Præsentationer på dåse – hvordan undgår man at gentage sig selv i det uendelige?

by Nadja

Jeg læste lige et rigtig godt indlæg ovre hos Katrine. Det handlede om, hvordan munden snører sig sammen, når man igen og igen gentager sine egne formuleringer – i hendes tilfælde om forskningsprojektet, i mit tilfælde ofte om min iværksætterhistorie. Man kan næsten ikke holde ud at høre på sig selv… eller som Katrine meget præcist formulerer det:

Sagen er bare at den angst-for-at-blive-afsløret-som-sin-egen-efteraber kan få en til at sige noget nyt, når man bare skulle have gentaget sig selv, fordi dem man taler til, ikke har hørt de toptunede nøglesætninger før.

Den fornemmelse kender jeg kun alt for godt – og jeg skrev derfor en laaaang kommentar + et par gode råd til, hvordan man håndtere problemet… og ved nærmere eftertanke kan jeg jo ligeså dele de råd/pointer med jer også. Rundt omkring foldet lidt ekstra ud i forhold til  kommentaren ovre hos Katrine…

1) Jeg tager altid udgangspunkt i den konkrete situation/publimkummet. For de ændrer sig fra gang til gang – og derfor vil de konkrete detaljer, spørgsmålene ud i salen, vittigheder (hæ!), billederne og eksemplerne automatisk variere fra gang til gang. Så vidt muligt sørger jeg for at være til stede under hele konferencen, så jeg kan improvisere og trække tråde til de tidligere indlæg – hvilket både sikrer, at indlægget bliver så relevant som muligt og sætter mine egne udtalelser/pointer i nye perspektiver.

2) Jeg leger med formen snarere end med indholdet. Når jeg ikke kan – og i de fleste tilfælde heller ikke skal – ændre historien, prøver jeg i stedet at udfordre mig selv på en ny form. Det betyder, at min livshistorie/iværksætterhistorie efterhånden har været strukteret som alt fra alfabeter til atomariske edderkoppespind og legetøjskurve. De forskellige former tvinger mig til at fortælle de samme ting på en ny måde, så der trods alt er en lille udvikling i det fra gang.

3) Jeg husker mig selv på, hvor øv-agtigt det kan være at gå til koncert med sit yndlingsband – og de KUN spiller nye numre. Som band vil man jo helt sikkert gerne vise sin udvikling (op promovere det nye album) og man er dødtræt af at spille de samme numre, som er et udsnit af ens kunstneriske udtryk for 30 år siden. Men som publikum bliver man skuffet, hvis de ikke i det mindste spiller et par af de gamle numre, man havde glædet sig til. Så man skal ikke kimse ad genkendelsens glæde…

Men når alt det så er sagt, må jeg også sige, at det er meget, meget lettere at overtale mig til at komme og holde foredrag, hvis der er lagt en æggende vinkel nedover det. En vinkel der tvinger mig til at tænke det helt anderledes end jeg plejer :-)

Kort sagt tror jeg, det vigtigste af alt er at turde være ekstremt nærværende under præsentationen og i spørgerunden. Vise, at man er tilstede og ikke bare står og lirer det hele af. Ingredienserne er måske nok det samme, men der er alverden til forskel på, om man tilbereder og serverer dem som hjemmelavet slowfood – eller serverer pointerne ‘på dåse’…

Reklamer