Nadja Pass

Syret – jeg blev lige bedt om at spam-tjekke mit eget indlæg…

…så så man lige mig åbenbart have brugt en del spam-frække ord i træk i mit sidste indlæg… og jeg, der ellers taler så nydeligt… først slashen, nu den spiffe sprogbrug…

Spådom: Om senest 10 år vil det være ligeså socialt stigmatiserende/utrendy at køre uden cykelhjelm, som det i dag er at ryge

Nej, jeg har heller ikke fået købt en endnu. Men nu har jeg lovet mig selv at få det gjort. Og jeg har faktisk foretaget den første grænseoverskridende handling – at spørge cykelhandleren lidt til råds. PÅ den ikke-købe-klar-måde, javist. Men ordet kom trods alt over mine læber, så kom ikke her…

Om få år tror jeg, det vil føles lige omvendt. Man vil føle sig kikset, hvis man kører uden cykelhjelm. For det vil snart udstråle en uansvarlighed og ubevidsthed, der harmonerer meget dårligt med den hyperbevidste og supersunde tidsånd. (som vi jo ikke nødvendigvis udlever i praksis, men som fylder meget i selvfremstillelsen og de kollektive lydspor).
Selvfølgelig vil der altid være nogen, der ikke lader sig kyse af tendenerne og stædigt holder fast i deres (dårlige) vaner. Og der vil også altid være et element af noget sexet og frækt over legen med livet/lungerne/hjernen. Men jeg vil gerne indgå et væddemål og sige, at det i den brede befolkning om 10 år vil være lige så ligeså socialt stigmatiserende/utrendy at køre uden hjelm, som rygning i dag er ved at blive.

Den store stygge tobaksindustri

Her til aften skete der lige præcis det, jeg beskrev i min DR2-hyldest forleden. Jeg zappede tilfældigt forbi – og blev hængende midt i et program. Det handlede om tobaksindustrien – nærmest en dokumentarversion af filmhittet ‘Thank you for smoking’.

Et skræmmende indblik i tobaksindustriens spin – der ifølge programmet primært har til formål at få børn og teenagere ‘hooked’. Her var tankevækkende eksempler på alt fra ‘productplacement’ af cigaretter i populære film (mest tankevækkende Superman, hvor Lois Lane kæderyger Marlboroughs og Supergutten selv bliver smadret ind i en stor Marlborough truck, der dvælende vælter omkuld og dermed sikrer Marlborough masser af opmærksomhed) til de skræmmende tal om, hvordan industrien nu kaster sig over børn og unge i den 3. verden. Et næsten uudtømmeligt antal potentielle rygere. Og selvom det næsten gav sig selv, var det også fint, da ‘voice-over-stemmen’ tørt konstaterede “En ting var, at folk selv døde af at ryge, en anden ting var, når folk omkring dem døde af det” som forklaring på, hvorfor opdagelsen af passiv rygning blev et vendepunkt for rygestopkampagnerne.
Blandt de mange interessante pointer og eksempler var dette dog det mest interessante:

I lang tid tilbød Amerikansk tv gratis reklametid til antirygekampagner, og der blev udviklet mange gode og succesrige kampagner, der formåede at få antallet af rygere til at falde. Men så foreslog tobaksindustrien selv, at man skulle forbyde alle tobaksreklamer på tv. Med det resultat, at også antirygekampagnerne blev bandlyst – og de således fik lukket munden på dem… mens de selv fortsatte printkampagner, billboards og andre reklamemedier.

Alt i alt var det bare et rigtig godt program – og så kan man jo lige for en god ordens skyld tage sig  et øjeblik til at tygge på, hvor vildt hurtigt anti-ryge-bølgen pludselig har fået fat. Det er ikke mere end et par år siden, det blev betragtet som rabiat, at foreslå rygestop på offentlige steder. Og nu betyder et pludseligt samspil mellem store Hollywoodproduktioner, seriøse dokumentarfilm, lovgivning, frokostbordssamtaler, sundhedstrends og nyhedsindslag, at selv mange rygere rynker på næsen af røgen. Ingen af delene ville i sig selv kunne påvirke nok (ville blive afvist som henholdsvis poppet, frelst, udemokratisk eller overfladisk) – men samspillet virker.

%d bloggers like this: