Hvor var du, da du hørte om angrebet på tvillingetårnene?
by Nadja
Den 11. september 2006 er ved at være forbi.
I Danmark vågner I snart til den 12. september, i New York er ‘jubilæums’-døgnet netop ovre – og her i Seattle er det også ved at være slut på en dag, hvor alle avisforsider viste samme fem år gamle nyhed, samtaler flest har haft 11. september som omdrejningspunkt, navnene på de omkomne blev læst op og stars&stripes vajede på halv.
Da jeg var lille kan jeg huske, hvordan de ældre generationer altid talte om, hvor de havde været, da de overværende månelandingen og hørte, at Kennedy var blevet skudt. Det syntes jeg var ekstremt fascinerende – at en hel verden stivnede i en fælles hukommelse. Og det var ellers dengang, der endnu var monopol-tv og det ikke var så usædvaneligt endda, at mange havde set de samme sekvenser på det samme tidspunkt.
For min generation er det vist foreløbig sket to gange – da Prinsesse Diana døde og da tvilligetårnene blev fløjet i sænk. Og ja – jeg husker begge nyheder tydeligt. Og mærkeligt nok har de begge været forbundet med, at mine forældre skulle flytte til udlandet.
Den morgen Prinsesse Diana forulykkede stod jeg i badet klokken 4 om morgenen, fordi jeg skulle hjælpe mine forældre med at flytte til Moskva – og vi skulle tidligt op for at nå færgen i Stockholm. Min mor råbte ud gennem badeværelsesdøren om jeg havde hørt det med Prinsesse Diana – på det tidspunkt var hun ikke død endnu, men ‘kun’ på operationsbordet. Og hele vejen op gennem Sverige, Finland og Rusland fulgte vi nyheden, der udviklede sig på spisesedler og forsider, hver gang vi kørte ind for at tanke op. Kulminerende i Moksva, hvor mindemagasinerne var nået frem til hylderne på de 3-4 dage vi havde brugt på at overnatte i Skt. Peterborg og Novgorod.
11. septebmer 2001 skulle jeg flyve hjem fra Beijing sammen med min bror efter at have hjulpet mine forældre med at flytte fra Moskva til Beijing. Huset var stadig halvtomt, men der stod et stort fjernsyn – og mens vi gik og pakkede ringede min far fra ambassaden og sagde, at de lige havde fået at vide, at der var sket noget forfærdeligt i USA, og at vi skulle tage rigtig tidligt i lufthavnen. Vi tændte for fjernsynet – og ramlede lige ned i det. Min bror var lige kommet hjem fra New York og havde stået den sidste dag på tvillingetårnenes udsigtstop – og selvom vi så billederne af bygningerne, der styrtede i grus, blev han ved med at sige “det kan da ikke være dem”. Og jeg blev stille ved med at sige “det tror jeg altså nok, at det er”.
I lufthavnen blev det ikke nævnt med et ord, men alle fly til USA var aflyst – og de viste gårsdagens nyheder på flyets tv-skærme. Og der var usædvaneligt stille på flyet – indtil det øjeblik vi landene og alle var endnu hurtigere på “nu er vi landet og alt er ok-tasterne” end ellers.
Nadja Pass 
Måske ikke hele verden. Men Skandinavien stod stille da Olof Palme blev skudt. Jeg kan huske at min mor græd, da vi hørte Radioavisen den morgen og nyheden kom som det første. Og hvor vigtigt det var at se TV-avisen den aften (kl. 19.30, naturligvis).
Og 11. september. Jeg havde undervist på Sygeplejeskolen i Herlev og kom hjem til et tavst og rystet kollektiv hvor fjernsynet kørte i stuen, midt på eftermiddagen. Så sad vi der, uroligt, i sofaen, bed negle, gik til og fra og lavede kaffe, hvilket ikke tog nerverne. Og jeg kan huske Eriks brøl da det andet tårn styrtede til jorden.
Du har ret – der er helt sikkert også regionale chok. Og jeg har også Palmemordet i frisk erindring. Jeg var ikke så gammel, men gammel nok til at forstå, at vittigheder som “Vidste du, at det er blevet forår i Sverige? Man har fundet en Palme med to skud” egentlig ikke var særligt sjove.
Anna Lindh-mordet fik også min verden til at stå stille. Og det samme gjorde Tjernobyl (nyheden faldt på min fødselsdag), Tsunamien (opsnappede nyheden i Beijing på vej til Hong Kong og fulgte i de følgende dage, hvordan dødstallene bølgede og nyhedsstrømmen fulgte tidsforskelsbølgerne (i Kina er man mange timer før Europa, og det kan være ret overvældende at følge en nyhed poppe i Europa, som man selv har haft 6-7 timer til at fordøje).
Og så var der jo Estonia-forliset, der virkelig lærte mig, hvorfor konkrete detaljer er så virkningsfulde – for min far boede i Estland på det tidspunkt og havde lige sejlet med den overfarten inden. Og jeg kendte den båd ud og ind – så jeg så for mit indre blik, hvordan bjergene af buffet-mørbrad, den slikkede konferencier og de letpåklædte showdansere, spillemaskinerne, køjesengene og – naturligvis ikke mindst – passagerne blev slugt af de sorte bølger.
