Nadja Pass

Igår slugte jeg Knud Romers roman “Den der blinker er bange for døden”. Sad på en rigtig hyggelig coffeeshop et stenkast fra husbåden, jeg bor på her i Seattle. Og bare læste og læste og læste, mens andre cafe-gæster kom og gik og den ene velbryggede latte afløste den anden. Det var lidt et tilfælde, at det lige var den, der var endt i tasken. Den var egentlig kun med, fordi jeg skulle have en handy lille bog med i tasken, indtil jeg nåede første amerikanske boghandler, hvor jeg skulle råshoppe bøger. Og grunden til, at jeg købte netop den bog ‘in the first place’ skyldtes mest, at jeg gerne ville støtte min mors gamle venindes nye bagcafe, og den tilfældigvis lå på disken. Der var virkelig ikke tale om et aktivt tilvalg af netop den bog. Men det burde der have været – for den er virkelig, virkelig god. Og selvom den så ikke lige var den amerikansksprogede litteratur, jeg havde glædet mig til, viste den sig at være ekstremt interessant at læse netop herovre alligevel.

Kort fortalt handler den om en drengs opvækst i Nykøbing Falster i 60’erne. Hans mor er en meget flamboyant, smuk og stærk tysk kvinde – og romanen er et krydsklip af barndomsminder og familiekrøniker. Altsammen ekstremt velskrevet og tilsat et surrealistisk touch, der får det hele til at vibrerere på kanten mellem det hyperrealistiske og det skønt litterære.

Og det er vild læsning. For der er simpelthen ingen ende på de rædsler og ydmygelser den lille Knüdschen må gennemleve i det indskrænkede Nykøbing. Hvor meget han personligt må undgælde for Hitler-regimets rædsler 15-20 år tidligere. Hvor dårligt hans mor bliver behandlet i byens butikker…fordi det simpelthen er ikke bare legalt – men nærmest påkrævet – at ydmyge tyskere.

Nu tyder Knud Romers skildring af Nykøbing og hans mor på, at han ville være blevet mobbet uanset. Havde det ikke været hendes tyske baggrund, så havde det været hendes skønhed, hendes selvsikkerhed eller hendes forkælelse af ham, der havde gjort ham udskældt. Simpelthen fordi han stak ud. Han nævner selv, hvordan en anden pige også var udsat, fordi hendes far var ‘spasser’. Og vi kender sikkert allesammen fra vores skolegang, hvordan man enten var for tyk eller for tynd (som temmelig buttet er det svært at forestille sig, at det er ubehageligt at blive kaldt stankelben – men det er jeg i retrospekt sikker på, at det er). For høj eller for lille. For kysk eller for billig. For klog eller for dum. Og ellers kan det være et navn, en sweater-farve, madpakken, fastelavnskostumet…whatever.
Men hans tyske baggrund gjorde det legalt at mobbe ham. Hverken gårdvagterne eller de andre børns forældre skred ind, for han fik jo bare som fortjent…

Og pludselig dæmrer det, hvordan det også i min barndom (og jeg er immervæk fra 1074, hvilket næppe kan kaldes efterkrigstiden) var helt legalt at sige ‘pølsetyskere’, og hvordan der blev vendt øjne på stranden, når tyskerne havde hegnet et stykke strand ind med små pinde. Hvordan de tyske elever på sommersprogskolerne i England og Frankrig altid blev mødt med et vist forbehold. Og hvordan tyskerne selv altid måtte indlede med en undskylding for deres blotte tilstedeværelse – og ikke mindst for historien og deres bedsteforældres mere eller mindre frivillige handlinger. Og hænger der ikke stadigvæk en fordom fast om overkontrol og hypereffektivitet (sendsynligvis mindre fremtrædende nu, hvor Tyskland er kommet lidt ned med nakken økonomisk, men alligevel?)

Og her vender vi så tilbage til, hvorfor bogen viste sig at være ekstremt relevant læsning – også her i Seattle, netop nu. For Seattle er en by, der generelt er kendt for at være meget anti-Bush (og der er Bush-toiletruller og nedtælling-til-valget-nøgleringe på enhver boghandlerdisk) og mine venner herovre er i særdeleshed imod alt, hvad der foregår i Washington D.C. lige nu. Og jeg kan mærke, hvor flove de er. Flove over at være amerikanere, flove over, at de i omverdenens øjne er en del af aggressionen, flove over, hvad deres højt besungne demokrati og freedom har resulteret i.

De undskylder konstant for ting, der dybest set ikke er deres skyld og som de har gjort alt for at bekæmpe.

Som dansker tror jeg, det er umuligt at forestille sig, hvor frygteligt det er at komme fra et land som alle andre mener det er helt legalt at hade. Hvor frygteligt det er at være tysker, israeler eller amerikaner – og altid skulle forsvare sin nationalitet. Selvom man er dybt uenig med regeringen eller historiens forløb. Vi fik en lillebitte forsmag på det under Muhammedkrisen – og får det til dels også, når det pludselig er Pia Kjærsgaards udtalelser, der tegner Danmark udadtil og man får lyst til at gå med et “det var ikke mig, der stemte sådan-badge”. Men i det store og hele er vi sindsygt forkælede med, at et dansk pas er velkomment allevegne, og at udlændinge møder os som enkeltpersoner – snarere end som repræsentanter for en forhadt nation, som man straks har lov til at hakke på.

Vi taler om racisme og tolerance, når det gælder folk med andre hudfarver og religioner. Men af en eller anden grund er det for selv de mest politisk korrekte helt legalt at være afsindigt intolerante overfor dem, der ligner os, men tilfældigvis er født i et land, det er legalt at kalde “aggresive”.

Hvor er tolerancen, når det gælder dem, der ligner os – men som slæber rundt på en historie, de ikke selv er skyld i?