Never a day without a line

by Nadja

Lige da jeg begyndt på at læse retorik, tilbragte jeg hele januar hos min veninde Eden, der på det tidspunkt gik på Sarah Lawrence College. Et lille, typisk ‘liberal arts-college’ i udkanten af New York. Især kendt for sine kreative fag og skrivekurser.

Jeg fik lov at deltage i et par af skrivekurserne – og en af de ting, der virkelig satte sig fast, var professoren (der selvfølgelig var enormt kendt amerikansk forfatter, som jeg ikke kan huske navnet på, fordi jeg ikke kendte ham dengang… perler for svin…) der på en  messende måde tordnede (jeg ved godt, at “tordne messende” lyder modstridende, men det fanger det ret godt)

NEVER A DAY WITHOUT A LINE, NEVER A DAY WITHOUT A LINE, NEVER A DAY WITHOUT A LINE.

Og pointen var selvfølgelig den klassiske om, at skrivning kun kræver 5 % talent og 95 % hårdt arbejde og tålmodighed – garneret med en pointe om, at det i sig selv er vigtigt at få produceret. Rå mængder tekst – så man kan finpudse, hvæsse og marinere det bagefter. Og ikke er bange for at skære væk. For der er så helt utroligt meget at give af.

Min hverdag har formet sig sådan, at der vitterlig aldrig er en “day without a line”, hvis man kigger meget bogstaveligt på det. Men jeg har i stedet vredet læresætningen på min egen måde – nemlig til “never a day without reflexion”. Der skal altid være plads til lige at reflektere over dagens indhold, succeser og kiks. Samtaler, indtryk og oplevelser.

Det fantastiske ved bloggen er, at den giver mulighed for at kombinere “Never a day without a line” med “Never a day without reflexion” – fordi man pludselig får et rum for at reflektere over dagen i ord og billeder – og fordi det nu er bredt ud til ikke kun at gælde fabulerende tanketorsk som mig.

Blogosfæren åbner muligheden for, at alle og enhver lige tager sig de par minutter om dagen til at dele deres tanker. Med hinanden – og med sig selv.

Advertisement