Hvor var du, da du hørte om angrebet på tvillingetårnene?

by Nadja

Den 11. september 2006 er ved at være forbi.

I Danmark vågner I snart til den 12. september, i New York er ‘jubilæums’-døgnet netop ovre – og her i Seattle er det også ved at være slut på en dag, hvor alle avisforsider viste samme fem år gamle nyhed, samtaler flest har haft 11. september som omdrejningspunkt, navnene på de omkomne blev læst op og stars&stripes vajede på halv.

Da jeg var lille kan jeg huske, hvordan de ældre generationer altid talte om, hvor de havde været, da de overværende månelandingen og hørte, at Kennedy var blevet skudt. Det syntes jeg var ekstremt fascinerende – at en hel verden stivnede i en fælles hukommelse. Og det var ellers dengang, der endnu var monopol-tv og det ikke var så usædvaneligt endda, at mange havde set de samme sekvenser på det samme tidspunkt.

For min generation er det vist foreløbig sket to gange – da Prinsesse Diana døde og da tvilligetårnene blev fløjet i sænk. Og ja – jeg husker begge nyheder tydeligt. Og mærkeligt nok har de begge været forbundet med, at mine forældre skulle flytte til udlandet.

Den morgen Prinsesse Diana forulykkede stod jeg i badet klokken 4 om morgenen, fordi jeg skulle hjælpe mine forældre med at flytte til Moskva – og vi skulle tidligt op for at nå færgen i Stockholm. Min mor råbte ud gennem badeværelsesdøren om jeg havde hørt det med Prinsesse Diana – på det tidspunkt var hun ikke død endnu, men ‘kun’ på operationsbordet. Og hele vejen op gennem Sverige, Finland og Rusland fulgte vi nyheden, der udviklede sig på spisesedler og forsider, hver gang vi kørte ind for at tanke op. Kulminerende i Moksva, hvor mindemagasinerne var nået frem til hylderne på de 3-4 dage vi havde brugt på at overnatte i Skt. Peterborg og Novgorod.

11. septebmer 2001 skulle jeg flyve hjem fra Beijing sammen med min bror efter at have hjulpet mine forældre med at flytte fra Moskva til Beijing. Huset var stadig halvtomt, men der stod et stort fjernsyn – og mens vi gik og pakkede ringede min far fra ambassaden og sagde, at de lige havde fået at vide, at der var sket noget forfærdeligt i USA, og at vi skulle tage rigtig tidligt i lufthavnen. Vi tændte for fjernsynet – og ramlede lige ned i det. Min bror var lige kommet hjem fra New York og havde stået den sidste dag på tvillingetårnenes udsigtstop – og selvom vi så billederne af bygningerne, der styrtede i grus, blev han ved med at sige “det kan da ikke være dem”. Og jeg blev stille ved med at sige “det tror jeg altså nok, at det er”.

I lufthavnen blev det ikke nævnt med et ord, men alle fly til USA var aflyst – og de viste gårsdagens nyheder på flyets tv-skærme. Og der var usædvaneligt stille på flyet – indtil det øjeblik vi landene og alle var endnu hurtigere på “nu er vi landet og alt er ok-tasterne” end ellers.

Reklamer