Nadja Pass

Plads til begejstring – god måde at formidle byplanlæggernes faglighed

Politiken 3. september 2006 – Tankeudflugt # 5

Hver søndag bringer Politiken en ny artikel i serien ‘Plads til begejstring’. Her udfordrer de nyskabende arkitekter til at skabe nye bud på, hvordan Rådhuspladsen kan indbyde mere til ‘udhængning’ og forsamling og fejring end i dag.

Der kommer et tankevækkende nyt bud hver søndag – med god faglig argumentation for forslagene. Fin måde at engagere borgerne mere i byplanlægningen og byens rum.

Denne genre mestres i øvrigt supergodt af gratismagasinet KBH, som man altid skal gøre sig selv den tjeneste at snuppe med hjem, når man støder på deres stativer på udvalgte steder. Men fint, at Politiken går med ind i kampen – det er faglig formidling på den fede måde.

Reklamer

Hvorfor under vi kun os selv en pause, hvis den hjælper os til at ‘performe’ bedre?

Politiken den 3. september 2006 – tankeudflugt # 4

Selvom det overordnede indtryk af Politiken i dag var rigtig godt, bød dagens avis også på en irriterende skuffelse: Tillægget Søndagsliv, der i dag havde fokus på PAUSEN.

I sig selv et tiltalende tiltag, som de havde spottet godt for allerede på forsiden:

“Søndagsliv holder pause: Bare rolig. Søndagsliv ligger selvfølgelig inden i din avis. Men denne uge stiller vi skarpt på pausen. På kroppens pauser, på hjernes behov for pauser, på vores behov for at se godt ud, også når vi holder pause. Snup en hynde, og holdt en velfortjent pause.”

Det lød jo godt. Meget ‘Reflexioner-agtigt’, egentlig. Det med at tage et begreb og vende og dreje det på alle mulige måder. Så jeg glædede mig til tillægget, selvom formuleringen “Behov for at se godt ud, også når vi holder pause” skulle have fået mig til at ane uråd…

For selvom det var godt tænkt og en del af udførelsen også var ret cool (næsten helt sort forside, så der ikke var noget, der forstyrrede og et ‘logo’ for hele tillægget inspireret af Sonys pausetegn med de to streger) viste der sig at være noget helt misforstået over hele tillæggets sammensætning.

For selvom den lille intro på side 2 lovede, at det skulle handle om at passe på pausen og at turde trykke på pauseknappen, når der er tryk på livet, var stort set alle artiklerne bare en trndy-ficering af pausen som begreb. En masse gode tips til, hvordan man kan power-pause, så man kan ‘performeø bedre i al den tid, hvor man ikke holder pause.

Det går galt allerede på side tre, hvor klummen er skrevet af paris-korrespondent Aske Munck (der ellers ofte er mand for et par tankevækkende indspark). Under overskriften “La pause du midi” latterliggør han franskmændenens lange pauser midt på dagen. Timerne, hvor solen står højest og alt lukker, fordi franskmændene skal spise kvalitetsmad i gode venners og familiens lag – og måske få sig en lille ‘morfar’ inden de skal på arbejde igen. I en tillæg tilegnet pausen skulle man have troet, at det var en attråværdig plus-agtig tilværelse. Men i Muncks optik bliver det et irrationsmoment, fordi han ikke kan være ligeså effektiv (sic) journalist som han gerne vil, fordi vigtige folk (kilder og interviewofre) tillader sig at holde “La pause du midi”. Han latterliggør også, at franskmændene er skeptiske over en hurtig sandwich ved skrivebordet og hylder de få butikkern, der byder ‘sans interruption’ og ‘service continu’-skilte, hvilket betyder, at de ikke opretholder pausen, men arbejder igennem – ligesom Aske Munch selv.

Bumbum – nu var det så, at jeg begyndte at rokke lidt uroligt rundt i den hynde Politiken havde anbefalet mig at sætte mig godt tilrette i – og nyde pausen. For jeg blev næsten stresset af at læse den klumme. Så jeg hastede (sic) videre til næste side.

Under overskriften “Pausens kraft: To minutters stilhed. Effektfuldt, men let at misbruge” skulle mindehøjtidelighedens tavshed tages under kritisk behandling. Den sprang jeg over – konstallationen af ordene kraft, effektfuldt og misbrug blev simpelthen for mange negativer på for lidt plads til at virke indbydende.

Videre til en artikel om omklædningsrummet. Her lød overskriften “På dupperne i pausen” – og manchetten handler om, hvordan en fodbolddommer “ikke spilder tiden” i de 15 minutters pause mellem de to halvlege. Han går, står, tripper og strækker ud… Der bliver også plads til et grin, bløder journalisten op til sidst. Men altså – hvor er pausen lige i alt det her?

Nu er der så et par sjove vinkler – for eksempel om kroppens pauser, hvor vi blandt andet lærer, at vores hår ofte holder pause. Og så er der artiklen om parret, der fandt sammen igen efter 16 års pause, en skæv historie om stresslessstolen og en opskrift på surdejsbrød, der kræver pauser (godt tænkt!)

Og SÅ – så er det, at vi til at læse om, hvordan vi ser chikke ud, mens vi holder pause. For pausen er åbenbart et så opadgående livsstilskoncept, at flere tøjmærker har udviklet særlige kollektioner tiltænkt pausen. Her ser vi en masse almindelige unge mennesker iklædt diverse jogging-sæt, hvilende på store fat-boy-puder (de ser nu ret komfortable ud). Og de er garneret med vise ord fra kändisser om, hvad de har på, når de slapper af. Her tager Mads-den-store-blæderøvs-Christensen prisen ved at understrege, at han aldrig slapper af. (men når han dovner den i 20 sekunder en søndag er han iført en nålestribet kashmir-housecoat – så så man lige ham være fuldstændig afslappet…?)

Så følger næste artikel om, at pauser gør stærk – de er en vigtig del af træningsprogrammet. Nødvendige hvis kroppen skal blive stærkere…

Og sådan fortsætter det. Der ER også et par tankevækkende artikler i tillægget – for eksempel et interview med en forsker, der opfordrer os til at tillade os mentale markvandringer. Sympatisk formulering og mange gode pointer. Bare ærgerligt, at overskriften følger samme mønster som resten af tillægget og lyder “Giv hjernen en pause – og bliv klog”. Ligesom artiklen på næste side “Pauser er ikke tidsspilde” (ellers også et meget sjovt vrid på serien ‘Indeni chefen’, at man her har spurgt lederen af Center for Stress om hans arbejdsliv og ledelsesstil) understreger overskriften, at man kun skal tage pauser, hvis man kan få noget ud af det.

Blive klogere, stærkere, smartere, hurtigere, mere effektiv i al den tid, hvor man ikke holder pause… og så – tratrateraaaa – når vi frem til stillingsannoncerne, der efterspørger effektive folk, der er gode til at holde mange bolde i luften og ikke lader sig stresse af udfordrende opgaver…

For fanden altså… hvorfor ikke bare holde pause for at mærke, at man lever; tænke tanker, der ikke er noget decideret formål med at tænke; nyde ens omgivelsers gode selskab uden at tænke på netværksformålet med det; gå en tur bare fordi det er dejligt og ikke for at tækkes skridtælleren; snitte en ordentlig bunke grøntsager, fordi de smager fantastisk og ikke bare fordi man skal have sine seks om dagen. Hvorfor skal der være et formål selv med pauserne? Hvorfor ikke bare holde pause og slappe af; lade livet bundfælde sig…?

Med disse ord ønsker jeg alle en rigtig god og afslappende søndag :-)

Barbies velværelse-tilværelse (badeværelse, hvor man hverken kan lave stort eller småt)

Politiken 3. septebmer 2006 – Tankeudflugt # 3

På petitstofsiden bød dagens Politken blandt andet på spørgsmålet om, hvorfor Barbies badeværelse ikke har noget toilet. Underholdende lyn-interview med Mattels pressechef, der understreger, at badeværelset er “mere beauty-orienteret: Hun går i bad, ser sig i spejlet og gør sig klar – og det er ikke så meget for at gå på toilettet”…

Altså – undskyld mig, men så er det måske ikke så mærkeligt, at mange piger har et temmelig forkvaklet forhold til offentlige toiletter. Hvor er det lige man skal forrette sin nødtørft i fremtidens ‘velværelse-tilværelse’?

