Nadja Pass

Præsentationer på dåse – hvordan undgår man at gentage sig selv i det uendelige?

Jeg læste lige et rigtig godt indlæg ovre hos Katrine. Det handlede om, hvordan munden snører sig sammen, når man igen og igen gentager sine egne formuleringer – i hendes tilfælde om forskningsprojektet, i mit tilfælde ofte om min iværksætterhistorie. Man kan næsten ikke holde ud at høre på sig selv… eller som Katrine meget præcist formulerer det:

Sagen er bare at den angst-for-at-blive-afsløret-som-sin-egen-efteraber kan få en til at sige noget nyt, når man bare skulle have gentaget sig selv, fordi dem man taler til, ikke har hørt de toptunede nøglesætninger før.

Den fornemmelse kender jeg kun alt for godt – og jeg skrev derfor en laaaang kommentar + et par gode råd til, hvordan man håndtere problemet… og ved nærmere eftertanke kan jeg jo ligeså dele de råd/pointer med jer også. Rundt omkring foldet lidt ekstra ud i forhold til  kommentaren ovre hos Katrine…

1) Jeg tager altid udgangspunkt i den konkrete situation/publimkummet. For de ændrer sig fra gang til gang – og derfor vil de konkrete detaljer, spørgsmålene ud i salen, vittigheder (hæ!), billederne og eksemplerne automatisk variere fra gang til gang. Så vidt muligt sørger jeg for at være til stede under hele konferencen, så jeg kan improvisere og trække tråde til de tidligere indlæg – hvilket både sikrer, at indlægget bliver så relevant som muligt og sætter mine egne udtalelser/pointer i nye perspektiver.

2) Jeg leger med formen snarere end med indholdet. Når jeg ikke kan – og i de fleste tilfælde heller ikke skal – ændre historien, prøver jeg i stedet at udfordre mig selv på en ny form. Det betyder, at min livshistorie/iværksætterhistorie efterhånden har været strukteret som alt fra alfabeter til atomariske edderkoppespind og legetøjskurve. De forskellige former tvinger mig til at fortælle de samme ting på en ny måde, så der trods alt er en lille udvikling i det fra gang.

3) Jeg husker mig selv på, hvor øv-agtigt det kan være at gå til koncert med sit yndlingsband – og de KUN spiller nye numre. Som band vil man jo helt sikkert gerne vise sin udvikling (op promovere det nye album) og man er dødtræt af at spille de samme numre, som er et udsnit af ens kunstneriske udtryk for 30 år siden. Men som publikum bliver man skuffet, hvis de ikke i det mindste spiller et par af de gamle numre, man havde glædet sig til. Så man skal ikke kimse ad genkendelsens glæde…

Men når alt det så er sagt, må jeg også sige, at det er meget, meget lettere at overtale mig til at komme og holde foredrag, hvis der er lagt en æggende vinkel nedover det. En vinkel der tvinger mig til at tænke det helt anderledes end jeg plejer :-)

Kort sagt tror jeg, det vigtigste af alt er at turde være ekstremt nærværende under præsentationen og i spørgerunden. Vise, at man er tilstede og ikke bare står og lirer det hele af. Ingredienserne er måske nok det samme, men der er alverden til forskel på, om man tilbereder og serverer dem som hjemmelavet slowfood – eller serverer pointerne ‘på dåse’…

Den udtrådte stis tyranni

Igår var Eden, hendes fire-årige søn Gabriel og jeg på et mini-hike til Snoqualmie Falls – kendt fra indledningen til Twin Peaks. Og mens vi voksne travede afsted i højt humør lige ud ad den snoede og tiltider temmelig stejle sti, var Gabriel som fire-årige flest her, der og allevegne. Fandt hemmelige stikveje, hule træer i gemte/glemte lysninger og tæpper af mos, der bare hang og ventede på at blive trukket til side for at se, hvad der gemte sig bag dem.

Og selvom vi så absolut tog os tid til at stoppe op, undersøge og fantasere, må Gabriels hovedindtryk have været de mange “Bliv nu på stien’er” og “Pas nu på’er”.

Og til sidst spurgte han “Hvorfor skal jeg blive på den store sti, når der er så mange andre mindre stier. De små er meget mere spændende”.

Arghhhh altså – Eden og jeg kiggede på hinanden, for hvis der er noget, der har bundet os sammen i de 13 år, vi har kendt hinanden, har det altid været trangen til at gå egne vegne, udforske omvejene, dyrke svinkeærinderne, gå mod strømmen… kort sagt forlade hovedstien.

Og alligevel var det eneste ansvarlige her (især taget i betragtning, at der faktisk var meget stejle skrænter og temmelig mange rullesten) at sige “Fordi det er den sikreste. Mange, mange andre har gået den til før os, og vi ved, hvor den fører hen. Og i øvrigt er veltrådte stier ofte et tegn på, at det er den smarteste og hurtigste vej”
Vi tilføjede – mest for vores egen samvittigheds skyld – at den regel ikke nødvendigvis gælder alt her i livet, men at det var reglerne for hiking (hvilket jo heller ikke er helt rigtigt, for også når man hiker får man som regel mere ud af vælge de mindre stier fremfor de handicapvenlige ruter – men det stoler jeg fuldt ud på, at Eden nok skal introducere for Gabriel om et par år…)

Nuvel – jeg er godt klar over, at man er nødt til at skære regler ret skarpt ud i bølgepap, når det gælder småbørn. Og jeg egentlig også tilhænger af, at man skal kende, beherske og respektere reglerne, hvis man – for eksempel i kunstneriske sammenhænge – ønsker at kunne bryde dem på en original måde. Og selvfølgelig skal man som voksen udstikke nogle retningslinjer – om ikke andet så fordi ungerne endnu ikke selv kan overskue konsekvenserne af deres umiddelbare handlinger…

…Men det er alligevel ikke uden små hjertesuk, at jeg erkender, hvordan mange af de simple leveregler, vi er nødt til at udstikke for de yngre generationer, bliver metaforer for, hvordan vi opfordrer dem til at leve deres liv helt generelt. Hvordan man fra ganske lille bliver indpodet til at holde sig til de veltrådte, afprøvede stier.

%d bloggers like this: