Hvorfor under vi kun os selv en pause, hvis den hjælper os til at ‘performe’ bedre?
by Nadja
Politiken den 3. september 2006 – tankeudflugt # 4
Selvom det overordnede indtryk af Politiken i dag var rigtig godt, bød dagens avis også på en irriterende skuffelse: Tillægget Søndagsliv, der i dag havde fokus på PAUSEN.
I sig selv et tiltalende tiltag, som de havde spottet godt for allerede på forsiden:
“Søndagsliv holder pause: Bare rolig. Søndagsliv ligger selvfølgelig inden i din avis. Men denne uge stiller vi skarpt på pausen. På kroppens pauser, på hjernes behov for pauser, på vores behov for at se godt ud, også når vi holder pause. Snup en hynde, og holdt en velfortjent pause.”
Det lød jo godt. Meget ‘Reflexioner-agtigt’, egentlig. Det med at tage et begreb og vende og dreje det på alle mulige måder. Så jeg glædede mig til tillægget, selvom formuleringen “Behov for at se godt ud, også når vi holder pause” skulle have fået mig til at ane uråd…
For selvom det var godt tænkt og en del af udførelsen også var ret cool (næsten helt sort forside, så der ikke var noget, der forstyrrede og et ‘logo’ for hele tillægget inspireret af Sonys pausetegn med de to streger) viste der sig at være noget helt misforstået over hele tillæggets sammensætning.
For selvom den lille intro på side 2 lovede, at det skulle handle om at passe på pausen og at turde trykke på pauseknappen, når der er tryk på livet, var stort set alle artiklerne bare en trndy-ficering af pausen som begreb. En masse gode tips til, hvordan man kan power-pause, så man kan ‘performeø bedre i al den tid, hvor man ikke holder pause.
Det går galt allerede på side tre, hvor klummen er skrevet af paris-korrespondent Aske Munck (der ellers ofte er mand for et par tankevækkende indspark). Under overskriften “La pause du midi” latterliggør han franskmændenens lange pauser midt på dagen. Timerne, hvor solen står højest og alt lukker, fordi franskmændene skal spise kvalitetsmad i gode venners og familiens lag – og måske få sig en lille ‘morfar’ inden de skal på arbejde igen. I en tillæg tilegnet pausen skulle man have troet, at det var en attråværdig plus-agtig tilværelse. Men i Muncks optik bliver det et irrationsmoment, fordi han ikke kan være ligeså effektiv (sic) journalist som han gerne vil, fordi vigtige folk (kilder og interviewofre) tillader sig at holde “La pause du midi”. Han latterliggør også, at franskmændene er skeptiske over en hurtig sandwich ved skrivebordet og hylder de få butikkern, der byder ‘sans interruption’ og ‘service continu’-skilte, hvilket betyder, at de ikke opretholder pausen, men arbejder igennem – ligesom Aske Munch selv.
Bumbum – nu var det så, at jeg begyndte at rokke lidt uroligt rundt i den hynde Politiken havde anbefalet mig at sætte mig godt tilrette i – og nyde pausen. For jeg blev næsten stresset af at læse den klumme. Så jeg hastede (sic) videre til næste side.
Under overskriften “Pausens kraft: To minutters stilhed. Effektfuldt, men let at misbruge” skulle mindehøjtidelighedens tavshed tages under kritisk behandling. Den sprang jeg over – konstallationen af ordene kraft, effektfuldt og misbrug blev simpelthen for mange negativer på for lidt plads til at virke indbydende.
Videre til en artikel om omklædningsrummet. Her lød overskriften “På dupperne i pausen” – og manchetten handler om, hvordan en fodbolddommer “ikke spilder tiden” i de 15 minutters pause mellem de to halvlege. Han går, står, tripper og strækker ud… Der bliver også plads til et grin, bløder journalisten op til sidst. Men altså – hvor er pausen lige i alt det her?
Nu er der så et par sjove vinkler – for eksempel om kroppens pauser, hvor vi blandt andet lærer, at vores hår ofte holder pause. Og så er der artiklen om parret, der fandt sammen igen efter 16 års pause, en skæv historie om stresslessstolen og en opskrift på surdejsbrød, der kræver pauser (godt tænkt!)
Og SÅ – så er det, at vi til at læse om, hvordan vi ser chikke ud, mens vi holder pause. For pausen er åbenbart et så opadgående livsstilskoncept, at flere tøjmærker har udviklet særlige kollektioner tiltænkt pausen. Her ser vi en masse almindelige unge mennesker iklædt diverse jogging-sæt, hvilende på store fat-boy-puder (de ser nu ret komfortable ud). Og de er garneret med vise ord fra kändisser om, hvad de har på, når de slapper af. Her tager Mads-den-store-blæderøvs-Christensen prisen ved at understrege, at han aldrig slapper af. (men når han dovner den i 20 sekunder en søndag er han iført en nålestribet kashmir-housecoat – så så man lige ham være fuldstændig afslappet…?)
