Nadja Pass

Igår var Eden, hendes fire-årige søn Gabriel og jeg på et mini-hike til Snoqualmie Falls – kendt fra indledningen til Twin Peaks. Og mens vi voksne travede afsted i højt humør lige ud ad den snoede og tiltider temmelig stejle sti, var Gabriel som fire-årige flest her, der og allevegne. Fandt hemmelige stikveje, hule træer i gemte/glemte lysninger og tæpper af mos, der bare hang og ventede på at blive trukket til side for at se, hvad der gemte sig bag dem.

Og selvom vi så absolut tog os tid til at stoppe op, undersøge og fantasere, må Gabriels hovedindtryk have været de mange “Bliv nu på stien’er” og “Pas nu på’er”.

Og til sidst spurgte han “Hvorfor skal jeg blive på den store sti, når der er så mange andre mindre stier. De små er meget mere spændende”.

Arghhhh altså – Eden og jeg kiggede på hinanden, for hvis der er noget, der har bundet os sammen i de 13 år, vi har kendt hinanden, har det altid været trangen til at gå egne vegne, udforske omvejene, dyrke svinkeærinderne, gå mod strømmen… kort sagt forlade hovedstien.

Og alligevel var det eneste ansvarlige her (især taget i betragtning, at der faktisk var meget stejle skrænter og temmelig mange rullesten) at sige “Fordi det er den sikreste. Mange, mange andre har gået den til før os, og vi ved, hvor den fører hen. Og i øvrigt er veltrådte stier ofte et tegn på, at det er den smarteste og hurtigste vej”
Vi tilføjede – mest for vores egen samvittigheds skyld – at den regel ikke nødvendigvis gælder alt her i livet, men at det var reglerne for hiking (hvilket jo heller ikke er helt rigtigt, for også når man hiker får man som regel mere ud af vælge de mindre stier fremfor de handicapvenlige ruter – men det stoler jeg fuldt ud på, at Eden nok skal introducere for Gabriel om et par år…)

Nuvel – jeg er godt klar over, at man er nødt til at skære regler ret skarpt ud i bølgepap, når det gælder småbørn. Og jeg egentlig også tilhænger af, at man skal kende, beherske og respektere reglerne, hvis man – for eksempel i kunstneriske sammenhænge – ønsker at kunne bryde dem på en original måde. Og selvfølgelig skal man som voksen udstikke nogle retningslinjer – om ikke andet så fordi ungerne endnu ikke selv kan overskue konsekvenserne af deres umiddelbare handlinger…

…Men det er alligevel ikke uden små hjertesuk, at jeg erkender, hvordan mange af de simple leveregler, vi er nødt til at udstikke for de yngre generationer, bliver metaforer for, hvordan vi opfordrer dem til at leve deres liv helt generelt. Hvordan man fra ganske lille bliver indpodet til at holde sig til de veltrådte, afprøvede stier.