P.S. Velværelset er Kvikkøkkenest nyeste skud på samtale-køkken-stammen. Velværelset er et temmelig stort badeværelse, der nærmest kan rumme et personligt hjemmespa. Varemærkeregisteret som begreb… De kan noget med ord og konceptualisering, de kvikkøkkener. Men der er altså noget livsstils-irriterende over det… man har lissom bare på fornemmelsen, at noget så naturligt som toiletbesøg bliver ligeså tabuiserede i velværelse-tilværelsen som de er det i Barbies badeværelse.

Hvorfor må forskere ikke være selvsikre forretningsmænd? – Når kritisk journalistik spænder ben for historien

Politiken 3. september 2006 – tankeudflugt # 2
For et par år siden introducerede Politiken Videnskabssektionen. I sig selv et prisværdigt initiativ, der generelt leverer fin videnskabsformidling – selvom man som humanist godt måske kan synes, videnskabsbegrebet er noget enøjet i retning af naturvidenskaben. Men, men – overordnet point for intiativet.

Dagens forside på videnskabssektionen handler om de to naturvidenskabelige brødre Blom (her kan jeg ikke abstrahere fra allusionen til min barndoms yndlingsserie fra NRK – Brødene Dahl, men jeg tror ikke, at den allusion var tiltænkt fra journalistens side).

Der er tale om en biokemiker og en biolog – begge fra DTU’s center for biologisk sekvensanalyse. Og de er ombord på Galathea-vædderen for at hente koldthavsbakterier op fra polarhavets bund for at redde verden og fremtidens vaskepulver. Overordnet er artiklen fin nok – og vi får et lødigt og tanke-(naturfagsinteresse)-vækkende indblik i forskningens og polardybdernes forunderlige verden.

Men det irriterer mig, at journalisten ikke kan nære sig for at lige at bore i, om det nu også var helt OK for forskere at være sponsoreret af blandt andet Canada Goose (trendy ekspeditionsjakker) og Lundbeck (projektet som sådan, vistnok). Gennem hele artiklen lurer der en irritation fra journalisternes side over brødrenes selviscenesættelse med pressemeddelser, selvsikre præsentationer og åbenhed om, at de søger efter ‘Det blå guld’.

Heldigvis falder de to brødre ikke i journalisternes fælde. Så i stedet for brødebetynget at undskylde deres kække stil med pressemeddelelser, store udmeldinger og sponsorer – svarer de befriende frejdigt “Det bedste er jo, hvis man kan kombinere sin idealisme med at gøre en god forretning.”

I dette tilfælde forstår jeg simpelthen ikke, at journalisterne par tout skal anlægge den kritiske tone gennem interviewet. Hvad skulle der være galt i, at brødrene Blom prøver at vække interesse for deres projekt (hey, det har jo virket… hvilken Galathea-historie var det lige, der endte med en helsideshistorie i søndagspolitiken?) og at de gerne vil tjene penge på det.

Nu er det jo ikke fordi, der er noget galt i med kritisk journalistik. Overhovedet ikke. Men nogen gange kommer de kritiske spørgsmål (især hvis de er taget fra den temmelig forudsigelige palet om sammenblandingen af offentlige og private midler) til at fylde uforholdsmæssigt meget. Hvorfor ikke vende den historie om og sige “Hvor fedt, at der er mulighed for at arbejde på tværs af uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv – fordi det giver mulighed for at teste forskningsresultaterne i praksis”. Jeg helt med på – og stærk fortaler for – at der også skal være plads til grundforskning af den slags, der ikke er konkret udmønt-bar og målbar. At det er grundlaget for meget af den største nytænkning… me jeg synes altså også, det er fedt at læse om selvsikre forskere, der ikke bare formår at bore dybt i polarhavet, men også navigerer flot og frejdigt gennem bevillingsfarvandet. Hvorfor skal det mistænkeliggøres?