Min kusine lå og så tv i min stue sammen med hendes veninde. Det var den dag de skulle hjem. En uge havde de været i London for at besøge mig. Og da jeg kom søvndrukken ud af soveværelset så jeg billedet med fødselsår og daværende år -med Dianas billede på blå baggrund. “Hun er sgu da død”, sagde jeg. “Nej, de sender vel bare et eller andet program om hende – jubilæum eller sådan noget”, svarede min kusine. En halv time senere var jeg i Kensington Gardens foran Dianas bolig -og to timer senere liverapporterede jeg fra London til TV 3. Via mobilen under et træ foran Buckingham Palace. Pludselig gik det op for mig -midt i telefonrapporten – hvor stor sorgen blandt englænderne var. Og jeg sank en klump og deltog i en uge i den største og mest massive fælles depression i England i nyere tid. Først da begravelsen var overstået kom popmusikken tilbage på radiostationerne, som spillede klassisk i dagevis og langsomt vendte livet tilbage.
11. september 2001 gik jeg ned af midtergangen på Kvægtorvet på TV 2 og så tilfældigt en skærm der viste CNN. Jeg gik omgående i stå og kiggede bare. Det var World Trade Centers ene tårn der brændte. Pludselig røg et fly ind i det andet tårn. Jeg troede ganske simpelt ikke mine egne øjne. Jeg troede det var løgn.
Jeg stod og gloede indtil hele Kvægtorvet eksploderede i en fælles indsats for at få billeder, lyd, reaktioner og rapporter. Det gav mig heldigvis noget at gøre, så jeg ikke skulle tage katastrofen ind på en gang -men kunne dosere den over et par dage.
Jeg havde forøvrigt lidt samme oplevelse ved kidnapningen på skolen i Beslan.
@Patrick – hold da op. Du har simpelthen været et af de danske øjenvidner-på-stedet som jeg altid har undret mig over, hvordan medierne fik støvet op med få timers varsel.
Interessant historie – og også interessant, hvordan du fra Kvægtorvet har været midt i medieorkanernes øje.
[…] har tidligere blogget om 5-års-dagen for 11. september, der faldt mens jeg housesittede husbåd i Seattle sidste efterår. Og i disse dage er det så 10 […]
[…] nede ved Ground Zero med mange forskellige gæster hjemmefra. Og selvom 9.11-angrebet i sig selv er så ikonografisk, at det har betydning for alle, har jeg alligevel mærket tydelig forskel på reaktionen alt efter om gæsterne – som mig selv – […]
[…] nede ved Ground Zero med mange forskellige gæster hjemmefra. Og selvom 9.11-angrebet i sig selv er så ikonografisk, at det har betydning for alle, har jeg alligevel mærket tydelig forskel på reaktionen alt efter om gæsterne – som mig selv – […]
11.september 2001.Jeg var lige kommet hjem til en af mine venner fra børne og vi legede sammen. men på et tidspunkt kaldte min vens mor på os. Og sagde vi skulle komme at se hvad der var sket. Et fly havde kapret ind i World Trade Center. For mig var det bare ikke en rimelig stor betydning men det er det nu
Farvel Godnat og være tro mod america
@ Frederik – interessant at høre fra en, der var barn, da det skete. Tak fordi du delte det med os andre. Kan du prøve at forklare, hvordan det har rimelig stor betydning for dig nu?
Jeg var i Svergie og var ude og fiske i en sø
@ Leif – hold da op. Det må siges at være lidt af en kontrast!
Jeg husker så tydeligt, at jeg sad derhjemme i stuen sammen med min mor, imens min stedfar var igang med at lave mad. Min mor og jeg sad og snakkede lidt, og så ind imellem lidt fjernsyn. Lige pludselig dukkede de to World Trade Centre op på skærmen. Hverken min mor eller jeg sagde noget som helst i et par minutter. Så gik min mor ud i køkkenet, og kaldte på min stedfar. Han kom ind i stuen, og vi så det alle 3, sammen. Vi var rystede.
Min faster som bor i New York, ikke mere end 5 km. fra det daværende World Trade Center, ringede omkring 10 minutter senere. Hun spurgte om vi havde set/hørt det, og vi fortalte at vi havde set det på fjernsyn. Hun fortalte, at hun havde set da det skete.
Siden den 11. september 2001 er der blevet lavet mange film omkring hvordan det gik til. Jeg har desværre kun set en af dem, som hedder “Flight 93”. Filmen handler om det fjerde fly, som styrtede ned på en mark i Pennsylvania. Jeg synes virkelig det er en god, tankevækkende film. Inden jeg så den film, så havde jeg egentligt ikke gjort mig særlig mange tanker omkring hele katastrofen. Men da jeg først havde set den film, blev jeg straks klar over, hvad det hele egentligt havde betydet.
Jeg har set filmen rigtig mange gange efterfølgende, og jeg synes ikke, at det er en film man kan se for mange gange. Hver gang jeg har set filmen, har jeg fældet en tårer.
R.I.P – til alle de tusinde mennesker der døde d. 11. september 2001.
@ Jessica – tusind tak for en meget fin og personlig beretning fra 11. september. Og også meget interessant at høre, at filmen “Flight 93” satte tanker igang om katastrofen. Jeg har ikke selv set den, men det er interessant at høre, for den slags kan jo gå to veje – det kan netop være sætte tankerne i gang og tingene i perspektiv – eller slå plat på en katastrofe. Så det er godt at høre, hvis det første er tilfældet.
[…] strejfer. De store verdensbegivenheder, det bliver vigtigt for os at definere os selv op imod. Hvor var vi, da Prinsesse Diana døde, Berlinmuren faldt og tvillingetårnene sank i grus. Sad vi faktisk og hørte Radio London ved befrielsen og rev rullegardinerne ned og dansede i […]