Nadja Pass

Smil – det smitter

På Mellemsteder snublede jeg lige over et fint lille indlæg om Irmas klassiske hjerteklistermærker, der med begreber som “Smil, det smitter”, beviste for os, der er født i 70’erne, at det er helt rigtigt, at hvis man smiler til verden, smiler den tilbage til dig.

Nu, hvor jeg netop er vendt tilbage fra USA, får mindet om hjerteklistermærkerne mig til lige at slå et slag for en oldgammel kæphest (variation over temaet ‘Har du hjulpet en turist i dag?). For jeg kan ikke lade være med lige at påpege, hvor fedt det er, når buschauffører, kassedamer og forbipasserende på gaden, smiler og spørger, hvordan man har det. Vi nøgterne danskere har det med at afvise den slags som overfladisk, men altså… det smitter på den gode måde, når ens omgivelser med et smil og venlig hilsen anerkender ens tilstedeværelse i det offentlige rum. Smil, hils og hjælp – det smitter…

Irmas hjerteklisternærker på parkacoaten var et klasseeksempel på motivationsretorik og værdibaseret markedsføring. Tak, mellemsteder, for at have mindet mig om dem.

LEVENDE.wordpress.com – ny blog om at være i live, mens man sørger over sine nærmeste

Jeg har tidligere her på bloggen rost Marcus Rubins fantastiske kronik Kaddish, hvor han fortæller, hvordan han håndterede sin mors død. At være i sorg midt i et hypereffektivt samfund, hvor man kun i afmålte ‘sorgperioder’ har lov at være fra den, stemple ud. At sørge i et samfund, der har glemt hvordan man sørger, droppet ritualerne. Under sin sorg fandt han en bog om den jødiske sørgetradition ‘Kaddish’, der går ud på at bede for den døde hver dag i et år efter dødsfaldet. Og han videreudviklede sin egen tradition på den baggrund.

Nu er jeg netop stødt på en ny blog, der – inspireret af Rubins kronik – vælger at bruge blog-mediet som Kaddish over en nyligt afdød mor. Et år med blogposts om at sørge, reflektere over døden – blogget fremfor ‘dagboget’ i håbet om, at andre vil være med til at dele deres tanker om sorg, tab, livet, døden og det at miste dem, man holder af.

Modigt tænkt. Og et virkelig godt eksempel på, hvordan blogmediet i stadigt stigende grad skaber rum for det ellers usagte. Den tegner virkelig godt. En fin balance mellem råt, usødet, poetisk, perspektivrigt – og fuld af gode links til videre refleksion.

Skribenten introducerer sig selv på følgende måde:

Jeg er i live. Jeg er i sorg. Jeg er i et virvar af følelser og tanker. Jeg er 34 år, og min mor er netop død.

Fordyb dig selv i resten på www.levende.wordpress.com

Selvoptagelser – SÅDAN DR2 (igenigen)

Jeg er lige blevet gjort opmærksom på DR2s nye serie Selvoptagelser (mange point alene for navnet!), hvor forskellige kunstnere får lov at producere deres egne ideal-programmer.

Så et med den skønne digterinde Ursula Andkjær Olsen i går nat (perfekt programsætning for jetlaggede verdensomrejsere, men ellers ikke så brugervenlig genudsendelsestidspunkt – minuspoint for det). Og magen til sprogfornemmelse og musikalitet (i ord, billede og underlægningsmusik) i hendes fire små filmpoesier skal man lede længe efter.

Jeg synes, det er en rigtig spændende ide at give kunstnerne mulighed for selv at komponere det optimale program om deres kunst. For de bryder genren på en måde, der gør programmerne til et værk i sig selv. Og samtidig er det et spændende bud fra DRs side på, hvordan en etableret mediekoncern kan tackle hele ‘selvproduktionsbølgen’.

For når alle vi glade amatører ved hjælp af blogs, billeddeling, u-tubes og podcasting udvider mediebilledet med stadigt mere personlige vinkler, nicher og genrebrud stiller vi også nye krav til de etablerede mediers udvikling. Og her er det spændende at sige “100 % selvproduceret på en meget udvalgt og hyperprofessionel måde”. Rigtig mange pluspoint for det.

I næste uge er det Olafur Eliasons tur til at skabe et lille tv-værk – og det er bare øv, at jeg ikke er hjemme til at se det. For så vidt jeg kan se, er det ikke tilgængeligt på dr.dk… minuspoint for det – midt i alle plusserne…

Hjemme i andedammen for en kort bemærkning

276.jpg

Der har været et mindre ‘change of plans’, så jeg har kortet et par dage af min Seattle-tur… og i stedet tager over til mine forældre i Kina.

Så i to dage er jeg ‘inkognito’ tilbage i Danmark for lige at ordne nogle praktiske ting såsom visum og nye billetter (og ja – absurd nok havde det været kortere at tage den anden vej rundt om jorden, men der var en masse andet baks forbundet med det).

Det er en spøjs fornemmelse at være her – og så alligevel ikke rigtigt at være her. Og syret, at jeg sagtens kunne have skrevet de næste par blogposts somom jeg stadig var i Seattle – mens jeg faktisk sidder på Nørrebro…

Når jeg alligevel lige røber min geografiske placering i dag (Kbh) og de næste par uger (Beijing) er det, fordi jeg har på fornemmelsen, at blogadgangen fra Kina er blokket. Og derfor kommer jeg nok til at være meget stille i blogosfæren de kommende uger – selvom jeg egentlig har en masse ideer til posts. Jeg kan bare ikke nå at skrive dem, før jeg rejser videre.

Så sandsynligvis et par tavse uger herfra – men jeg håber, at I vil fortsætte kommentarstrømmen herinde, mens jeg er væk. For eksempel ville jeg være rigtig glad, hvis nogle af jer ville få smidt et par alternative afslutninger på ‘Konen med æggene’ ud i kommentarfelterne :-)

Og så skal jeg nok springe med ned i andedammen igen, så snart jeg er tilbage…

%d bloggers like this: