Syret – jeg blev lige bedt om at spam-tjekke mit eget indlæg…
by Nadja
…så så man lige mig åbenbart have brugt en del spam-frække ord i træk i mit sidste indlæg… og jeg, der ellers taler så nydeligt… først slashen, nu den spiffe sprogbrug…
-
Follow
Following
Already have a WordPress.com account? Log in now.
Nadja Pass 
Jeg var egentlig i gang med at kommentere Præsident-posten nedenfor om din artikel i Retorikmagasinet, men nu ryger kommentaren herop, fordi – du former en interessant pointe i artiklen om, at selve tempoet og de mange fortælletråde i Præsidentens Mænd (som jeg ikke selv har fulgt, men her var da for en gangs skyld et grundigt argument for at overveje at få tv igen) giver seeren en oplevelse af vilkårene i virkelighedens politiske verden og forståelse for, at der godt kan ske svipsere i ny og næ:
“Man prøvesmager presset på egen hjerne og krop. Og fordi det bliver så konkret, fører det også til en reel erkendelse af situationen. Man sidder ikke bare og nikker selvfedt. Man bliver nødt til at tage det ind. Helt ind.” (Retorikmagasinet 61, s. 28).
Og du ved måske, hvor det her bærer hen… for nu gælder det den spiffe sprogbrug :-) men hvad er det man laver, når man nikker selvfedt? Jeg ved det godt omtrentligt, men… selvfed. Jeg synes, ordet formerer sig som en selvkanin (?) i øjelikket, og det er jo ikke et nyt ét, men det har pludselig fundet plads i hver anden spalte i de aviser og blade, jeg åbner. Både de gratis (Jes Dorph på forsiden af Søndagsavisen: Folk kalder mig selvfed) og de andre (fx en slags selvfedmepyramide som illustration til en debatartikel i Politiken med dansk selvfedme som gennemgående tema) og nu i Retorikmagasinet, hvor tv-seerne (ikke) nikker selvfedt. Så for nu at kvalificere brugen: Hvad mener du, når du bruger det? Hvilken holdning til underholdning betegner vendingen i dette tilfælde? (Og er der nogen der ved, hvor ordet overhovedet kom fra?)
Argh, bum bum, hvordan er det lige, man svarer på den?
For at starte bagfra – jeg aner ikke, hvor det kommer fra, og jeg ved heller ikke, hvorfor det breder sig som selvfedskanin. Og faktisk ved jeg heller ikke, om brugen i lige præcis denne sammenhæng er så typisk – hverken i gængs forstand eller når det gælder mig egen brug af begrebet.
Så jeg vil holde mig til denne helt specifikke sammenhæng, som faktisk er ret atypisk. Den henviser specifikt i sammenhængen (eller sådan var det i hvert fald tænkt) til det ‘selvfede’ smil, folk tit kan sidde med, når de virkelig synes, de er enormt samfundsbevidste og engagerede og virkelig ved, hvordan tingene bør gøres. Min påstand er, at det er meget nemt at smile selvfedt og nikke til standpunktsretoriske ytringer eller til politisk korrekte dokumentarprogrammer/debatter. Og her er det nemt at nikke selvfedt, fordi det ikke rigtig kræver noget af en. Man føler sig god, bare fordi man ser den slags program og er enig med ‘de gode’. Og synes, at de andre er dybt åndsvage (så man ryster på hovedet på den ‘ufede måde’ (sic)).
Motivationsretorikken – og i dette tilfælde tv-serien Præsidentens Mænd – er lidt ubehagelig at se på. Det er komplekst. Man ved ikke, hvem man er enig og uenig med – og man kan ikke gennemskue, hvad der vil være den endegyldigt bedste løsning på et problem. Det er stressende, forvirrende, det sker alt sammen, når det ikke burde ske, men staben i det Hvide Hus er nødt til at reagere, selvom de er i tvivl.
Når man som tv-seer er vidne til det pres, tager man det ind. Og det bliver umuligt bare at nikke ‘selvfedt’. (for selvfedme og forvirring/skrøbelighed/undren hænger ikke sammen – så meget kan jeg da forsøgsvis hjælpe dig til at indkredse betydningen)
Did any of that make sense?
Indeed, og tak for det. Og jeg hæftede mig faktisk også ved, at du IKKE bruger ordet på den triumferende facon, der ellers er mest typisk. Ordet har en slagkraft fra sin tid som slang-ord, der gør, at det ofte synes at skulle lukke for videre diskussion: ‘Han er da bare for selvfed’ – slut, finale. Dom fældet, gaden har talt. Men som eksemplerne nedenfor viser, bliver ikke bare brugt om selvoptagede mediepersoner, men OGSÅ om almindelige, blaserte mennesker, der trænger til lidt motivation(sretorik) – se fx nogle af de nederste citater.