Så følger næste artikel om, at pauser gør stærk – de er en vigtig del af træningsprogrammet. Nødvendige hvis kroppen skal blive stærkere…
Og sådan fortsætter det. Der ER også et par tankevækkende artikler i tillægget – for eksempel et interview med en forsker, der opfordrer os til at tillade os mentale markvandringer. Sympatisk formulering og mange gode pointer. Bare ærgerligt, at overskriften følger samme mønster som resten af tillægget og lyder “Giv hjernen en pause – og bliv klog”. Ligesom artiklen på næste side “Pauser er ikke tidsspilde” (ellers også et meget sjovt vrid på serien ‘Indeni chefen’, at man her har spurgt lederen af Center for Stress om hans arbejdsliv og ledelsesstil) understreger overskriften, at man kun skal tage pauser, hvis man kan få noget ud af det.
Blive klogere, stærkere, smartere, hurtigere, mere effektiv i al den tid, hvor man ikke holder pause… og så – tratrateraaaa – når vi frem til stillingsannoncerne, der efterspørger effektive folk, der er gode til at holde mange bolde i luften og ikke lader sig stresse af udfordrende opgaver…
For fanden altså… hvorfor ikke bare holde pause for at mærke, at man lever; tænke tanker, der ikke er noget decideret formål med at tænke; nyde ens omgivelsers gode selskab uden at tænke på netværksformålet med det; gå en tur bare fordi det er dejligt og ikke for at tækkes skridtælleren; snitte en ordentlig bunke grøntsager, fordi de smager fantastisk og ikke bare fordi man skal have sine seks om dagen. Hvorfor skal der være et formål selv med pauserne? Hvorfor ikke bare holde pause og slappe af; lade livet bundfælde sig…?
Med disse ord ønsker jeg alle en rigtig god og afslappende søndag :-)
Nadja Pass 
Ja, jeg har også lige læst – nåja, skimmet – pausesektionen og blev tilsvarende skuffet. Problemet er måske at det trods alt bare var en helt almindelig SøndagsLiv (på ingen måde min yndlingssektion) med mad, mode, livsstil, chitchat og jobs, bare denne gang med et tema. Måske de skulle have holdt fast i dén sektion og lavet pausesektionen som noget ekstra for at kunne disponere lidt friere…
Det er lidt både-og synes jeg. For egentlig var det meget sjovt at lægge den optik nedover alle de faste indslag – det er i sig selv et meget godt vrid på den motivationsretoriske/lettilgængelige måde.
Jeg synes måske bare ikke, at de gik langt nok. Hvorfor er “indeni chefen”-interviewet en forudsigelig stress-ekspert og ikke en af erhvervslivets topchefer, der understreger, hvor vigtige pauserne er for ham (havde gerne skrevet hende her, men pointen ville lige netop i dette tilfælde nok have været stærkest, hvis det virkelig var en leder af macho-marathon-typen, der understregede vigtigheden af pausen – og ikke en kvindelig topchef, der jo i forvejen altid bliver trukket frem og spurgt om ‘bløde værdier’).
Så egentlig tror, at jeg “livsstilstillægstanken” er rigtig nok – det er mere den grundlæggende præmis gennem hele tillægget, der går meget imod pausetankens grundide.
Hot damn! Du læser din avis grundigt! I’m impressed. Men det trøster mig dog lidt, at den dovne måde jeg læser den på er ren og skær pause-agtigt – på den ikke-selv-optimerende måde.
Og hvor kan jeg dog godt lide de nye halv-formater, der egner sig så godt til avislæsning i sengen.
Mens jeg skrev dette indlæg tænkte jeg faktisk godt på, at det var paradoksalt, at jeg harcellerede sådan – og så alligevel selv sad og var faglig på en højhellig søndag – i stedet for at pause den.
Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er den slags nørderi pauser for mig. Det er en stor luksus at kunne bruge et par timer på at granske avisen og kigge lidt ud i luften, mens tankerne kravler deres egne veje. Og det var faktisk rigtig sjovt at sidde med god musik i højtalerne og nørde igennem. Men igen – mest fordi, det udelukkende var initireret af mig selv og derfor et hyggeligt søndagsprojekt. Det havde straks været helt noget andet, hvis der var nogen, der bedt mig om at gøre det – eller jeg følte, det skulle optimere noget som helst.
Og uh ja – jeg er også fan af de håndterbare formater. Gør ligesom det hele lidt lettere.
[…] Så her sidder jeg altså og nyder at lave ingenting. Mærker hvordan tankerne samler sig – og spreder sig igen. Kobler sig sammen på nye måder. Modsiger, underkender og optimerer sig selv på en måde, der lidt for sjældent er plads til i hverdagen. Og så er det jo man kan spørge sig selv, om det overhovedet kvalificerer til at lave ingenting – for i virkeligheden er det langt mere effektiv idegenerering end mangen et innovationsseminar .-) […]