Hvorfor må forskere ikke være selvsikre forretningsmænd? – Når kritisk journalistik spænder ben for historien

by Nadja

Politiken 3. september 2006 – tankeudflugt # 2
For et par år siden introducerede Politiken Videnskabssektionen. I sig selv et prisværdigt initiativ, der generelt leverer fin videnskabsformidling – selvom man som humanist godt måske kan synes, videnskabsbegrebet er noget enøjet i retning af naturvidenskaben. Men, men – overordnet point for intiativet.

Dagens forside på videnskabssektionen handler om de to naturvidenskabelige brødre Blom (her kan jeg ikke abstrahere fra allusionen til min barndoms yndlingsserie fra NRK – Brødene Dahl, men jeg tror ikke, at den allusion var tiltænkt fra journalistens side).

Der er tale om en biokemiker og en biolog – begge fra DTU’s center for biologisk sekvensanalyse. Og de er ombord på Galathea-vædderen for at hente koldthavsbakterier op fra polarhavets bund for at redde verden og fremtidens vaskepulver. Overordnet er artiklen fin nok – og vi får et lødigt og tanke-(naturfagsinteresse)-vækkende indblik i forskningens og polardybdernes forunderlige verden.

Men det irriterer mig, at journalisten ikke kan nære sig for at lige at bore i, om det nu også var helt OK for forskere at være sponsoreret af blandt andet Canada Goose (trendy ekspeditionsjakker) og Lundbeck (projektet som sådan, vistnok). Gennem hele artiklen lurer der en irritation fra journalisternes side over brødrenes selviscenesættelse med pressemeddelser, selvsikre præsentationer og åbenhed om, at de søger efter ‘Det blå guld’.

Heldigvis falder de to brødre ikke i journalisternes fælde. Så i stedet for brødebetynget at undskylde deres kække stil med pressemeddelelser, store udmeldinger og sponsorer – svarer de befriende frejdigt “Det bedste er jo, hvis man kan kombinere sin idealisme med at gøre en god forretning.”

I dette tilfælde forstår jeg simpelthen ikke, at journalisterne par tout skal anlægge den kritiske tone gennem interviewet. Hvad skulle der være galt i, at brødrene Blom prøver at vække interesse for deres projekt (hey, det har jo virket… hvilken Galathea-historie var det lige, der endte med en helsideshistorie i søndagspolitiken?) og at de gerne vil tjene penge på det.

Nu er det jo ikke fordi, der er noget galt i med kritisk journalistik. Overhovedet ikke. Men nogen gange kommer de kritiske spørgsmål (især hvis de er taget fra den temmelig forudsigelige palet om sammenblandingen af offentlige og private midler) til at fylde uforholdsmæssigt meget. Hvorfor ikke vende den historie om og sige “Hvor fedt, at der er mulighed for at arbejde på tværs af uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv – fordi det giver mulighed for at teste forskningsresultaterne i praksis”. Jeg helt med på – og stærk fortaler for – at der også skal være plads til grundforskning af den slags, der ikke er konkret udmønt-bar og målbar. At det er grundlaget for meget af den største nytænkning… me jeg synes altså også, det er fedt at læse om selvsikre forskere, der ikke bare formår at bore dybt i polarhavet, men også navigerer flot og frejdigt gennem bevillingsfarvandet. Hvorfor skal det mistænkeliggøres?

Reklamer