Jeg håber, det er ok, at jeg klipper tekst ind i kommentarboksen (nu igen) i stedet for at linke – men i en artikel på Sprognævnets hjemmeside fandt jeg nu faktisk Jørgen Nørby Jensens redegørelse for ordene: selvfed, selvfedhed(!) og selvfedme og deres optræden i skrevne medier. Årstallet siger ikke noget om, hvornår det opstod i talesproget, men netop hvornår det for alvor slog igennem i skriftsproget. MED eksempler, som sagt:
selvfed (1997) ‘selvtilfreds, sig selv nok, lidt for glad for sig selv’
Hver gang jeg ser Karen Jespersen i fjernsynet, bliver jeg bange for, at hun kommer til at græde – af lutter selvfed rørelse over, hvor gavnligt det er for samfundets tabere at blive udsat for nedskæringer (Akt 15.1.1998); Men når denne selvfede akademiker hævder, at “bogen handler om at hendes farfar var et svin…” må jeg på det kraftigste dementere (Inf 24.3.2000); Hvis man synes, nutidens soulscene handler for meget om selvfede piger, flødebløde machofyre og dyrt designergear, så er Mercy Mercy Me værd at checke (Gaffa april 2002). (NfS 2001/3); (PolSla).
selvfedhed (1998) ‘det at være selvfed’
pladen byder stort set ikke på andet end et overvældende overload af selvfedhed og tilsvininger af kællinger og/eller konkurrenter, der i sagens natur aldrig svarer igen (Pol 16.12.2000); I modsætning til meget af den MTV-eksponerede hovedstrøm var der ingen bitchiness, ingen selvfedhed (CHILI februar 2002); Selvfedhed er altid irriterende. Men det er den også, når den praktiseres af jydelækre fritgående tv-værter (Pol 25.7.2003); Selv om ‘High Fidelity’ genlyder af musik på hver eneste linje, handler den mest af alt om at få selvfedheden ned i øjenhøjde (Pol 25.10.2003).
selvfedme (2001) ‘det at være selvfed’
Også den sjette danske dogme-film er blevet en seværdig affære med masser af øm humor. Det er den ikke mindst takket være en fremragende Nikolaj Lie Kaas i den altafgørende rolle som det uskyldige menneske, der pludselig dumper ned i et Danmark gennemsyret af mistro, selvfedme og angst for det fremmedartede (Pol 4.5.2001); musikere, studerende og andet godtfolk med det karakteristiske urbane look af selvfedme og Britpop-hår (På Gaden. Avis for Indre Nørrebro 7.2.2002); Hollywood gik amok i selvfedme natten til mandag med uddelingen af de opreklamerede og eftertragtede Oscar-statuetter (Pol 26.3.2002); Den moderne verden er en kompleks størrelse, og skal det hele ikke gå op i selvfedme og selvsving, skal vi udfordres (BerlT 21.9.2003).
Og endelig et PS: Jeg har prøvet at tage sagen op på engelsk, men det blev for indviklet (you see, ‘fat’ in Danish can mean cool. So SELF fat…), og derfor slog jeg til herovre hos dig, da chancen bød sig :)
Fede (sic) eksempler .-)
Syntes jo også nok, at jeg huskede noget om self-fat-ness ovre fra firstpersoninprint…
Hov, jeg fik netop en mail i min indbakke, der måske kan sætte den truende selvfedme ind i en større sammenhæng: ideen om ‘intimitetssamfundet’. Mailen annoncerer for arrangementet
“Selvrealisering og den nye inderlighed i pædagogik” på Københavns Universitet, Afd. for Pædagogik, 25. september 2006 kl. 9-17. Læs evt. mere her: http://humanist.hum.ku.dk/kalender/2006/september/selvrealisering/
– ja, du er bortrejst, og jeg kommenterer bare løs imens :-) og giver her ordet til Ulrik Høy, der slutter en artikel i Weekendavisen denne weekend med et udtryk, der fungerer som helt fin sproglig variation over det der med sofaselvfedmen:
“Om danskerne elsker naturen? Overhovedet ikke. Vi er vist snarere et lidt natursky folkefærd, der er mest trygge på Strøget. Til gengæld er der så mange indtagende strøg i Danmark, at enhver borger kan tage på udflugt i det grønne uden at give køb på trygheden, urbaniteten og [her kommer de! C.] de kropsdovne holdninger.”