyligt afdød mor. Et år med blogposts om at sørge, reflektere over døden – blogget fremfor ‘dagboget’ i håbet om, at andre vil være med til at dele deres tanker om sorg, tab, livet, døden og det at miste dem, man holder af.

Modigt tænkt. Og et virkelig godt eksempel på, hvordan blogmediet i stadigt stigende grad skaber rum for det ellers usagte. Den tegner virkelig godt. En fin balance mellem råt, usødet, poetisk, perspektivrigt – og fuld af gode links til videre refleksion.

Skribenten introducerer sig selv på følgende måde:

Jeg er i live. Jeg er i sorg. Jeg er i et virvar af følelser og tanker. Jeg er 34 år, og min mor er netop død.

Fordyb dig selv i resten på www.levende.wordpress.com