Nadja Pass

august 30, 2006

Hvem skulle have troet, at ‘seertal’ kunne være så motiverende?

Novra…sad lige og pillede lidt rundt i nogle indstillinger – og opdagede pludselig på mit dash-board, at nadjasreflexioner er ‘fastet growing blog on wordpres.com.’

Jeg ved ikke, om det dækker over antallet af posts, undertegnede fyrer af – hvis det er deres længde/antal anslag er det i hvert fald ikke så mærkeligt :-( eller om det er antallet af læsere, den tæller. Og jeg er helt sikker på, at der er tale om hurtigst voksende DANSKE blog og så er der i øvrigt 117 andre forbehold man må tage overfor den placering.

… men alligevel… fastest growing blog on wordpress.com, tænk alligevel…
Og så var det, at jeg med et slag pludselig forstod, hvorfor folk kan gå så meget op i seer-, læser-,lyttertal – hvilket jeg ellers altid har syntes var så komplet latterligt (det var en meget stor dag for mig første gang jeg hørte vittigheden ‘eat shit, 2 million flies can’t be wrong’). Jeg afskyer seertallenes tyranni og er i det hele taget er jeg ikke de kvantitative analysers og målingers kvinde.

Men… jeg må jo alligevel indrømme, at de her tal liiiige fangede min opmærksomhed…

Og det rejser jo så en række nye spørgsmål – som jeg selvfølgelig straks har indføjet i wikien, hvor man diskuterer temaerne for blogforum2. For uanset om denne ‘fastest growing blog-ting” er affødt af seertal eller min egen produktivitet, er der jo også en fix lille feature som ‘blogstats’ og ‘feedstats’ som man som den bedste junkie kan finde sig selv fixende løs af… og der ER jo tale om en slags seertal.

Og hvor meget er det lige, man skal lade sig påvirke af ‘seertallene’? Man ved jo efterhånden godt, hvilke posts, der får mange læsere og hvilke, der genererer kommentarer. Men er det nødvendigvis de bedste posts? De mest interessante? Dem folk sætter mest pris på? Eller er de høje tal på nogle posts bare udtryk for, at titlen var sjov – men at ingen reelt læste den? Og skal man overhovedet lade sig påvirke af det – risikerer man ikke at miste ‘tonen’, hvis man pejler for meget efter tallene. Eller er det netop det, der er det stærke ved bloggen… at den bliver til i et meget konkret samspil med læserne, fordi man så hurtigt og tydeligt kan se reaktionerne på de enkelte posts?

Foreløbig vil jeg sige, at tallene er sjove – men at den virkelige motivationsfaktor for bloggen næppe kan blive de rene tal. Det vil snarere være de mange gode kommentarer og samtaler den afføder. Både på bloggen, i mailkorrespondancerne ‘bagom’ og i livet off-line.

Tak for dem :-)

Advertisement
4 kommentarer
august 30, 2006

I dag er det DR2’s fødselsdag – hurra, hurra, hurra

I aften klokken lidt i 20 fylder DR2 10 år. Og hurra for det. Hurra for en kanal, der har turdet udfordre de faste tv-formater. En kanal, der tør satse på den højeste fællesnævner, kyndigt mixer engelske krimier med kvalli-nyheder og gode film. En kanal, der flirter med grafiske elementer og tør være lidt klogeåge-agtige.

Faste læsere af denne blog vil vide, at jeg ikke skyr en skodserie på TV3 i ny og næ…men altså…DR2 er jo grundlæggende min yndling. Faktisk var en af de største komplimenter Reflexioner nogen sinde har fået, da jeg overhørte nogen kalde det “DR2’s temalørdage i magasin-form”. Den kompliment/sammenligning faldt på et tidspunkt, hvor jeg ved at være rigtig godt træt af det hele, fordi det var hårdt og dyrt og opslidende at være ‘foundig editor’ af lille undergrundsmagasin. For hvis der er en ting, der holder min gejst oppe og som jeg i høj grad stræber efter, er det da (som jeg virkelig synes DR2′ temalørdage har formået) at kunne skabe et medieformat, der serverer reflexion og ny viden på en så appetitlig og motiverende måde, at folk der falder tilfældigt ind i det bliver hængende – indtil de flere timer senere er blevet klogere på et emne, de ikke anede de interesserede sig for.

Det formår langt de fleste af DR2’s temalørdage. Det formår kanalen samlet set som oftest også. Og derfor udbringer jeg i dagens anledning et ni-foldigt leve for et koncept, der holder:

DR2 LÆNGE LEVE, Hurra, hurra, hurra, hurra, hurra, hurra, hurra, hurra…og så det lange…hurraaaaaa

1 kommentar
august 30, 2006

Never a day without a line

Lige da jeg begyndt på at læse retorik, tilbragte jeg hele januar hos min veninde Eden, der på det tidspunkt gik på Sarah Lawrence College. Et lille, typisk ‘liberal arts-college’ i udkanten af New York. Især kendt for sine kreative fag og skrivekurser.

Jeg fik lov at deltage i et par af skrivekurserne – og en af de ting, der virkelig satte sig fast, var professoren (der selvfølgelig var enormt kendt amerikansk forfatter, som jeg ikke kan huske navnet på, fordi jeg ikke kendte ham dengang… perler for svin…) der på en  messende måde tordnede (jeg ved godt, at “tordne messende” lyder modstridende, men det fanger det ret godt)

NEVER A DAY WITHOUT A LINE, NEVER A DAY WITHOUT A LINE, NEVER A DAY WITHOUT A LINE.

Og pointen var selvfølgelig den klassiske om, at skrivning kun kræver 5 % talent og 95 % hårdt arbejde og tålmodighed – garneret med en pointe om, at det i sig selv er vigtigt at få produceret. Rå mængder tekst – så man kan finpudse, hvæsse og marinere det bagefter. Og ikke er bange for at skære væk. For der er så helt utroligt meget at give af.

Min hverdag har formet sig sådan, at der vitterlig aldrig er en “day without a line”, hvis man kigger meget bogstaveligt på det. Men jeg har i stedet vredet læresætningen på min egen måde – nemlig til “never a day without reflexion”. Der skal altid være plads til lige at reflektere over dagens indhold, succeser og kiks. Samtaler, indtryk og oplevelser.

Det fantastiske ved bloggen er, at den giver mulighed for at kombinere “Never a day without a line” med “Never a day without reflexion” – fordi man pludselig får et rum for at reflektere over dagen i ord og billeder – og fordi det nu er bredt ud til ikke kun at gælde fabulerende tanketorsk som mig.

Blogosfæren åbner muligheden for, at alle og enhver lige tager sig de par minutter om dagen til at dele deres tanker. Med hinanden – og med sig selv.

5 kommentarer
%d bloggers like this: