Nadja Pass

I morges sludrede jeg i min nyinkøbte US-mobil med Bernard, der er min veninde Edens 75-årige far. Han har været ekstremt hjælpsom under mit besøg herovre. Har arrangeret, at jeg kunne låne en fantastisk husbåd i Union Lake, hentede mig i lufthavnen, har samlet forfatter-arrangementer fra forskellige boghandlere og udstyret mig med bunkevis af rabat-busbilletter. Og så er hans engelske simpelthen så nuanceret, at det er en fornøjelse, når han tager sig til at rette mig og pædagogisk forklare, at det jo ikke er forkert, det jeg siger… men netop denne glose ville endnu bedre fange pointen…

Men i dag blev jeg alligevel lige nødt til at ‘irettesætte’ ham. For han spurgte – og ja, jeg ved godt at meningen bare var at høre, om jeg havde det godt og oplevede det, jeg gerne ville opleve – “Soooo – are you busy in Seattle”. Og sagen er jo, at hele pointen med at rive et par uger ud af kalenderen og korttidsemigrere herover netop var, at jeg IKKE skulle have travlt. At dagene ikke skulle være klippet op i tusind småbidder af møder og aftaler og tv-programmer og opgaver og opringninger.

At jeg skulle have nogle sammenhængende dage til at samle tankerne. Tillade mig ‘bare’ – som nu – at sidde på en coffeeshop og lade tankerne flyde. Og læse en bog til ende, hvis det var det, jeg havde lyst til. At glo ud i luften, hvis det var det, der var behovet. Og at have bloggen med under armen i stedet for mine traditionelle rejse-notes-bøger for at nedfælde et par af strøtankerne undervejs. Og når jeg valgte at rejse lige netop til Seattle, så var det – udover gerne at ville se mine venner, og at det er en dejlig by – faktisk i sig selv en attraktion, at jeg har set det meste, af det man ‘skal’ se herovre.

For let’s face it… når man er vant til at være oppe i højt gear, skal man faktisk lige øve sig lidt, før man er i stand til at lave ingenting. Det ligger foruroligende lige for at pakke ferien med masser af gøremål. For man skal jo nå det hele og ikke spilde tiden… Man skal sightse alle de store ‘must-sees’, så ingen skal kunne komme og sige “så du virkelig ikke det?”. Det kan være ret udmattende at skulle have afkrydset alle punkterne på de alenlange shoppinglister. Sulten kan ikke altid følge med, når man skal prøvesmage alle delikatesserne. Og mangen en turist har også stadig det meget stressende postkort-krav hængende over nakken (men dem har undertegnede nu for længst droppet).

Så her sidder jeg altså og nyder at lave ingenting. Mærker hvordan tankerne samler sig – og spreder sig igen. Kobler sig sammen på nye måder. Modsiger, underkender og optimerer sig selv på en måde, der lidt for sjældent er plads til i hverdagen. Og så er det jo man kan spørge sig selv, om det overhovedet kvalificerer til at lave ingenting – for i virkeligheden er det langt mere effektiv idegenerering end mangen et innovationsseminar .-)