Skrøbeligheden i al sin skønhed – Nils Thorsens subtile hyldest-interview med Suzanne Brøgger

Politiken 3. september 2006 – tankeudflugt # 1

På både 1. sektions og kultur-forsiden møder vi Suzanne Brøgger, der er omdrejningspunktet i et kolossalt langt og kolossalt velskrevet interview af Nils Thorsen (en af få danske journalister, hvis navn i en ‘by-line’ i sig selv er nok til, at jeg læser marathon-interviews fra ende til anden).

Det fascinerende ved dagens Brøgger-interview var, at det på mange måder udstrålende en stor skrøbelighed, som man ellers ikke så ofte møder i mediebilledet – og da slet ikke i hyldest-interviews. Men dette tre-broadsheet-sider-lange interview er skrøbeligt i al sin magt og vælde. En ting er skrøbeligheden i selve indholdet – Brøggers åbenhed om sin suicidale mor og sin egen følelse af intethed – men allermest kommer skrøbeligheden til udtryk i Thorsens stil. For han falder ikke i fælden med at fokusere på Brøggers flamboyante offentlige udtryk – men tillader sig i stedet at veksle mellem let latter og skælvende bekendelser, rummer pauser og tavsheder.

Dermed bliver interviewet til en subtil og skyggefuld hyldest, der med al sin ambivalens virker så utroligt meget stærkere, end interviews-med-mediefænomener-flest, der alt for ofte ender i en forholdsvis ligegyldig opridsning af de allerede gennemtærskede meritter. Hvor interview-personen højst får lejlighed til at bekræfte historien om sine egne successer.

Et citat, der satte sig fast:

“Jeg kan godt finde på at spørge til død og sygdom og skilsmisser i festligt lag. Hvis nogen derimod spørger mig: “Hvordan har du det?” Så ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. For jeg har det på tusind måder. Hvilken skal jeg vælge?”

‘Anmeldelse’ af Politiken – et par uger efter aviskrigen blev skudt i gang

Aviskrigen har stadig ikke meldt sin ankomst i min brevsprække i form af gratisaviser. Men det giver mig jo så meget mere mulighed for at fordybe mig i min Politiken…

Nu har de jo også selv udsendt varlset, at Tøger S. har barslet med en helt ny, opdateret version af den klassiske avis, der snart ser dagens lys. Med endnu mere baggrund, kant og personlighed. og jeg synes allerede, at vi har kunnet se nogle spændende tiltag, der viser, at Politiken er igang med at nyopfinde sig selv som modtræk til den voldsomme gratis nyhedsstrøm.
For eksempel har de på det seneste eksperimenteret med at nytænke den hæderkronede kronik. Det har blandt andet udmøntet sig i, at de for et par uger siden bragte de således et laaaangt digt om Beirut i 80’erne som kommentar til den aktuelle Mellemøstkrise.

Og i sidste uge brød Marcus Rubin alle tabuer ved at bruge kronikpladsen til ‘Kaddish’ over sin døde mor. En fantastisk tekst, der virkelig fik sat ord på det at sørge – og ikke mindst vores manglende ritualer i den forbindelse. Meget velskrevet, tankevækkende – og grundlæggende rørende.
Jeg har allerede tidligere her på bloggen rost de store dobbelt-broad-sheet-fotos af Miriam Dalsgaard. Og vil gerne endnu engang hylde dette spændende eksempel på nyskabende udnyttelse af spaltepladsen.

Og nu har jeg så brugt formiddagen i selskab med søndagspolitiken den 3. september 2006. Det har overordnet været en virkelig god oplevelse – med en eklatant bommert i blandt. Og så var det, at det slog mig, at jeg ville lave en helt uvidenskabelig anmeldelse af dagens avis.

Hvor jeg udvælger og kommenterer nogle forskellige pluk.

Der er fem nedslag i alt:

Nils Thorsens interview med Suzanne Brøgger

Historien om brødene Blom, der forsker i polarvand på Galathea-ekspeditionen

Bagside-morskabshistorien “Barbie på spanden”

Søndagsliv-tillægget med fokus på Pausen (jeg kan godt allerede her røbe, at det er her bommerten gemmer sig)

Artikelserien ‘Plads til begejstring’, hvor arkitekter bliver udfordret til at nytænke Rådhuspladsen.

%d bloggers like this: